Tiden er inde til at se på dobbelt medlemskab

I 2019 vil der være fokus på folkekirkens kontakt til mennesker fra andre religioner – og ikke mindst et muligt dobbelt medlemskab til folkekirke og andre kirker. Men området er teologisk uafklaret

Med vanlig præcision og realisme beskrev biskop Niels Henrik Arendt (1950-2015) den danske folkekirkes forhold til mennesker med en anden religion end folkekirkekristendom således i 2007:

”Folkekirkens forhold til ’de andre’ er præget af utilstrækkelig kontakt og manglende teologisk overvejelse. Der er en begyndende forståelse af, at kirken skal præsentere og repræsentere kristendommen i forhold til mennesker af anden religion. Men med hvilken begrundelse – og hvordan? Kan vi svare på det, kan vi måske også være på vej til at finde de nødvendige greb i forhold til sekulariseringen. Frimodighed, overbevisning og tiltro til budskabet er der brug for i forhold til begge udfordringer.”

I Danmark blev det kirkelige indvandrerarbejde først markant organiseret i 1990’erne med Mødestedet på Vesterbro, Islamisk-Kristent Studiecenter, Tværkulturelt Center og indvandrerarbejde i Aarhus og Odense samt kontakt til asylcentrene fra nogle pionersogne som Kingos Sogn på Nørrebro i København.

I dette første årti var indsatsen præget af en række mennesker, der ligesom Niels Henrik Arendt var tidligere missionærer, og som dermed havde specielle forudsætninger fra deres arbejde i indvandrernes hjemlande. Efterhånden gik flere andre sogne samt Indre Mission og Luthersk Mission også stærkt ind i arbejdet.

I 2002 dannede 9 ud af de 10 stifter stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde, som har stået bag en række konferencer og udredningsarbejde og ikke mindst de årligt tilbagevendende møder mellem muslimske og kristne ledere. Siden 2002 har det frikirkelige Kirkernes Integrations Tjeneste med et bagland bestående af 300 mindre kirker uden for folkekirken været meget aktiv. Senest er hertil kommet Folkekirkens Migrantsamarbejde under Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, der koordinerer og inspirerer en betydelig indsats i migrantarbejdet rundtomkring i sogne og provstier i dag. I slutningen af januar 2019 står organisationen bag en konference om ”Den nydanske folkekirke”.

Området er kun svagt behandlet i litteraturen, selvom man kan finde en del materiale i de nævnte organisationers publikationer og på deres hjemmesider. I 2007 udkom bogen ”Karma, Koran og Kirke”, hvor en række bidragydere diskuterede en større undersøgelse af de religionsteologiske holdninger blandt folkekirkens præster. I 2016 udkom tidsskriftet Kritisk Forum for Praktisk Teologi med beretninger om og refleksioner over 14 eksempler på lokalt religionsmøde, herunder tværreligiøse kirkelige handlinger.

I stifter og provstier er netværk om religionsmøder under opbygning. En foreløbig rapport fra 2017 om ”Kirkelige handlinger i et samfund med forskellige religioner og livstydninger” var udsendt af en tænketank under Folkekirke og Religionsmøde som dansk forberedelsesmateriale til den skandinaviske konference i oktober 2018 om samme emne.

Fokus på 2018-konferencen var religionsmødet i familierne. I dag rubriceres 13 procent af befolkningen af Danmarks Statistik som indvandrere eller efterkommere, mens 25 procent af befolkningen ikke er medlemmer af folkekirken.

Med de blandede ægteskaber og parforhold, hvor også danskfødte par kan have meget forskellige syn på tro og eksistens, følger et stærkt stigende antal kirkelige handlinger, der på én gang skal være meningsfulde og opbyggelige for to eksistentielt ganske forskellige parter og deres familier og øvrige gæster.

Her slår det ikke til, at præsten holder sig til ritualbogen. Kirkernes religionsteologiske praksis, for eksempel med fællesreligiøse begivenheder i kirkerne, er i Danmark ofte omgivet af polemisk konfrontation, som blandt andet skyldes, at den manglende erfaringsopsamling og teologiske vejledning gør det vanskeligt at finde en balanceret, endsige fælles, tilgang til det praktisk-kirkelige religionsmøde i Danmark.

Folkekirken er derfor på dette område, som på andre lignende områder, fortsat præget af teologisk uafklarethed, som biskop Arendt konstaterede det i 2007.

Det hindrer dog ikke, at der gøres meget godt arbejde omkring religionsmøder i og ud fra folkekirken en lang række steder i landet. Det tværreligiøse arbejde er i praksis ved at blive anerkendt i folkekirken, ligesom diakonien blev det med Diakonibetænkningen fra 2001, selvom vi fortsat mangler en solid teologisk tekst på området.

En prøvesag i 2019 bliver resultatet af arbejdet i udvalget om folkekirkens forhold til landets cirka 300 migrantkirker. Et nødvendigt skridt er her, at der gives adgang til medlemskab af et andet kirkesamfund ved siden af folkekirken, sådan som Grundtvig forestillede sig det allerede i 1834, og som tilfældet længe har været i Sverige. Enevældens forbud mod dobbelt kirkemedlemskab har danske frikirkefolk gennemhullet gennem mange årtier. Nu må tiden være inde til, at kirkebureaukraterne retter ind efter virkelighedens verden, hvor folk flytter sig. Det gjorde Paulus også. Hans konsekvens var, at han var medlem af den lokale Kristustroende kirke, hvor han nåede frem, samtidig med at han kæmpede for at bevare enheden i Kristustroen blandt alle kristne. Det har folkekirken som regel også gjort, når den ellers får lov af kirkebureaukratiet.

Hans Raun Iversen er tidligere lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet.