Folkekirken debatterer dåb med ateister

130.000 foldere om dåben og en debatside på Facebook er blandt aktuelle tiltag, der skal inspirere forældre til indbyrdes samtale om, hvorvidt deres barn skal døbes. Traditionen tro tiltrækker religionsdebatten mange ateister online

Siden begyndelsen af januar, hvor fire folkekirkelige aktørers dåbskampagne gik i luften, har der været livlig trafik på siden ”Barnedåb – skal, skal ikke”.
Siden begyndelsen af januar, hvor fire folkekirkelige aktørers dåbskampagne gik i luften, har der været livlig trafik på siden ”Barnedåb – skal, skal ikke”. Foto: Arkivfoto/Polfoto.

Dåb og sociale medier passer sammen. Hvis der er et sted, folkekirken kan få en samtale i gang om barnedåben, er det på Facebook. Siden begyndelsen af januar, hvor fire folkekirkelige aktørers dåbskampagne gik i luften, har der været livlig trafik på siden ”Barnedåb – skal, skal ikke”. Samtidig er der produceret folderen ”Tillykke med dit barn” i 130.000 eksemplarer, som menighedsrådene kan dele ud til forældre, jordemødre og biblioteker.

Det er Landsforeningen af Menighedsråd, forlaget Eksistensen, folkekirken.dk og Grundtvigsk Forum, som i fællesskab står bag både Facebook-siden og folderen, som er udkommet i denne måned.

Dialog om at døbe

Alene i den forgangne uge har siden været vist for 275.000 personer, oplyser den ansvarshavende redaktør på hjemmesiden folkekirken.dk, Ellen Aagaard Petersen, som har været med til at oprette dåbssiden.

”Formålet er at skabe kontakt mellem kirke og forældre, så der kan opstå en dialog om det at døbe sit barn, men det er også at inspirere til, at forældrene indbyrdes tager samtalen. Vi prøver at skabe kontakt til de forældre, som ikke synes, det er en selvfølge at døbe deres nye barn, selvom de måske selv er døbt og medlem af folkekirken. Vi vil gerne bane vej for, at disse og andre forældre gennem dialogen også kan tage kontakt til deres lokale kirke og præst og få en mere uddybende samtale og stille spørgsmålene, hvis de ønsker det,” siger Ellen Aagaard Petersen, som glæder sig over, at det indtil videre ser ud til ikke at være folkekirkens inderkreds, som deltager i debatten. Det gør til gengæld en række ateister.

Debat mellem folkekirken og ateister

I flere indlæg på dåbssiden appellerer redaktionen på folkekirken.dk ateisterne til at indstille skytset.

”Vi kender dem fra andre steder i debatten om trosspørgsmål på internettet. På dåbssiden har de svært ved at vise respekt og hensyn til de forældre, som gerne vil have en nuanceret samtale om deres overvejelser om dåb. Vi forsøger at appellere til ateisternes bedre jeg og gør venligt, men bestemt, opmærksom på, at siden er et sted, forældrene kan samtale, og ikke et sted, hvor man kan stå og råbe ad dem. Vi har på forhånd gjort os overvejelser om, hvorvidt de ville dukke op, men ikke andre, end vi gør på andre sociale medier. De vil gerne tage hele pladsen, men vi kan heldigvis se, at forældrene stadig gerne vil dele deres overvejelser,” siger Ellen Aagaard Petersen, som oplyser, at hvis en person bliver ved med at afspore den samtale, dåbssiden er beregnet til, kan vedkommende rent teknisk udelukkes.

Det seneste nye oplæg på dåbssiden er et indslag med Deadline-vært Nynne Bjerre Christensen, som har fået sine tre børn døbt og siger, at hun ikke er bange for at vælge værdigrundlag for dem. Den første kommentar kommer fra en religionskritisk Martin Henriksen:

”Naturligvis skal man vælge værdigrundlaget for sit barn. Værdigrundlaget for mit barn skal bunde i en filosofisk, etisk og moralsk tankegang. Ikke i en forstokket overtro, som udstikker et moralsk kompas, som man partout skal følge, fordi man har fået det at vide,” skriver han.

Sognepræst tager kampen op

Sognepræst i Domkirken i København Eva-Maria Schwarz er som præst markant til stede på dåbssiden med mange indlæg.

”Jeg blev spurgt, om jeg ville deltage, når siden gik i luften, og det sagde jeg ja til. Jeg har ikke på forhånd været med til at tale om, at ateisterne nok ville blande sig på dåbssiden. Det har de så gjort ret hurtigt og på en lidt aggressiv måde, og det er jeg træt af. Men Ateistisk Selskab springer på nettet, lige så hurtigt de opdager noget, der handler om kristendom. Mange af de personer, der optræder i debatten på dåbssiden, kender jeg fra andre Facebook-sider om tro. Jeg har forsøgt at tage kampen op og svarer på de ateistiske indlæg. Men jeg savner ærligt talt, at vi er nogle flere præster, som gør det,” siger Eva-Maria Schwarz, som mener, at folkene bag Facebook-siden måske kunne have imødegået de kraftigste reaktioner.

”For eksempel synes jeg, at de tilknyttede fotos er kliché-agtige, og det får sikkert mange til at reagere negativt på siden. I stedet for at spørge om dåb eller ikke dåb, som straks skaber en konflikt, kunne man for eksempel have spurgt lidt mere favnende om, hvad dåben betyder for dig, og om den er nødvendig for at være kristen,” siger Eva-Maria Schwarz, som ikke har tænkt sig at holde sig væk fra debatten på grund af ateisterne.

Facebook-side skal indbyde til samtale

Idéen med siden er ikke at standse eller hæve den faldende dåbsprocent, understreger Ingrid Ank, akademileder for Grundtvig-Akademiet i Grundtvigsk Forum.

”Det kan være et stort skridt at tage personlig kontakt til en præst, hvis man bare gerne vil drøfte, hvad dåb betyder, fordi man som forælder er i tvivl om dåben. Her er Facebook en lettere indgang til samtalen – men selvfølgelig også til en anden type samtale end en rigtig menneske-til-menneske-samtale, hvilket man jo også kan se af Facebook-debatten,” siger hun og henviser til, at der også er kommet en del ”hårdtslående” ateistiske kommentarer.

”Jeg har stor forståelse for, at nogle mennesker er ateister eller simpelt hen ikke synes, at det med dåben siger dem noget. Men når jeg læser nogle af kommentarerne, tænker jeg, at der er noget, vi præster og teologer ikke har kommunikeret godt nok. For det billede af kirken, som kritiseres, er jo et billede af kirken i middelalderen. Jeg tror, man ville kunne få nogle megaspændende samtaler i gang, hvis forældre i højere grad hev fat i præsterne og bad om en samtale om, hvad dåb er, hvad tro, håb og kærlighed er, og hvad der giver et menneskeliv åndelig rigdom. Kampagnen er et forsøg fra folkekirkens side på at skabe kontakt til de forældre, der overvejer, om deres barn skal døbes. Det er succes nok for mig, hvis det lykkes. Afgørende er ikke nødvendigvis, om dåbstallet stiger på grund af kampagnen,” siger Ingrid Ank.

Projektet skal nok få opmærksomhed, mener rådgiver i digital strategi og sociale medier Astrid Haug.

”Uanset om man kan mene, at det er en god ting at døbe sit barn eller ej, så sætter Facebook-siden et godt tænkt og konkret fokus på emnet. Facebook egner sig godt til et følelsesbetonet område, da vi i forvejen bruger mediet til at tale om vores børn. Samtidig rammer emnet noget i tiden,” siger Astrid Haug.