Folkekirken er en magnet for samarbejdsproblemer

Næsten hver andet menighedsråd har haft sager om samarbejdsproblemer. Folkekirkens ledelsesstruktur indbyder til problemer, siger konfliktmægler

Hverdagen blandt landets menighedsråd og kirkens ansatte er ofte konfliktfyldt, viser en ny rundspørge, som Kristeligt Dagblad har foretaget.
Hverdagen blandt landets menighedsråd og kirkens ansatte er ofte konfliktfyldt, viser en ny rundspørge, som Kristeligt Dagblad har foretaget. Foto: Kåre Gade

Man kan dårligt sige, at det skorter på opfordringer i Bibelen til at bære over med hinanden og vende den anden kind til. Alligevel tyder det på, at det er alt andet end overbærenhed, der præger folkekirken som arbejdsplads. I en rundspørge foretaget af Kristeligt Dagblad blandt menighedsrådsformænd tegner der sig snarere et billede af en konfliktfyldt hverdag blandt menighedsråd og ansatte.

Næsten halvdelen – 45 procent – af de menighedsrådsformænd, der deltog i undersøgelsen, svarer, at de i løbet af de seneste fem år har haft en eller flere sager i kirken om samarbejdsproblemer. I 44 procent af disse konflikter er det endt med afskedigelser, og tilsvarende har 44 procent af konflikterne ført til en sygemelding.

Tallene overrasker ikke Susanne Branner Jespersen, der er konfliktmægler og jævnligt har været hyret ind til sager om samarbejdsproblemer i folkekirken. For samarbejdskonflikterne vil uundgåeligt dukke op med folkekirkens ledelsesstruktur.

”Vi har at gøre med en stor, statslig institution, der har besluttet sig for at have en ledelsesstruktur, der i høj grad er konfliktskabende. Det synes jeg er bizart,” siger hun.

Ifølge hende er et af hovedproblemerne, at de ansatte er delt mellem to forskellige chefer: Præsten refererer til provsten og biskoppen, mens andre ansatte såsom kirketjener og organist har menighedsrådet som chef. For at gøre ondt værre er ingen af de to forskellige chefer til stede på arbejdspladsen i hverdagen.

”Det betyder, at der opstår en konfliktskyhed, hvor småproblemer nemt får lov at vokse sig store, da ledelsen ikke er til stede til at tage konflikterne i opløbet,” siger hun.

Også Per Melhof, sognepræst i Hørsholm i Nordsjælland, peger på det, han kalder for ”folkekirkens delte forældremyndighed”, hvor præst og øvrige ansatte har hver sin ledelse, som hovedproblemet. Han har tidligere været en del af sit stifts rejsehold, der hjalp med konfliktløsning rundt om i kirkerne. Og her kunne han se, hvordan den forvirrende ledelse skabte problemer.

”Det er egentlig paradoksalt, for i udgangspunktet er arbejdsdelingen ret velbeskrevet i folkekirken. Men når ledelsesstrukturen er så kompleks, bliver folkekirken mere udsat for samarbejdsproblemer end andre arbejdspladser. Heldigvis går det jo godt i mange tilfælde, men når det går galt, er det en meget vanskelig struktur at manøvrere rundt i,” siger han.

Per Melhof mener også, der er et problem indlejret i arbejdskulturen. Dels er frivilligt arbejde indblandet med professionelt og fagligt arbejde, og samtidig er kirken en værdiarbejdsplads, hvor man nemt kommer til at tænke, at man ikke må være for uenige.

”Det fører ofte til konfliktskyhed, der meget nemt kommer ud som bitterhed. Hvis kirkerne ikke bliver drevet som en professionel arbejdsplads, griber man i stedet til de mekanismer, man kender fra familien med skyld, skam og bagtalelse,” siger han.

Men hvorfor skal meget af ledelsen på de kirkelige arbejdspladser egentlig varetages af et menighedsråd, der ikke nødvendigvis har erfaring med personaleledelse? Hos Landsforeningen af Menighedsråd mener næstformand Inge Kjær Andersen ikke, at ordningen er så skæv, som den kan lyde.

”Helt grundlæggende giver det god mening, at det er dem, der driver kirken lokalt, der også har ansvaret for, hvem der skal ansættes, og hvilke værdier og visioner der skal være gældende på arbejdspladsen,” siger Inge Kjær Andersen og tilføjer, at alle menighedsråd har udpeget en kontaktperson, som har ansvaret for de ansatte.

Hun er dog ikke overrasket over, at der så relativt ofte opstår samarbejdsproblemer i kirkerne, men understreger, at der de senere år er kommet mere fokus på problemet og flere muligheder for hjælp.

”Man kan ikke forvente, at man nødvendigvis har ledelseskompetencer, bare fordi man bliver valgt til et menighedsråd. Derfor gør vi meget ud af at klæde folk på til opgaven og bistå, hvis der kommer problemer,” siger hun og henviser til, at landsforeningen både tilbyder en lederuddannelse til menighedsrådsmedlemmer og har konsulenter ansat til at hjælpe med personalespørgsmål, herunder konflikthåndtering.