Folkekirken er blevet mindre folkekirkelig de senere år

Den gamle sondring mellem statskirke og folkekirke er ikke længere så tydelig. Det viser flere kirkepolitiske forløb samt en dom fra Højesteret

Forudsætningen for den folkekirkelige ordning er, at vi bevarer balancen mellem stat og kirke, således at de to parter lytter til hinanden og forstår hinandens særlige opgaver. Foto: Ritzau Scanpix/Nils Meilvang

”Vi har en folkekirke, ikke en statskirke”. Sådan siger vi af og til en smule højstemt. Og det er fuldkommen rigtigt, at folkekirken ikke på samme måde som for eksempel Slots- og Kulturstyrelsen og Banedanmark er en del af centraladministrationen. Menighedsrådet er valgt af folkekirkens medlemmer i sognet, og provstiudvalget sammensættes af menighedsrådsmedlemmer og præster i provstiet og så videre.

Men samtidig er alle tjenestemandsansatte præster, provster og biskopper ansat af staten, provster og biskopper ovenikøbet efter kongelig resolution. Alle folkekirkelige love, også den lovgivning, der vedrører de såkaldte ”indre kirkelige anliggender”, gives af Folketinget, og folkekirkens anliggender i øvrigt reguleres af kongelige resolutioner, kirkeministerielle cirkulærer og afgørelser truffet af kirkeministeren. Der er altså et ganske særligt tæt forhold imellem stat og kirke i Danmark.

Forholdet imellem stat og kirke bygger på især to grundlovsparagraffer. Paragraf fire siger, at ”den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”. At folkekirken understøttes af staten, betyder dog ikke, at staten betaler alle folkekirkens udgifter. Kun cirka 10 procent af folkekirkens indtægter kommer fra statstilskuddet, som udgør knap 800 millioner kroner og optages på den årlige finanslov. Så godt som alle øvrige folkekirkelige indtægter kommer fra den lokale kirkeskat, der er folkekirkemedlemmernes medlemsbidrag og i alt udgør knap seks milliarder kroner.

Men Grundloven indeholder også en bestemmelse om den fremtidige styring af folkekirken. Paragraf 66 siger: ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.”

Den giver et løfte om, at der skal udarbejdes en rammelovgivning eller forfatning for folkekirken. Man har siden 1849 gjort fem forsøg på at opfylde paragraffen igennem et udvalgs- eller kommissionsarbejde. De fire første forsøg led skibbrud først og fremmest på grund af, at der i folkekirken og de folkekirkelige bevægelser og organisationer ikke var noget ønske om en folkekirkelig rammelovgivning.

Dette fik af og til kirkepolitikere i Folketinget til at sige, at når og hvis folkekirken kunne blive enig, ville man naturligvis tage dette alvorligt og se på en opfyldelse af paragraf 66.

Ved det femte og seneste forsøg, styringsreformudvalget 2012-2014, opstod den historiske situation, at alle de folkekirkeligt udpegede medlemmer af udvalget foreslog en ny ledende instans i form af et ”folkekirkeligt fællesråd”. Dog sagde de politisk udpegede medlemmer af udvalget nej med varierende begrundelser. Som forventet var der også en klar modstand blandt enkeltpersoner og grupper rundtomkring i folkekirken. Der var heller ikke et flertal for ændringen på Christiansborg. Det politiske spil på Christiansborg handler om magt, og i 2014 blev det klart, at politikerne ikke vil opgive magten over folkekirken.

Denne statslige magt stadfæstede Højesteret ved en kendelse af 23. marts 2017. Det skete i en sag om den nye ægteskabslov anlagt af foreningen Med Grundlov Skal Land Bygges. Her lød det fra landets højeste juridiske instans: ”Lovgivningsmagten og regeringen har ikke pligt til forud for regulering af folkekirkens forhold at høre nogen kirkelig instans.”

Derpå fulgte en anden vigtig formulering: ”Der følger ikke af Grundlovens § 66 nogen begrænsning i lovgivningsmagtens kompetence, og der er ikke grundlag for at antage, at der skulle foreligge en retssædvane, som begrænser lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at regulere dele af folkekirkens forhold.”

Sagen handlede om de homoseksuelle ægteskaber, men det kunne have været enhver anden sag. Retstilstanden er klar: Staten bestemmer i alle folkekirkelige forhold og behøver hverken at høre eller rådføre sig med nogen folkekirkelig instans forud for ændringer i den kirkelige lovgivning.

Hertil kom endnu et principielt forløb. I marts 2015 måtte Kirkeministeriet nedsætte et nyt udvalg, fordi det igennem nogle år er blevet vanskeligt at rekruttere præster til især præstestillinger i landområder og mindre byer. Alle medlemmer af Udvalget om præstemangel, som var folkekirkeligt udpeget, udgav en betænkning med løsningsforslag. Især forslaget om at give akademiske kandidater adgangsmulighed til præstestillinger har givet genlyd. Situationen er alvorlig og kalder på handling, men de foreløbige politiske meldinger har vist, at der heller ikke her synes at være noget politisk flertal, som kan muliggøre forslaget. En lignende skæbne overgik det forslag om ændring i den kirkelige struktur i København, som i 2012 blev vedtaget af stiftsrådet i København.

Forudsætning for den folkekirkelige ordning er, at vi bevarer balancen mellem stat og kirke, således at de to parter lytter til hinanden og forstår hinandens særlige opgaver. Det har fungeret godt i mange år, ikke mindst fordi mange folketingspolitikere havde fortrolighed med og kendskab til folkekirkens særlige situation. Styringsreformudvalgets og præstemangeludvalgets foreløbige skæbne har udvisket forskellen mellem statskirken og folkekirken mere og mere. Bag de smukke ord om statens ønske om at skabe gode vilkår for folkekirken har den politiske magt her vist sit usminkede ansigt, der siger: Hvis der skal ske reformer i folkekirken er det os, der bestemmer. Og vi ønsker ingen ændringer!

Karsten Nissen er biskop emeritus over Viborg Stift.