Kristne er mere skeptiske over for muslimer end ikke-kristne. Det fremgår af den store internationale undersøgelse af vesteuropæernes forhold til religion, som det amerikanske analyseinstitut Pew Research Center offentliggjorde for nylig.
51 procent af de danskere, der identificerer sig selv som kristne, mener således, at islam er fundamentalt uforenelig med dansk kultur og danske værdier, mens det tilsvarende tal for folk uden tilknytning til en religion er 30 procent.
Det er et mønster, som går igen i andre lande. I Frankrig og Italien er den kristne skepsis over for muslimer endnu mere markant, mens Sverige skiller sig ud som et land, hvor skepsis over for muslimer er på et relativt lavt niveau hos både kristne og ikke-kristne. Det fremgår ikke af undersøgelsen, om kirkegangskristne er mere eller mindre skeptiske end kulturkristne.
Der er næppe én enkelt forklaring på forskellen. Sammenhængen mellem religion og nationalitet er kompleks; der er ikke sammenfald mellem kristendom og danskhed. Kristendommen slutter ikke ved grænsen. Men, at der er en sammenhæng, er indlysende.
I Danmark er kristendommen også dansk – og man skal ikke synge mange sange fra Højskolesangbogen for at konstatere, at danskhed, som den kommer til udtryk her, indbefatter elementer af kristendom. Den hvide landsbykirke i sommerlandskabet er en realitet, men den er også for mange indbegrebet af Danmark, et symbol, der kan bruges og bliver brugt politisk. Kirken er med andre ord blevet del af en politisk identitetskamp, en markør i modstillingen mellem ”os” og ”dem” – hvad enten man kan lide det eller ej. Her ligger formentlig en del af forklaringen på forskellen mellem kristne og ikke-kristne i synet på islam.
Tallene er set i det lys endnu et udtryk for, at der er gået religion i identitetskampen, ligesom der er gået religion i mange andre ting i disse år. Religion optræder som forklaringsmodel i spørgsmål, hvor man tidligere typisk ville have henvist til for eksempel køn, kultur eller sociale forhold. Folkekirken er med sin store bredde og sin dybe, historiske forankring i dansk kultur her i en særlig position. Den er, som den svenske historiker Urban Claesson har formuleret det, ”af folket” og blev det på grund af den danske nationsbygningsproces i 1800-tallet ”af folket”.
I Sverige havde man ikke en skikkelse, der matchede Grundtvig, i den nationsbygningsproces, der fandt sted i 1900-tallet, og den svenske kirke fik en langt mere perifer rolle i den nationale identitet. I Sverige har kirken, påpeger Claesson, en selvforståelse, hvor man taler ”til folket”. Det giver meget forskellige indlejringer af kirken i kulturen – og det er sikkert en del af forklaringen på forskellen mellem de svenske og de danske tal.
Undersøgelsen fra Pew Research Center sætter fokus på religionens samfundsmæssige rolle i de vesteuropæiske samfund. Det er samfund, som undergår store forandringer. Danmark er på få årtier gået fra at være et land med en etnisk homogen befolkning til et land med større mangfoldighed. Et inkluderende fællesskab, lighed og demokrati har været grundpillerne i de skandinaviske velfærdssamfund, men det store spørgsmål er, om modellen kan fungere også i et samfund med større mangfoldighed.
Det er et åbent spørgsmål, blandt andet formuleret af den amerikanske sociolog Robert Putnam, der har været gæsteprofessor ved Aarhus Universitet.
En af Putnams pointer er, at mange tros- og kirkesamfund i USA bidrager til integrationen i samfundet, fordi de er med til at skabe det, han kalder social kapital, netværk og sociale forbindelser.
Pointen ved de religiøse samfund er, at de i høj grad er med til at skabe netværk på kryds og tværs af de skel, som det amerikanske samfund ellers har mange af. De er med andre ord leveringsdygtige i det, Putnam kalder brobyggende social kapital. En undtagelse er de skandinaviske immigrantkirker, som er bedst til at skabe netværk og sociale forbindelser med mennesker, der ligner dem selv.
Måske en arv fra de homogene, skandinaviske samfund. Begge former for social kapital er vigtige, men i et samfund med stor forskellighed bliver evnen til brobyggende social kapital helt afgørende, lyder Putnams pointe.
Det er ikke noget, vi har været tvunget til i større udstrækning. Folkekirken har som mødested været eminent leverandør af social kapital i det homogene samfund.
Spørgsmålet er, om den også kan være brobygger i et samfund, hvor man efterspørger fællesskaber på tværs? Evangeliet overskrider grænser, og folkekirken burde have alle forudsætninger for at bygge bro og også skabe fællesskaber på tværs, blandt andet til migrantkirker. Når folket er mangfoldigt, må kirken også være det, hvis den fortsat vil være folkekirke.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær for Bibelselskabet.