For nylig sad Anette Foged Schultz sammen med en gruppe kolleger på sin arbejdsplads, VIA University College i Horsens, da en af psykologerne sagde: ”Anette, jeg har fået en klient, som gerne vil tale med mig om tilgivelse. Men det ved jeg jo ikke noget om.”
Eksemplet er nævnt i den bog, Anette Foged Schultz nu udgiver, og det er taget med for at illustrere, hvor dårligt det står til med vores fortrolighed med kristendommen i dag.
Bogen udkommer den 17. juni og hedder ”På vandring med en pilgrimspræst”. Den er i virkeligheden en kærlighedserklæring til den kristendom, som ifølge Anette Foged Schultz er så stor og stærk og rummer så mange bud på, hvordan vi finder balance i en krævende, moderne tilværelse.
Men den er også skrevet med en stor sorg over, at netop ord som tilgivelse, forsoning og fællesskab har mistet deres kristne kontekst. En sorg over, at vi er blevet fremmede for vores kristne arv, når der nu faktisk er så meget at hente for os. Og især i forhold til den længsel efter troen og fællesskabet, som den 55-årige tidligere sognepræst oplever.
Anette Foged Schultz er meget spændt på modtagelsen af bogen. For hun taler ikke kun kærligt om den folkekirke, som hun selv er en del af. Hun langer også ud efter kirken og præsterne, som hun mener bærer en stor del af ansvaret for, at mange mennesker i dag er fremmede over for kristendommen.
”Der mangler ganske enkelt en god kontakt mellem folkekirken og almindelige mennesker. Mange ved slet ikke, hvad kristendommen i virkeligheden er, men kan for eksempel tro, at det er en hel masse bud, det er svært at leve op til. Og hvis folk så endelig kommer i kirke, så er det langtfra altid, at gudstjenesten hjælper på forståelsen. Den er fyldt med mange svært tilgængelige ord, og prædikenen er ofte alt for intellektuel, og så blokerer den faktisk i stedet for at åbne. Jeg oplever et kæmpe gab mellem kirke og folk, og det synes jeg er en falliterklæring for folkekirken - også for os, der skal forkynde.”
Anette Foged Schultz har selv været på vandring i både fysisk og overført betydning i mange år. Hun var sognepræst i Kværndrup på Fyn og senere landets første pilgrimspræst, ansat i Viborg Stift. I dag er hun kun delvist ansat af folkekirken som studenter- og natpræst i Horsens.
Det meste af hendes arbejdsliv foregår som studenterpræst på VIA University College i Horsens, hvor hun også arrangerer pilgrimsvandringer for de studerende.
Hun byder på friske blåbær og sort kaffe i haven, og hun indrømmer, at hun også selv har været fremmed over for kristendommens egentlige budskab.
”Jeg troede i de første mange år som præst, at det handlede om min egen indsats. At det handlede om at få flere i kirke. Mit arbejde som præst blev på den måde til et spørgsmål om, hvor god jeg var til at fylde kirken. Det slider jo en op. Jeg nød samtalerne og retræterne, hvor jeg var tæt på folk. Hvor roen, eftertanken og pausen var til stede. Men jeg fandt ikke særlig megen plads til det nærvær inde i kirken. Og jeg oplevede derfor også en ensomhed i kirken og dermed en længsel efter det fællesskab, som vi som kirke har til opgave at skabe. Jeg opdagede, at det var mit intellekt, jeg havde med på arbejde i kirken. Kroppen og sanserne var koblet helt af.”
Det kan lyde barskt, men det var tabet af hendes alt for tidligt fødte lille datter, der for alvor satte Anette Foged Schultz fri til at gå nye veje.
”Jeg havde kæmpet i mange år - for mit ægteskab, mit barn og for min præstegerning. Nu kom døden så og sagde på en måde til mig: Lige meget hvor meget du kæmper, så er der en grænse for, hvor lang tid du skal blive ved. Og når du giver slip, så opstår der noget nyt. I dag må jeg sige, at jeg er forbavset over, at døden kan give så meget liv.”
Anette Foged Schultz begyndte at vandre. Gik i de kristne fodspor på Camino de Santiago. Og mødte troende, der som hende ikke følte sig mødt i kirken, men udenfor, i et fællesskab med plads til ro, nærvær og fordybelse.
”I vandringen bevæger man sig ud i ingenmandsland. Men man vender altid fornyet og forvandlet tilbage. Når du vandrer, kan du mærke alt det liv, du bærer rundt på, også skyld og sorger. Og hvis man skal tale om en egentlig pilgrimsteologi, kan man sige, at pilgrimsvandring er en forsoningsproces, og at inkarnationen, hvor Jesus bliver menneske og får krop, er helt central.”
Men Anette Foged Schultz har mødt megen modstand mod pilgrimsvandring som et bud på kristen praksis. Hun er blevet kaldt ”katolsk”, ”sværmerisk” og ”aktivist”. Omvendt har der også været nogle af pilgrimmene, der har opfattet hende som en repræsentant for den folkekirke, de netop ikke føler sig rummet i.
”For mig at se har der været pilgrimsvandring, lige siden folk påskemorgen gik ud til Jesu grav. Det handler jo om at vandre til hellige steder - og derfor er kirken vigtig i den sammenhæng. Der sker virkelig noget, når man efter en lang dags vandring går ind i kirken, bryder brødet og oplever Guds nærvær - og tilgivelse. Men jeg tror, at dele af folkekirkens skepsis handler om frygt for det nye, det fremmede - for forandringer. Så barrikaderer man sig bag det, vi kender. Vi er så skolede teologisk, med en fantastisk faglig og intellektuel uddannelse bag os, og den kan vi skærme os bag. I virkeligheden er det jo meget menneskeligt, for det er også en sårbarhed, vi skærmer os mod.”
Vandringerne har bragt Anette Foged Schultz meget tættere på sin egen kristne tro, og hun synes, det ville være en god idé, hvis folkekirkens præster hvert år fik mulighed for at tage på retræte, hvor der var tid til at fordybe sig i, hvad troen betyder for dem hver især.
”Som det er i dag, har vi mulighed for studieorlov. Men det er oftest intellektet, der er fokus på. Hvis vi ikke selv finder ud af, hvad troen i virkeligheden betyder for os, hvordan skal vi så som præster kunne være der for andre? Hvis vi fortsætter som nu, bliver der i endnu højere grad end i dag et os, som består af de intellektuelle præster, og så et dem, der er udenfor. Men det er altså præsterne, der er de isolerede i den sammenhæng.”