Folkekirken er en integreret del af dansk kultur. På trods af påstande om det modsatte er det sådan, folkekirkens opslutning og arbejdsformer fungerer. Det er som dansk kulturinstitution, folkekirken kan og skal gøre kristendommen gældende. Derfor må folkekirken også forstås og ledes som et stykke dansk kultur. Ellers ender den som elitekirke uden for den folkelige kultur. Dansk kirkeforskning, der er ved at få luft under vingerne i disse år, må derfor arbejde med teorier og undersøgelsesmetoder, som er kendt fra den øvrige kulturforskning.
I 30 år har Kirkefondets sogneanalyser belyst kirkens stilling i lokalsamfundet ud fra de såkaldt demografiske oplysninger om køn, alder, civilstand, bolig- og familieform, uddannelse, erhverv, pendling etcetera. I et lokalsamfund i hastig forandring er det godt at vide, hvordan antallet af for eksempel børn, unge eller ældre er ved at udvikle sig i et område - og at få dokumenteret, hvor mange der pendler ind eller ud af sognet på arbejde hver dag.
Forholdet til folkekirken hænger også nogle steder sammen med uddannelse og erhverv. Men det er ikke sådan, at folkekirken generelt står svagt i bestemte socialgrupper og erhverv. Demografien har altså sin begrænsning, når det gælder om at forstå forholdet mellem folk og folkekirke.
En anden mulighed er, at folkekirkens folkelige stilling er et spørgsmål om livsstil eller særlige kulturelle stilarter. Menneskers kulturelle præferencer og idealer om forbrug og livssyn er forskellige. Måske går kirken bedre i spænd med nogle former for livsstil og mindre godt med andre? Sociologen Steen Marqvard Rasmussen har i ny bog om ”Den relevante folkekirke” fra Center for Kirkeforskning argumenteret for den synsvinkel, som gennem mange år har vist sin forklaringsværdi i kirkeforskningen i Tyskland. Udelukker kirkens orgelmusik på forhånd mange af dem, der er til rockkoncerter? Kan kirkebrug forenes med ren materialistisk livsstil?
En tredje synsvinkel er, at forholdet til folkekirken fungerer som en aktiv, personlig identitetsmarkør for mennesker. Sociolog Peter Lüchau har ud fra cpr-registerets oplysninger påvist, at der er ret klare demografiske kendetegn hos flertallet af dem, der melder sig ud af folkekirken, men hvorfor gør alle i gruppen det så ikke?
Ph.d.-studerende Karen Marie Leth-Nissens interviews med nogle nyudmeldte peger på, at den endelige beslutning om udmeldelse af folkekirken ofte er forbundet med et eksistentielt behov for at markere, hvem man er som person. Så måske er kirketilhørsforholdet fuldt så meget en identitetsmarkør som en livsstilsmarkør?
Sidst, men ikke mindst er det af stor vigtighed, hvordan folkekirken spiller sammen med den øvrige kultur i lokalsamfundet. I artiklen ”Folkelighed og Christendom” fra 1847 siger Grundtvig, at ”Folkelighed “ er, hvad Christendommen for at virke i sin Aand enten må forefinde, eller hvis den fattes, skabe den”. Hvad Grundtvig kalder folkelighed svarer i dag til de forskellige kulturformer, som stadigvæk rummes inden for nogle nogenlunde fælles kulturelle rammer i Danmark.
Der foregår for tiden en del forskning i kirkens placering og mulighederne i landområder - og i den forskellige brug af kirken på landet, i forstæderne og i byen. Det kan meget vel være, at Grundtvig leverer hovednøglen til forståelse af forholdet mellem den lokale kirke og lokalkulturen - på landet som i byen: Kan kirken ikke knytte til ved og bruge og samtidig bidrage til og berige den lokale kultur, svinder kirkens betydning som folkekirke hen.
Det betyder ikke, at kirken skal konkurrere med andre kulturinstitutioner om at udbyde dette eller hint. Men det betyder, at kirken som det stykke kultur, den nødvendigvis er, må finde sin lokale skikkelse i tættest mulig vekselvirkning med og dermed som en dimension i den lokale kultur.