Folkekirken deler sig efter bevægelige skillelinjer

Hvad der er den kirkelige højrefløj, afhænger af, om man diskuterer opstandelse eller flygtninge. Men mens de kirkelige brudflader er i bevægelse, handler livet i sognene mere om at sikre et aktivt kirkeliv

Mens nogle for eksempel ser Ribe-biskop Elof Westergaards (th) bøn for flygtninge eller Henrik Wigh-Poulsens (tv) tiltrædelsesprædiken i Aarhus Domkirke som udtryk for ”integritet”, oplever andre biskoppernes meldinger som ”utidig politiseren”. F.eks. kritiserede Marie Krarup (i midten) biskop Marianne Christiansen for i hendes prædiken til Folketingets åbningsgudstjeneste at blande politik og kristendom på en måde, som er fuldstændig uhørt.
Mens nogle for eksempel ser Ribe-biskop Elof Westergaards (th) bøn for flygtninge eller Henrik Wigh-Poulsens (tv) tiltrædelsesprædiken i Aarhus Domkirke som udtryk for ”integritet”, oplever andre biskoppernes meldinger som ”utidig politiseren”. F.eks. kritiserede Marie Krarup (i midten) biskop Marianne Christiansen for i hendes prædiken til Folketingets åbningsgudstjeneste at blande politik og kristendom på en måde, som er fuldstændig uhørt.

”Der foregår i disse år en kamp om kristendommens rolle i det moderne samfund - og der er to strategier. Den ene er højrefløjens og Tidehvervs, der ser kristendommen som et korrektiv til moderniteten, mens den teologiske venstrefløj ser muligheder for brobygning mellem kristendom og kultur.”

Sådan beskriver lektor i religionsvidenskab Marie Vejrup Nielsen den overordnede tendens i tidens teologiske debatter.

Netop de teologiske fløje er et begreb, der ofte bliver brugt til at beskrive de forskellige positioner i dansk kirkeliv. Men hvad er i dag den kirkelige venstrefløj? Hvem er højrefløjen? Og er det ligesom i det politiske landskab, når man taler højre- og venstrefløj?

”Nej, man kan ikke sætte lighedstegn mellem det teologiske og det politiske højre- og venstre. Faktisk er det sådan, at mange højrefløjspræster politisk stemmer til venstre, så modsætningerne skal forstås på en anden måde,” forklarer Kurt E. Larsen, der er lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet.

”Lad os tage dogmatikken. De forskellige positioner kommer for eksempel til udtryk i diskussionen om sognepræst Per Ramsdals udtalelser om opstandelsen. Mens venstrefløjspræster argumenterer for en poetisk eller billedmæssig tolkning af opstandelsen, opfatter højrefløjspræster og Tidehvervs-præster opstandelsen mere konkret. Samtidig er teologer på kirkens venstrefløj også meget optaget af at tolke kristendommen ind i moderniteten, mens højrefløjen og Tidehverv forsøger at holde fast i en klassisk kristendom.”

Og i den kamp er synet på Grundtvig også afgørende, siger Kurt E. Larsen.

”Helt overordnet kan man sige, at du kan læse Grundtvig på to måder. Mens Tidehverv abonnerer på den konservative Grundtvig med den klassiske kristendomsforståelse, så abonnerer venstrefløjens teologer mere på den folkelige og kulturelle side af Grundtvig. Det er blandt andet i den læsning, man finder sit arsenal af argumenter.”

Marie Vejrup Nielsen peger dog også på udlægningen af andre teologer og tænkere med betydning for, hvor i det teologiske landskab man ser sig selv. Og det er ikke læsningen af Bibelen, der er mest til diskussion.

”Man kan sige, at kampen om skrifterne herhjemme ikke er en kamp om, hvad der står i Bibelen. Det er faktisk kun Indre Mission, der taler om den. Både Tidehverv og venstrefløjsteologerne kæmper i stedet om udlægningen af Luther, Kierkegaard og Løgstrup. Vi ser derfor også i nyere tid dobbeltudgivelser af Luthers værker herhjemme: Det samme værk udgives både af Tidehverv og deres kritikere. Kampen ligger i forordet.”

