Hvad er det bedste ved kristendommen?
Kristendommen er det revolutionerende budskab om, at mennesket er syndigt og altid vil være det, fordi vi bærer på arvesynden. Det moderne menneske hader et sådant budskab, for det har guddommeliggjort sig selv. Folk glemmer blot, at der ligger en fantastisk frisættelse, fordi kristendommen betyder, at mennesket ikke er guddommeligt. Jeg er fejlbarlig, og hvis man tager det på sig og lever sit liv, så er det den eneste religion, som på revolutionerende vis sætter mennesket fri.
Det handler netop ikke om, at man skal gå rundt og gøre gode gerninger. Man skal efterstræbe godheden, men man skal anerkende og acceptere, at man falder i. Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg. Det skal man ikke følge, men man skal tage det på sig, og det kræver, at man forstår, hvad kristendommen er. Det gør man altså ikke, når man kun går i kirke juleaften eller til begravelser og dåb. Jeg skal ikke dømme nogen, men jeg mener bare, at det er noget meget overfladisk, nyreligiøst pladder, som i bedste fald er ligegyldigt og i værste fald farligt.
Desværre er danskerne blevet højtidskristne, og folk har ikke længere noget forhold til kristendommen. Det hele er blevet til lallende kristendom, og det bryder jeg mig ikke om.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Det, man i den evangelisk-lutherske kristendom kan savne i de mørke timer, er anvisningerne og reglerne. Løgstrup talte om det regelløse rum. Der er stadig en masse regler, der blot er uskrevne.
LÆS OGSÅ: Folkekirken skal turde tale politisk
Den luthersk-evangeliske kristendom er i virkeligheden meget enkel, men derfor også dybt kompliceret, for gudsforholdet er netop, at du er sat fri ved, at Jesus har taget din skyld på sig, og derfor skal du spise, drikke og være glad. Men når mørket så kommer, kan det godt være svært at nøjes med.
Den moderne tilværelse er så fri, for der er ingen regler for noget som helst, og det er derfor, gudstjenesten er en lise for moderne mennesker. Tænk, hvis man bare kunne sprede noget røgelse eller købe aflad, og så var det svære overstået. Men sådan er det jo ikke, for det er som med Job (bibelsk person, der søgte Guds mening med sine mange lidelser, red.). Du står derude i mørket.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
Det er, at den altid er der med et svar eller ritual på det, vi ikke selv kan svare på. Når et menneske, som står os nær, dør, når der sker en katastrofe, eller når afmagten rammer os, så er kirken der. Hvis der ikke er noget rationelt sprog, så indtræder ritualet, og det bøjer jeg mig for.
Går livet modsat godt, plejer jeg at sige, at Gud er langt væk, for så kan vi alt selv. Når man derimod er afmægtig eller synker hen i mørket, er Gud tæt på. Hvis han ikke er der, så er man virkelig forladt, som Jesus oplevede på korset. Jeg har selv oplevet at føle mig forladt, og det var ikke ret godt. Jeg spurgte mig selv, hvad meningen med mit liv var, og om det kun var meningen, at vi skal fødes og dø. Det var absurd selvoptaget af mig at tænke sådan, men jeg har altid følt, jeg har haft et rum, jeg kunne træde ind i, og hvor jeg vidste, jeg ikke var alene, men lige pludselig var det rum der ikke længere. Al tro har selvfølgelig tvivl i sig, for tro er ikke overbevisning. Det er alt fra den yderste grad af overbevisning til den dybeste grad af fortvivlelse, som Kierkegaard har sagt.
Da jeg følte mig forladt, talte jeg med præsten Kathrine Lilleør, og hun sagde, at jeg skulle huske at anråbe Gud. Jeg plejede at bede mit Fadervor under dynen, og hvis der var noget, jeg ville bede Vorherre om, så var det med et Fadervor. Men i dag bruger jeg et frit sprog, selvom det stadig er i hovedet, det foregår.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Det er selvgodheden og tolerancens åbne ladeport. Folkekirken er der for at prædike og sprede kristendom, og den er der ikke for alt mulig andet. Der er for meget tolerancesnak i folkekirken.
Der vil altid være en vis grænse for, hvor langt man kan gå i tolerancen, og folkekirken snakker for meget på kryds og på tværs. Jesus sagde selv, at han ikke kom for at stifte fred. Folkekirken er blevet for fordragelig, for lige pludselig skal der arrangeres fællesgudstjenester og fælles økumeniske ting. Hvad skal vi med dialogen, for hvad er det, vi skal diskutere? De skulle tage og prædike evangeliet og kristne nogle danskere. Så skælder man oven i købet ud på en præst, fordi han døber folk. Selvom jeg siger det med et smil på læben, så forstår jeg ikke, når der er så åbenlys en opgave derude for folkekirken, hvorfor man tager sig af alt mulig andet i stedet.
Der er for mange præster derude, som synes, det er deres opgave at fordømme, hvis regeringen vil bygge en Øresundsbro, eller hvis de ikke er ordentlige ved naturen. Det er grundlæggende noget pladder. Forkynd evangeliet, og hold jer fra politik. Jeg har hørt en præst fordømme, at regeringen skar ned på udviklingsbistanden. Som om Paradiset skal være en jordisk foreteelse, eller næstekærlighed skal spredes med skattekroner. Hvad er det for noget vrøvl? I virkeligheden er det kætteri.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Det er ritualerne og gentagelsen og den fred, der indfinder sig. For det moderne menneske er det blevet fjerne begreber, men jeg prøver selv at komme til gudstjeneste en gang om måneden.
Det, der sker til en gudstjeneste, er netop det samme hver gang. I vores moderne verden, hvor vi sidder og glor på Facebook, og alting forandrer sig, er det godt at være et sted, hvor tingene er uforanderlige. I kirken behøver man ikke følge med i noget som helst. Det er, som det er, og der sker det, som sker. Det er på en eller anden måde et billede på det totalt umoderne, men det bevidst umoderne, og det, synes jeg, er godt. Det giver mig en ro og tryghed, at der er den genkendelighed, for så behøver jeg ikke at koncentrere mig en hel masse om, hvad jeg skal lære af det.
Det bedste ritual ved gudstjenesten er nadveren, som jeg sætter meget højt. Det er bevægende at tænke på, at det er foregået på samme måde, siden apostlene sad omkring det samme bord, og det er gået fra slægtled til slægtled. Jeg er også glad for hele tanken om, at dine synder er dig forladt. Gå ud og lev dit liv. Det er da et fantastisk budskab.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Der er behov for, at folkekirken med gudstjenesten genfinder missionen, for Danmark er næsten helt afkristnet. Det er ærgerligt, at en tryg og sikker om ikke statskirke, så statssikret kirke lige så stille forbigås, uden at der gøres noget ved det. Det kan jeg ikke rigtig rumme.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Jeg kan overhovedet ikke se noget godt ved det multireligiøse samfund.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Multireligiøsitet fylder mig med ubehag, for det er sådan noget med, at man blander religioner, som ikke hører sammen, i en stor pærevælling. At være jøde, hindu, muslim eller kristen er ikke det samme. Ordet multireligiøsitet antyder, at det hele er ét fedt, og det er det ikke.
Hele diskussionen om adskilte omklædningsrum i skolerne, og at man ikke vil spise dansk mad, er i modstrid med hele den kultur, det har taget os hundreder af år at bygge op. Jeg synes, det er hamrende irriterende, at vi ser reaktionære tilbageskridt i Danmark.