Folkekirken er ved at afvikle sit landbrug

MED GRAFIK Landbrug er folkekirkens bedste forretning. Alligevel bliver jorden solgt fra stykke for stykke, tilskyndet af Kirkeministeriet. Men kirken kan miste en vigtig indtægt, advarer rådgiver

Den flere hundrede år gamle ordning, at folkekirken tjener penge på landbrugsjord, er ved at blive afviklet. Arkivfoto: Bregnet Kirke nær Kalø på Djursland.
Den flere hundrede år gamle ordning, at folkekirken tjener penge på landbrugsjord, er ved at blive afviklet. Arkivfoto: Bregnet Kirke nær Kalø på Djursland. Foto: Morten Rasmussen/ Denmark.

Det lignede ellers en klassisk god handel, Dybbøl Kirke var i færd med at gøre.

I forbindelse med et motorvejsbyggeri i Sønderjylland havde menighedsrådet fået mulighed for at sælge noget landbrugsjord, som lå langt fra resten af kirkens jord. Til gengæld fik menighedsrådet tilbudt at købe et andet stykke jord af cirka samme størrelse, som lå i forlængelse af kirkens andre marker og lige op ad den gård, kirken også ejer.

LÆS OGSÅ: Landbrug er folkekirkens bedste forretning

Prisen på den nye jord var oven i købet lavere end prisen på den gamle. Handlen ville med andre ord give kirken en lille fortjeneste.

Men den gik ikke. Provstiet sagde sidst i januar nej og har anbefalet Kirkeministeriet at gøre det samme med den begrundelse, at det ikke er en kerneopgave for folkekirken at købe jord til landbrug/forpagtning. Det er Kirkeministeriet, der endeligt skal godkende handlen, og ministeriet har i de seneste mange år ikke givet tilladelse til, at menighedsråd kan købe jord.

Ejner Egtved er næstformand i Dybbøl Kirkes menighedsråd. Han forstår ikke, at højere myndigheder i kirken skal spænde ben for sådan en handel:

Det er lidt tosset. Når der er klare driftsmæssige fordele ved at købe noget jord og sælge noget andet, bør menighedsrådene selv have lov til at finde ud af, hvad der er fornuftigt.

Sagen illustrerer, hvordan den flere hundrede år gamle ordning, at folkekirken tjener penge på landbrugsjord, er ved at blive afviklet.

Selvom forpagtning af landbrugsjord stadig udgør kirkens bedste forretning med en årlig indtjening på næsten 39 millioner kroner, går udviklingen i den klare retning, at jorden bliver solgt fra stykke for stykke.

I midten af 1900-tallet blev det besluttet, at menighedsråd ikke længere må købe mere landbrugsjord. Opfordringen fra Kirkeministeriet har siden lydt, at menighedsråd skal sørge for at afvikle landbrugsjorden, når der er behov for det. For eksempel i forbindelse med byplanlægning.

Menighedsrådenes opgave er at drive kirke og ikke at drive landbrug, siger Kirkeministeriets økonomichef, Klaus Kerrn-Jespersen.

Han påpeger, at offentlige myndigheder generelt ikke kan købe landbrugsjord med henblik på at drive landbrug.

I en betænkning fra Kirkeministeriet i 2007 står der desuden, at det er svært at finde eksempler på, at det er fordelagtigt for menighedsrådene at beholde landbrugsjord.


Artiklen fortsætter efter grafikken

I dag ejer kirken lidt over 7000 hektar jord svarende til næsten 10.000 fodboldbaner. Det er godt en tiendedel af, hvad den ejede for 100 år siden.

LÆS OGSÅ: Folkekirkens jord: Hvad vi dog må lægge øre til af bedreviden

Med tiden vil det kun være rimeligt, at menighedsrådene afvikler den sidste tiendedel. Det mener tidligere overvismand og professor i jordbrugspolitik på Københavns Universitet Niels Kærgård. Han betragter kirkens landbrugsjord som en skik fra gammel tid, der efterhånden har mistet sin betydning:

Menighedsrådenes jordstørrelse svarer til, hvordan landbrug så ud for over 50 år siden. I mellemtiden er der sket en strukturudvikling, hvor de enkelte landbrug er blevet meget store og i dag svarer til mellemstore erhvervsvirksomheder. Der skal menighedsråd ikke spille en rolle. Hvis menighedsrådene på en naturlig måde har chancen for at slippe af med jorden til en fornuftig pris, synes jeg, det vil være det mest oplagte.

