Folkekirken er på vej mod et nyt samvirke med folket

Opgaven for folkekirken er at sikre kristendommens frie løb i det danske folk i en situation, hvor kirken ikke længere kan lukrere på, at hjem og skole har gjort det vigtigste på forhånd

Gudstjeneste i Vor Frue Kirke i København.
Gudstjeneste i Vor Frue Kirke i København. Foto: Jakob Dall.

”Det er sundest, hvis sognene har en sådan størrelse, at arbejdet kommer naturligt til præsten, når han sidder på sit kontor.”

Sådan husker jeg en bemærkning fra en af de provster, der sad på første række i St. Annæ Gymnasiums festsal under de omfattende debatter på ”Konferencen om folkekirken” i København 18.-20. november 1983. Jeg tror, at mange i salen nikkede bekræftende, mens en del dog også fornemmede, at provstens ideal om samvirket mellem folk og kirke allerede den gang hørte fortiden til.

I dag er det de fleste steder meget lidt, folk kommer til samtale om på præstens kontor. De fleste kommer der ganske enkelt aldrig. Kender de deres præst, som 12 procent af danskerne gør, er det fra andre sammenhænge, for eksempel kirkelige handlinger eller livet andre steder i lokalsamfundet.

Allerede ændringerne i kirkens placering i sognefolkets liv er en god grund til, at folkekirken, især i større sogne, er gået fra at være søndagsåben til at have aktiviteter praktisk talt hver dag i ugen. Den vigtigste grund er imidlertid erkendelsen af, at folkekirken i dag står som ikke blot hofleverandør, men praktisk talt eneleverandør af muligheder for medlemmernes indøvelse i kristne praksis- og forståelsesformer.

Historisk satsede reformatorerne først på, at kristendomsindøvelsen skulle foregå i hjemmene, sådan som Luthers Lille Katekismus sigter på det. Efter 200 år opgav man den strategi og gjorde kristendommen til et undervisningsprojekt, sådan som konfirmationens indførelse i 1736 og de efterfølgende skolelove, især folkeskoleloven af 1814, er udtryk for. I dag er ansvaret for kristendomsformidlingen flyttet videre fra skolen til kirken.

Det er ofte sagt, at tidehvervspræsterne har prædiket kirkerne tomme og dermed kristendommen ud af danskerne. Det er i bedste fald en sandhed med modifikationer. Dels har kirkerne kun sjældent været særligt fulde, dels er danskerne sjældent blevet kristne af at gå i kirke. Substansen af kristendomsformidlingen er historisk foregået i hjemmet og skolen og i heldigste fald i konfirmandundervisningen. Selv en prædiken, der udartede til ren polemik, har derfor ikke så let kunnet afkristne danskerne. For de kendte deres bibelhistorie og deres salmer fra hjem og skole.

Det er den situation, der er radikalt ændret i dag. Ikke blot i København, men i Jammerbugt ligesom i Slagelse og Skælskør for nu at nævne de to provstier, hvorfra jeg senest har mødt præsterne til provstikursus. Forholdet mellem folk og folkekirken bliver aldrig igen, som det var, da embedsmandskirkens præster mente, at de kunne klare udfordringerne ved at sidde på deres kontor, undervise konfirmanderne, varetage kirkelige handlinger og prædike om søndagen.

Dilemmaet er klart nok, for omfanget af de traditionelle kirkelige opgaver er ikke blevet meget mindre, og det er behovet for tid til præsternes teologiske arbejde bestemt heller ikke. Derfor er dagsordenen i dag i så at sige ethvert menighedsråd: Hvordan skal vi prioritere de - beskedne - ressourcer, vi har i en tid, hvor ikke blot udfordringerne, men også mulighederne for kristendomsformidling er store, om end ikke særligt lette?

Det er i denne situation, folkekirken søger mod nye og mere hensigtsmæssige arbejdsformer, herunder sognesamarbejde, præster i teams, provsti-koordinering af opgavevaretagelse og ressourceforbrug. Samtidig breder der sig en fornemmelse af, at det ikke kan være rimeligt, når kirkelige medarbejdere helst vil køre lidt frihjul, som var vi stadig i begyndelsen af det 20. og ikke just i begyndelsen af det 21. århundrede.

På den anden side er der ingen, der helt ved, hvad der er det bedste at gøre for at fremme samvirket mellem folk og kirke. Derfor gennemføres der for tiden en del nøgterne undersøgelser af, hvad der kommer ud af de mange aktiviteter. Og resultaterne er ikke kun positive. Men hvad så? Ja, så kan det jo være, at man skal tage fat på en anden måde. Den tankegang kræver så igen både ledelse og forandringsparathed, for nu at bruge to af de kirkelige hadeord.

Folkekirkens opgave er at sikre kristendommens frie løb i det danske folk i en situation, hvor kirken ikke længere kan lukrere på, at hjem og skole har gjort det vigtigste på forhånd. Det betyder, at kirkens medarbejdere, menighedsråd og frivillige rykker lidt tættere sammen i deres rådslagning og forsøg på at få arbejdet til at fungere under de nye vilkår. Kirkens arbejde bliver et stykke af vejen mere velordnet, og der bliver lidt mindre plads til de anarkister, der har dyrket deres individuelle udfoldelse i den kirke, der i forrige århundrede blev betegnet som et velordnet anarki. Den folkekirkelige debat, der ofte fokuserer på jura og tradition, handler derfor dybest set om kristendommens fremtid i Danmark, sådan som den afhænger af forholdet mellem folk og kirke. Jura og tradition forvaltes altid under hensyn til situationen.