Medlemskab har to vigtige funktioner internt i folkekirken. Det er grundlaget for kirkeskatten, som folkekirken får næsten alle sine indtægter fra. Og det gør det let og uproblematisk for folkekirken at henvende sig – pr. mail, post eller personligt – til de tre fjerdedele af befolkningen, der er medlemmer. Omvendt giver medlemskabet medlemmerne ret til at bruge folkekirken og de kirkelige handlinger stort set kvit og frit.
I betragtning af medlemskabets betydning for folkekirken kan det undre, at folkekirken ikke ligesom sine nabokirker har gennemført undersøgelser af, hvad medlemskabet betyder for medlemmerne. I Tyskland har den lutherske kirke for eksempel gennemført medlemsundersøgelser regelmæssigt siden 1972. I Danmark kan medlemskabet i dag kun belyses ad indirekte veje. Således har Kirsten Donskov Felter og Ruth Bjerrum i 2015 gennemført en undersøgelse med titlen ”Hvad forventer folket af kirken?” – med særligt sigte på forskellene mellem land og by. Karen Marie Leth-Nissen har i 2016 offentliggjort en analyse af interview med fire udmeldte, og Christina Øager Nielsen har i 2017 analyseret 115 selvbeskrivelser fra udmeldte, der er kontaktet gennem annoncering i dagspressen.
Da de udmeldtes navne kun kendes af kirkebogsførerne, som ikke må udlevere oplysninger på individniveau, er det umiddelbart svært lave repræsentative undersøgelser blandt de udmeldte. Fra Peter Lüchaus analyse af udtræk fra cpr-registeret og de ovennævnte undersøgelser har vi nogle antagelser om de udmeldtes begrundelser for at slette deres medlemskab af folkekirken. De kan deles op i følgende fire områder:
1. Økonomien er i et mindretal af tilfældene en medvirkende årsag til udmeldelser.
2. Det samme gælder for ændringer i troen. Danskerne flest har aldrig været ”troende” i moderne betydning af ordet, hvor den enkelte må stå inde for et bestemt trosindhold. Omkring en tredjedel af danskerne blev påvirket af den moderne trosopfattelse under vækkelserne, men de fleste danskere har den dag i dag ikke en ”tro” i denne moderne forstand. Et svindende mindretal holder sig til traditionen (som-far-så-søn), men flertallet lever til daglig uden megen tanke for religion, mens de i en lang række eksistentielt udfordrende situationer pendulerer mellem forskellige, krydspressende livsforståelser.
Helt uden betydning for forholdet til folkekirken er idéen om ”den rette, personlige tro” dog ikke. Blandt andet viser en dåbsundersøgelse fra 2015, at en del forældre fravælger dåben, fordi de mener, at man skal stå inde for tros-bekendelsens ordlyd for at være medlem eller bære barnet til dåben. Generelt må man regne med, at der er mere eller i hvert fald lige så meget ”religiøsitet” og ”tro” i moderne betydning af ordet uden for kredsen af folkekirkemedlemmer som inden for. Folkekirken er ikke ”de ’troendes’ samfund”, men en medlemsorganisation til kristendommens fremme.
3. Det handler heller ikke kun om, at man ikke får noget for pengene, når man i en meget lang periode ikke bruger folkekirken – ligesom man måske ikke har noget at have sit folkekirkeforhold i, fordi man aldrig har haft kontakt til kirken og ikke er konfirmeret. Det var en hovedårsag bag udmeldelser i Sverige i 2000’erne, hvor svenskerne for første gang kunne se på skattebilletten, hvad de betalte til en kirke (ofte endda til to kirker), de aldrig brugte. I Danmark besøger 70-75 procent af befolkningen en folkekirke i løbet af et år, så for de fleste er den manglende brug af kirken ikke en afgørende grund til at ophæve deres medlemskab.
4. Udmeldelser handler om, at man i en bestemt livsfase bruger udmeldelsen som en slags livsstils- og identitetsmarkør: ”Det med kirken var konens område, men nu er vi skilt”. Den tendens er øjensynligt på vej frem, fordi den etiske fordring i dag lyder, at du skal føle dig autentisk i alt, hvad du gør. Det betyder, at medlemskab (eller udmeldelse) ikke blot er en praktisk og økonomisk foranstaltning, men også bruges som en livsholdningsmæssig markering.
Der er naturligvis også andre grunde. I Finland, som har nordisk rekord i udmeldelser i disse år, synes de udmeldte oftest, at kirken er for konservativ eller for progressiv. I Danmark, hvor kirken ikke er et meningsfællesskab, er der mange medlemmer, der med deres medlemskab primært ønsker at støtte kristendommens grundværdier.
Skal folkekirken informere om og eventuelt ændre på sit medlemskabsbegreb, så folk ikke melder sig ud på et forkert grundlag, må vi vide mere om, hvordan medlemmerne oplever folkekirken og dens betydning i deres liv. Der er derfor brug for medlemsundersøgelse, der kan gentages med regelmæssige mellemrum ligesom i Tyskland.
Hans Raun Iversen er lektor i praktisk teologi og leder af center for kirkeforskning på Københavns Universitet.