Den holdning deler han ikke med provst i Hjallese Provsti Paw Kingo Andersen, som også er formand for Provsteforeningen.

Der er bestemt ikke noget forkert i, at folkekirken ejer jord. Det kan jo være en helt okay forretning for menighedsrådene, siger han.

Beliggenhed kan også gøre det attraktivt at beholde jorden, tilføjer Paw Kingo Andersen.

Hvis den for eksempel ligger rundt om kirken og kirkegården, er det rart at vide, at den ikke bliver brugt til erhverv eller boliger og på den måde ændrer kirkens åbne omgivelser. Vi har haft et sted i vores provsti, hvor menighedsrådet netop ikke solgte, fordi man frygtede, at jorden ville blive brugt til noget, der ikke ville være i kirkens tarv.

Det er desuden forhastet at konkludere, at menighedsrådene ikke med fordel kan beholde landbrugsjord. Det mener Morten Haahr Jensen, juridisk konsulent ved Videncentret for Landbrug, afdelingen for erhvervsjura. Centret rådgiver flere jyske sogne samt Fyens Stift om forvaltning af landbrugsjord:

Man har traditionelt betragtet det at have penge liggende i jord som en god investering. Så kom krisen i 2008, og landbrugsjorden faldt voldsomt i værdi. Men der er en antagelse om, at prisen på landsbrugsjord har fundet et stabilt leje igen. Hvis vi er tilbage ved en normalsituation, vil der også være en almindelig værdistigning på jorden, og så vil jeg umiddelbart mene, at det kan betale sig at eje jord. Så man kan ikke sige, at det eneste rigtige at gøre er at sælge, siger han og tilføjer:

Sælger man, mister man en indtægt, som ude i fremtiden kan være mere sikker.

Den anden side af sagen er alt det administrative bøvl, der er forbundet med at forpagte jorden ud, understreger Morten Haahr Jensen.

Så det handler om, hvorvidt menighedsrådet vil have bøvlet hvert femte år med at finde forpagtere. Der har desværre i de senere år været forpagtere, der ikke er i stand til at betale, og skal man ophæve aftalen, anmelde krav til et konkursbo og tage beløb til inkasso, kommer det til at hænge menighedsråd ud af halsen, siger han.

Afviklingen af kirkens jord begyndte allerede omkring Reformationen i 1536, hvor kirken måtte afgive et område svarende til en tredjedel af hele landets landbrugsjord til staten, forklarer Jørgen Stenbæk, kirkeretsekspert og tidligere lektor ved Aarhus Universitet.

Idéen har ligget i systemet lige siden og drevet udviklingen frem til i dag, mod at kirken skal eje mindre jord. Kirken skal ikke være en kapitalinstitution, og afviklingen af jordarealerne er så sket gradvist, siger han.

Det er imidlertid slet ikke Kirkeministeriets opgave at fortælle de kirkelige græsrødder, hvad de skal gøre med deres jord. Det mener Peter Christensen, tidligere stiftamtmand, jurist og formand for Selskab for Kirkeret.

Det er menighedsrådenes pligt at varetage egne interesser og sikre, at man får mest muligt ud af den kapital, man har. Så menighedsrådene skal ikke rette ind og afhænde jord, fordi det er godt for samfundsudviklingen. De skal tænke på kirkens udvikling, siger han og tilføjer:

Det er lidt for flot sagt af Kirkeministeriet. Inde bag et skrivebord ved man ikke altid, hvad der foregår ude i virkeligheden.

Peter Christensen påpeger også, at menighedsrådene ikke får pengene fra salg af jord til eget brug:

Pengene glider ind i stiftsmidlerne, og så kan man søge om at bruge dem, men det er ikke sikkert, at man får lov til det.

Tilbage i Dybbøl Kirke vil man nødig undvære indtægten fra den godt 20 hektar store landbrugsjord svarende til 250 parcelhusgrunde. Den giver årligt 115.000 kroner, som går til driften af kirken.

Hvis vi ikke havde landbrugsjorden, var vi nødt til at skære i vores udgifter, siger Ejner Egtved.

Det ville formentlig gå ud over vedligeholdelsen af vores bygninger. Men det håber jeg ikke sker. Vi skulle nødig have, at kirkegården og kirkens bygninger kommer til at ligne andre offentlige institutioner som skoler og plejehjem, der står og ser herrens ud.