Prøv avisen

EU-regler spænder ben for kirkers allehelgen-tradition for pårørende

Kirkernes tradition om at læse navnene op på de personer, der er døde i sognet det forgangne år, er en sand folkelig succes. Men på grund af den nye persondatalov, må kirkerne blandt andet kun læse navnene op på de afdøde personer, der var medlem af folkekirken. Foto: Kåre Gade

Der kan være færre på kirkebænkene end normalt, når landets kirker holder allehelgens-gudstjenester på søndag. For ny persondatalov får flere kirker til at droppe at sende invitation ud til efterladte

Det er blevet en sand folkelig begivenhed, når landets folkekirker inviterer til mindegudstjeneste ved allehelgensøndag.

Med oplæsning af navnene på de personer, der er døde i sognet det forgangne år, har kirkerne formået at skabe en tradition, der i popularitet er blevet sammenlignet med julegudstjenesterne.

Men når kirkerne igen i år inviterer til allehelgen-gudstjeneste på søndag, er der gået skår i den folkelige succes. For siden EU’s databeskyttelsesforordning, kendt som GDPR, trådte i kraft i maj i år, er det ikke længere så ligetil at mindes de døde i fællesskab.

De nye regler indskærper, hvordan man skal behandle personoplysninger. Derfor har Landsforeningen af Menighedsråd lavet en guide, hvor den skriver, at man i kirkerne kun må læse navne op på døde, der var medlemmer af folkekirken, ligesom kirkerne kun må sende invitationer til mindegudstjenesten ud til pårørende, hvis disse er medlemmer. Samme retningslinjer fremgår af en guide fra Kirkeministeriet på kirkernes intranet.

Men dermed har man ødelagt en del af allehelgen- markeringens folkelige bredde, mener sognepræst i Hals og Hou Christian Roar Pedersen. I sit pastorat står han nu med syv familier, han ikke må invitere til allehelgengudstjenesten.

”De vil helt sikkert undre sig over, at de ikke får et brev. Det undrer mig meget, hvem der egentlig har gavn af de regler,” siger han.

Christian Roar Pedersen kalder det forargeligt, at han for eksempel ikke længere må række ud til en familie, hvis deres endnu ikke døbte barn er dødt. Eller til en ældre enke og loyalt folkekirkemedlem, der har mistet sin mand. For hvis det var sønnen, der tog sig af det praktiske ved begravelsen og anmeldte dødsfaldet til præsten, og sønnen ikke var medlem af folkekirken, må præsten ikke sende invitationen ud til mindegudstjenesten.

Kristeligt Dagblad har talt med flere andre præster, der også står med familier, de gerne ville have inviteret til allehelgen-gudstjeneste, men ikke kan sende invitationerne ud til. For eksempel fortæller sognepræst ved Sundby Kirke på Amager Line Hage at der i hendes sogn var 96 dødsfald i det forgangne år, hvoraf 67 fik en kirkelig begravelse. Men i mange af tilfældene var de efterladte ikke kirkemedlemmer, eller også var det kommunen, der havde anmeldt og betalt for begravelsen. Så i sidste ende var det kun ved 13 af de døde, at kirken måtte sende en indbydelse til de efterladte. Derfor droppede man helt at sende invitationer ud, siger Line Hage.

Sagen om GDPR og allehelgen i kirkerne kompliceres yderligere, hvis man spørger Datatilsynet, der er den offentlige myndighed, som fører tilsyn med, at reglerne om databeskyttelse bliver overholdt. Her svarer databeskyttelsesrådgiver Mia Staal Klintrup, at man endnu ikke har haft lejlighed til konkret at vurdere spørgsmålet om navneoplæsning i kirker. Men som udgangspunkt ryger man ind i nogle problemstillinger, hvis man behandler eller offentliggør oplysninger, der er omfattet af databeskyttelsesretten.

”Hvis man har en begivenhed, hvor man læser navne på begravede folkekirkemedlemmer op i kirken, så afslører man samtidig deres religiøse tilhørsforhold. Og folks religiøse tilhørsforhold bliver betragtet som følsomme oplysninger. Og så er rummet snævret noget ind i forhold til, hvad der gælder for håndtering af oplysninger. Da der er adgang for alle til en gudstjeneste, er spørgsmålet, om man dermed videregiver personoplysninger om religiøse tilhørsforhold,” siger hun og tilføjer, at reglerne gælder, når personoplysninger bliver behandlet elektronisk for eksempel i et tekstbehandlingssystem, eller hvis oplysningerne indgår i et manuelt register.

Derfor skal kirkerne finde ud af, om de mener, der er grundlag for, at de gerne må læse navnene op. Men efter reglerne er oplysninger om afdøde personer som udgangspunkt beskyttet i 10 år efter deres død, og det er ikke nok, at de pårørende giver tilladelse til, at navnet bliver læst op, siger Mia Staal Klintrup.

Hos Kirkeministeriet mener man dog, at præsterne med ro i sindet kan læse navne op på både sognets afdøde folkekirkemedlemmer og ikke-medlemmer ved de forestående allehelgensgudstjenester.

”Den generelle melding fra Justitsministeriet har lige fra starten lydt, at hvis der var noget, man godt måtte før GDPR, så må man det også i dag,” siger Rasmus Paaske Larsen, ministeriets databeskyttelsesrådgiver.

Han påpeger, at der findes en bestemmelse i både databeskyttelsesforordningen og i databeskyttelsesloven, der giver religiøse sammenslutninger lov til at behandle medlemmers personoplysninger om religiøs overbevisning, når det sker som led i ”organets legitime aktiviteter”.

Men hele snakken om GDPR og folkekirken begynder at nærme sig det absurde, mener sognepræst Christian Roar Pedersen. Ikke nok med, at han i år ikke må sende invitation ud til alle i sognet, der har mistet. I hans kirke har man også af frygt for at komme i karambolage med GDRP-reglerne måttet opgive en tradition med at bringe en liste i det husstandsomdelte årsskrift over, hvem der er døde i løbet af året.

”Og hvis vi til sidst når dertil, at vi slet ikke må læse navne op på de døde i kirkerne, vil jeg altså have det fint nok med at bryde dem. Regler kan også blive for tossede,” siger han.