Alliancer og placering af Tidehverv, højre- og venstrefløj ser imidlertid anderledes ud, hvis man ser på andre emner. Lige nu foregår der en heftig debat i de danske medier, ikke mindst i denne avis, om biskoppernes udtalelser i forhold til den aktuelle flygtningesituation, som kritikere opfatter som venstresnoede.

Mens nogle for eksempel ser Ribe-biskop Elof Westergaards bøn for flygtninge eller Henrik Wigh-Poulsens tiltrædelsesprædiken i Aarhus Domkirke som udtryk for ”integritet”, oplever andre biskoppernes meldinger som ”utidig politiseren”.

”Det, vi ser i den aktuelle situation, er en klassisk diskussion mellem Tidehverv på den ene side og så stort set resten af det kirkelige landskab på den anden side. Tidehverv mener, at et begreb som næstekærlighed altid skal forstås helt individuelt, og at du aldrig kan eller må organisere det frem. Der findes dermed ikke en særlig kristen forpligtelse i civilsamfundet. Mange andre fra både kirkens højre- og venstrefløj vil derimod sige, at næstekærlighed også kan have praktiske konsekvenser, og at det er helt o.k., når både præster og kirken som sådan siger eller gør noget,” siger kirkehistoriker Kurt E. Larsen.

Også lektor i religionsvidenskab Marie Vejrup Nielsen ser den aktuelle debat som en gentagelse af de klassiske teologiske argumenter, hvor venstrefløjen med det brede næstekærlighedsbegreb sammen med Indre Mission ønsker at gøre noget i det sociale, mens Tidehverv melder klart fra.

Begge er dog enige om, at det mest er i en ophedet debat i medierne - ikke mindst på de sociale medier - at de teologiske ”fløj”-diskussioner fylder. I de lokale kirker er menighedsrådene mere optaget af at finde ud af, hvilke aktiviteter der kan være med til at skabe et aktivt kirkeliv.

”Når det er den ophedede debat og dermed yderpunkterne, man hører om, kommer man let til at overse, hvad der sker på græsrodsniveau og ude i sognene. Men her ser vi faktisk en ny aktivisme, hvor kirkerummet bliver brugt på nye måder til for eksempel babysalmesang, rockkoncerter og spaghettigudstjenester. Det er ofte noget, menighedsrådene tager initiativ til uden at forbinde det med en bestemt teologisk tradition, men simpelthen fordi de kan se, det trækker folk i kirken. I virkeligheden er det jo en aktivisme, som Indre Mission historisk har stået for, og som er noget af det, Tidehverv og faktisk også de grundtvigske altid har opponeret imod. Men det viser igen noget om, at de teologiske diskussioner kører i et rum for sig, som den folkekirkelige virkelighed i sognene er ret upåvirket af, ” siger Kurt E. Larsen.

På den måde kan man ifølge Kurt E. Larsen sige, at mens Indre Mission har historisk lav tilslutning, så er bevægelsens teologiske aktivisme faktisk i fremgang i det lokale kirkeliv. Og netop aktivismen i sognene ser også Marie Vejrup som udtryk for, at hverdagen i kirkerne har mere karakter af overvejelser om livet i den lokale kirke.

”Der er ganske enkelt sket en vending mod brugerne. Og det er en udvikling, som især Tidehverv er kritisk over for. Tidehverv er jo født ud af en kritik af netop fromheden og aktivismen hos Indre Mission, og i forhold til hverdagsteologien vil Tidehverv netop pege på, at den ikke rummer den alvor, som de mener, skal karakterisere kirken. Men det er samtidig tydeligt, at selvom Tidehverv måske er den teologiske retning, der mest højlydt forholder sig kritisk til de nye tiltag, så er de ikke repræsentative for hverdagens folkekirke. Hvis de var det, ville der for eksempel ikke være babysalmesang i stort set hver eneste kirke,” siger Marie Vejrup Nielsen.