Når sognepræst Flemming Baatz Kristensen fra Sct. Pauls Kirke i Aarhus har dåbssamtaler med forældre, opfordrer han dem altid – ”med et glimt i øjet” – til at tage et bryllup med i samme ombæring, hvis parret ikke er gift. Som konservativ præst i folkekirken mener han, at det er det rigtige, så den anbefaling gav han også til et par, der skulle have døbt deres barn engang i slutningen af 1990’erne.
”Men der havde jeg begået den fejl, at jeg ikke havde tjekket faderens papirer forinden. Og det viste sig, at han var fraskilt, og så kom jeg i problemer,” siger han.
Problemet var, at Flemming Baatz Kristensen ikke viede fraskilte af teologiske årsager. Og det måtte han forklare den mand, han ellers lige have tilbudt en vielse.
”Så sagde jeg, ’du ved, Jesus har sagt det og det’ og ’ritualet er sådan og sådan’, og det kunne han godt forstå, for han havde gået i katolsk skole. Men jeg blev alligevel berørt af hans situation, så jeg lovede ham, at jeg ville give mig i kast med bøgerne og arbejde grundigt med spørgsmålet, for jeg vidste, at Luther løste problematikken anderledes, end jeg havde gjort.”
Efter lang tids refleksion og adskillige opkald fra den insisterende dåbsforælder endte den konservative Aarhus-præst med at ændre holdning til spørgsmålet om vielse af fraskilte. Dåbsforælderen, der var blevet forladt af sin ekskone og havde mødt en anden kvinde, blev viet i Sct. Pauls Kirke.
”Det er et komplekst og følsomt spørgsmål. Jeg vil først og fremmest sige, at vielse af fraskilte ikke skal blive et stykke forretning, man gør ’pr. automatik’. Kirkens syn på ægteskab er, at det er livslangt, og at man skal kæmpe for det. Men vi må også erkende, at ægteskaber går i stykker, og at skilsmisseprocenten er høj. Og hvad gør vi så ved det?”.
Svaret for Flemming Baatz Kristensen er at tage en sjælesørgerisk samtale med den fraskilte person, der vil giftes igen og så vurdere fra situation til situation med den pågældende fraskilte, som altid møder velvilligt op til en samtale og har forståelse for dilemmaet. Hovedreglen er, at han siger nej eller råder til at vente, hvis der er potentiale for, at det brudte ægteskab kan genoprettes.
”Hvis hr. Hansen forlader sin kone og tre børn og kommer til mig, fordi han vil giftes med en anden kvinde, siger jeg nej. Det ville være forargeligt, hvis kirken gjorde det, mens fru Hansen og de tre børn sidder forladt på fjerde sal og græder. Omvendt, hvis den forladte fru Hansen senere møder en ny, god fyr, ville det også være forargeligt af kirken at sige nej til at vie hende. Det er simpelt sat op, men jeg holder mig til, at Luther siger, at kirken altid skal støtte den svigtede og ’uskyldige’ part. Det er ganske vist ikke let at operere med, hvem der er den svigtede part, og hvem der er skyldig og uskyldig, men samtale om vielse af fraskilte er sjælesorg, og i sjælesorgen er vi henvist til at skønne. Jeg dømmer ikke, men er nødt til at bedømme,” siger præsten, der i et enkelt tilfælde siden dengang i slutningen af 1990’erne har sagt nej til at vie en fraskilt efter forudgående samtale.
Det er blandt præster med tilknytning til missionsforeningerne, at man finder forbehold mod vielse af fraskilte i folkekirken. Det har tidligere ført til kontroverser. For eksempel om det omdiskuterede Kristkirkens Sogn i Kolding, hvor ingen af de nuværende præster vil vie folk, der er blevet skilt. Det er imidlertid ikke alle missionsfolk, der er imod praksissen. I en rundspørge blandt Indre Missions bagland svarede 18 procent i 2011 til Kristeligt Dagblad, at de gik ind for kirkelig vielse af fraskilte. 49 procent var imod og resten var i tvivl.
De fleste andre præster i folkekirken ser ikke noget teologisk forkert i at vie fraskilte. Det gør heller ikke Peter Nejsum fra Brønshøj Kirke i København, som tidligere har opfordret til, at folkekirken beskæftiger sig mere med spørgsmål om skilsmisse. For eksempel gennem et skilsmisseritual, som han foreslog i 2019.
”Skilsmisse er et af de mest afgørende vendepunkter for de mennesker, der går igennem det. Det rører ved en underlæggende følelse af tab, skyld og ny orientering mod fremtiden. I de spørgsmål har kirken utroligt meget at sige, men det har desværre været et forsømt emne i folkekirken,” siger han.
Skal kirken også sige noget om, hvorvidt skilsmisse er rigtigt eller forkert?
”Nej, den skal behandle den følelse af skyld og tab, som kan være forbundet med en skilsmisse. Den skal hjælpe det enkelte menneske med at håndtere situationen og overlade dommen til Gud. Den kristne moral tager udgangspunkt i det dobbelte kærlighedsbud. Man må ikke gøre andre mennesker ondt, og det kommer man til i en skilsmisse, ligesom i mange andre situationer, men skilsmisse er ikke en del af en facitliste over ting, der ifølge kristen moral er forkert.”
Selv har Peter Nejsum aldrig overvejet at sige nej til et par, der vil vies, fordi de har været gift før.
”Nogle gange kan jeg da godt gøre mig tanker over, hvor seriøst det er. Men det er overhovedet ikke op til mig at afgøre, så det ville være forkert at sige nej af den grund. Jeg holder mig til, at det er vigtigt, at vi holder de løfter, vi har givet, men at livet gør, at vi kan komme til at bryde vores løfter over for hinanden. Det gælder ægteskabsløftet og mange andre løfter, vi giver.”
Mens der i folkekirken er uenighed om spørgsmålet blandt præster, er den katolske kirkes holdning klar. I den katolske kirke er ægteskabet nemlig et sakramente ligesom blandt andet dåb og nadver og kan derfor ikke bare som sådan opløses, fortæller Eva Maria Nielsen, der er teologisk konsulent ved den katolske institution Pastoral-Centret.
”For os er ægteskabet det, vi kalder et sakramente. Et sakramente kan ikke bare gøres ikke-eksisterende. Men man kan gå ind og se på om forudsætningerne var til stede for at kunne indgå det pågældende ægteskab,” siger hun.
Det betyder, at man som katolik er henvist til den kirkelige domstol i det lokale bispedømme, hvis man vil giftes igen. Her kan man få vurderet sin sag og få annulleret sit ægteskab, hvis domstolen finder, at der er en gyldig grund. I så fald får man annulleret sit ægteskab, så det i kirkens øjne aldrig har været gyldigt.
”Det er er ikke en domstol i verdslig forstand, men stedet, hvor man fremlægger sin sag. Hvorfor indgik man ægteskabet? Hvordan var hele opsætningen omkring ægteskabets indgåelse? For i kirken har vi naturligvis nogle gode grunde til at sige, at dette ikke er et sakramentalt ægteskab. Forestil dig, en partner foregiver at være sød, venlig og omsorgsfuld, men i hverdagen efter brylluppet viser sig lige det modsatte. Eller hvis man for eksempel bliver tvunget ind i et ægteskab af forskellige årsager som graviditet, trusler og så videre. Den borgerlige skilsmisse kan være det rette valg, når hverdagen bliver for ubærlig.”
Ud over den katolske kirke er også de ortodokse kirker som udgangspunkt imod skilsmisse og gengifteri.