”Folkekirken er det fællesskab, der stadig formår at slå taget ud over alle slags mennesker, og det er en styrke i et samfund, der ellers er præget af valgfællesskaber, og hvor mennesker i stadig højere grad vælger at være sammen med dem, der ligner dem.” Sådan lød det i et debatoplæg til Københavns stiftsråds møde den 19. april 2012.
Sådan skal det være i kirken, og sådan er det vel også? Besøger man aktiviteter i københavnske kirker, er det tydeligt, at der er fattige eller ressourcesvage mennesker til stede i flertallet af dem. Det diakonale arbejde prioriteres også mange steder. I de senere år har vi imidlertid fået en række indikationer på, at folkekirken alligevel er ved at blive de riges kirke.
Det var hård kost at læse Kristeligt Dagblads forsideartikel den 5. december 2017, hvor der angives følgende medlemsprocenter for folkekirken i 2016: Beskæftigede: 79,1, pensionister: 85,7, arbejdsløse: 67,4 og øvrige uden for arbejdsstyrken: 60,3. Selvom Danmarks Statistiks offentligt tilgængelige tal ikke kan renses for indvandrere og børn, der som grupper har lave medlemstal, er det påfaldende, at mennesker med arbejde har så meget højere medlemstal end de arbejdsløse.
I bogen ”Kirke og folk. Kirkesociologisk dokumentation” fra 1986 sluttede jeg med at fremhæve en række forhold, der tydede på, at dåben var ved at få social slagside. Det kunne – og kan – blandt andet hænge sammen med de nye store dåbsfølger. Tidligere kunne en håndfuld behjertede kvinder bære et barn til dåb, men i dag skal der helst holdes en pæn stor fest for 40-60 mennesker. Allerede i 1980’erne var der enkelte kirker, der tog udfordringen op og tilbød at hjælpe fattige familier med at arrangere dåbsfest i kirkens lokaler.
Det er beklageligt, at vi endnu ikke har fået lavet de nødvendige kørsler på CPR-registeret, hvor folkekirkemedlemsskabet i dag er anført side om side med andre persondata. Folkekirkens almindelige håndskyhed over for indsigt i egen virksomhed sammen med troen på folkekirkens sociale rummelighed har betydet, at folkekirken har arbejdet med bind for øjnene. Nu går det ikke længere, for der er efterhånden kommet mange tegn, der peger på den sociale slagside i kirkens arbejde.
En undersøgelse af babysalmesang fra 2014 viser, at den stort set kun bruges af de ressourcestærke mødre. Hvorfor prioriteres for eksempel legestue, hvor flere kan være med, ikke i stedet eller i hvert fald som et supplement? Det er herligt, at folkekirken arrangerer gode koncerter med klassisk musik, men det er velkendt, at den slags musik appellerer stærkere til borgerskabet end til de fattige. Sådan kan man ofte blive ved.
Nye undersøgelser, der er på vej ud fra projektet ”What money can’t buy”, viser, at kirkens medlemmer og især de kirkeligt aktive er trofaste samfundsstøtter. Det er også dem, der har et stort socialt netværk, der hyppigst kommer til kirkelige handlinger i folkekirken. Generelt får mere og mere af folkekirkens arbejde en klar Mattæuseffekt: ”Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få overflod; men den, der ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har”. Sådan fungerer vores neoliberale valgfrihedssamfund: Når alt skal vælges, er det de stærke, der vinder, mens uligheden vokser.
Endnu omkring 1800 gik cirka 50 procent af befolkningen til alters cirka to gange årligt. I dag går cirka 5 procent til alters i gennemsnit 10 gange årligt. I 1974 blev 87 procent af børnene døbt, i dag er det cirka 60 procent. Indtil 1975 kunne man nogenlunde regne med, at alle børn sang 2 salmer hver morgen i skolen, eller i alt cirka 1500 salmer i løbet af de første syv skoleår. I dag skal man vælge korsang i kirken til, hvis man skal lære blot de vigtigste salmer. Kristendommen er blevet et valgfag, som især de stærke formår at udnytte.
Et eksempel på folkekirkens bedsteborgerlige ubekymrethed er det nye debatmagasin ”Københavnerånd” fra Københavns Stift, der præsenterer sig selv således på forsiden:
”En tv-vært, en præst, en billedkunstner, en fabriksejer, en digter, en designer, en biskop, en musiker, en stadsarkitekt, en journalist, en salmedigter, en sprogforsker, en litteraturanmelder, to politikere og tre historikere forsøger at fange ånden i København”.
Realiteten er snarere, at de bekræfter sig selv og hinanden i deres bedsteborgerlighed – for folkekirkens penge.
Hans Raun Iversen er lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet.