Folkekirken bruger tre gange mere på musik end på diakoni

Kun en procent af sognekirkernes penge går til socialt udsatte. Det skriger til himlen, mener præster

"Kirken mister sin troværdighed, når den ikke tager ansvar for dem, der har brug for hjælp. Der bliver nødt til at være overensstemmelse mellem det, som kirken prædiker, og det, som kirken gør," siger gadepræst i Odense Peder Thyssen, som her ses med ryggen til på billedet
"Kirken mister sin troværdighed, når den ikke tager ansvar for dem, der har brug for hjælp. Der bliver nødt til at være overensstemmelse mellem det, som kirken prædiker, og det, som kirken gør," siger gadepræst i Odense Peder Thyssen, som her ses med ryggen til på billedet. Foto: Johnny Anthon Wichmann/ Denmark.

Flotte koncerter og dygtige kirkekor er vigtigere, end at de ensomme får besøg, og de fattige får en håndsrækning. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra, hvordan landets sognekirker prioriterer deres midler.

For første gang har folkekirken offentliggjort en samlet opgørelse over, hvordan alle sognekirkerne bruger deres penge. Her fremgår det, at kirkerne bruger næsten tre gange så mange penge på kirkekor og på at holde koncerter, som de gør på diakonalt arbejde.

Gadepræst i Odense Peder Thyssen kalder kirkernes prioriteringer for dybt problematiske:

Kirken mister sin troværdighed, når den ikke tager ansvar for dem, der har brug for hjælp. Der bliver nødt til at være overensstemmelse mellem det, som kirken prædiker, og det, som kirken gør, siger han.

Sognekirkerne har i alt årlige udgifter for 6,2 millarder kroner. Af dette beløb går 73 millioner kroner til diakonalt arbejde som for eksempel besøgstjenester, sorggrupper og væresteder. Det svarer til, at godt og vel en procent af kirkens udgifter bliver brugt til at hjælpe fattige, ensomme og syge mennesker.

LÆS OGSÅ: I Nyborg sørger andre end kirken for det sociale arbejde

Morten Aagaard, leder af Kirkens Korshær i Aarhus, mener, at de lave udgifter skriger til himlen:

Det har altid været en hjørnesten i kirkens identitet at tage sig af de fattige i samfundet. Når man til daglig arbejder med samfundets bund og ser, hvor stort behov der er for hjælp, er det frustrerende, at finkultur bliver prioriteret meget højere i folkekirken.

Meget af folkekirkens sociale arbejde er baseret på frivilligt arbejde. Men det kan ikke bruges som undskyldning, mener Morten Aagaard.

Man kan ikke drive socialt arbejde uden store udgifter til faglig ekspertise, bygninger, kaffe og alt mulig andet, der hører til, siger han og henviser til Kirkens Korshær i Aarhus.

Her er godt 500 frivillige engageret, og alligevel koster det årligt 12 millioner kroner at drive stedet.

Preben Brandt er formand for projekt Udenfor, der arbejder med hjemløse, og han ærgrer sig over, at folkekirken blot bruger en ubetydelig del af sine penge på socialt arbejde.

Folkekirken er så rodfæstet i det lokale miljø og ligger ude mellem borgerne og ved, hvad der foregår. Og så har folkekirken gennem sine diakonale uddannelser en professionel og ideologisk baseret medarbejdergruppe. Det er meget store ressourcer, og det gør det bare ekstra ærgerligt, at arbejdet ikke bliver prioriteret højere, siger Preben Brandt.

LÆS OGSÅ: Nu skal folkekirken vise sit økonomiske værd

Men det er forsimplet at dømme folkekirkens diakonale arbejde ved udelukkende at se på, hvor mange penge menighedsrådene sætter af til diakoni. Det mener Inge Lise Pedersen, formand for Landsforeningen af Menighedsråd.

For eksempel vil sognenes menighedspleje ofte stå for diakonalt arbejde, og menighedsplejen vil typisk være finansieret ved eksempelvis indsamlinger og ikke via kirkeskatten og være skilt ud som et særligt regnskab. De 73 millioner kroner afspejler kun delvist, hvor højt menighedsrådene prioriterer diakonalt arbejde, mener hun.

Min fornemmelse er, at der generelt er kommet en øget forståelse for kirkens diakonale arbejde i menighedsrådene. Det er sket i takt med, at man har opdaget, at velfærdsstaten ikke tager sig af alle problemer, og at der er nogle ret store masker i det sociale sikkerhedsnet. Men om vi har nået et passende niveau, skal jeg ikke kunne sige, lyder det fra Inge Lise Pedersen.