Står du uden for arbejdsmarkedet, har du også større sandsynlighed for at stå uden for folkekirken.
Det er det billede, der tegner sig i en statistik over medlemmer af folkekirken, som netop er udgivet af Danmarks Statistik. Her er kirkens medlemstal for første gang offentliggjort i forhold til socioøkonomiske forhold, og resultatet viser, at der er en væsentlig lavere medlemsprocent blandt arbejdsløse og andre uden for arbejdsstyrken end i resten af befolkningen.
Tallene i den nye statistik stammer fra 2016, hvor medlemsprocenten i hele landet lå på 77. For de arbejdsløse lå den dog kun på 67 procent. Og i gruppen ”øvrige uden for arbejdsstyrken”, som blandt andet tæller kontanthjælpsmodtagere, hjemmegående mødre og folk på revalidering, var blot 60 procent medlemmer af folkekirken.
Resultatet kommer bag på flere religionssociologer, Kristeligt Dagblad har været i kontakt med. Det skyldes, at der de seneste år har været en tendens til, at det primært er de veluddannede og velstillede, der har meldt sig ud af folkekirken.
Men ud fra de nye tal ser det ud til, at et fravalgt folkekirkemedlemskab også meget vel kan bunde i en dårlig økonomi, siger Steen Marqvard Rasmussen, sociologisk vidensmedarbejder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
”Det kan ganske enkelt handle om, at det er folk, der mangler penge og leder efter steder, de kan spare,” siger han.
Samtidig peger han på, at det også kan afspejle en indvandringsproblematik. Ifølge Danmarks Statistik er beskæftigelsesgraden lavere for indvandrere fra ikke-vestlige lande end for resten af befolkningen, hvilket kan være en del af forklaringen på, hvorfor færre arbejdsløse er medlemmer af folkekirken, siger Steen Marqvard Rasmussen.
Tallene illustrerer desuden et problem, folkekirken burde have reageret på tidligere, siger Hans Raun Iversen, lektor i teologi ved Københavns Universitet.
”Det tyder på, at folkekirken har mistet sit tag i de ressourcesvageste dele af samfundet. Det bliver en kirke for bedsteborgerne,” siger han.
Hans Raun Iversen forklarer, at man allerede i midten af 1980’erne begyndte at se, at dåben havde social slagside. Ritualet var begyndt at vokse til et prestigeprojekt, der både krævede økonomisk og psykisk overskud for dåbsforældrene at arrangere. Og det kan meget vel have været med til at hægte de mest ressourcesvage af, siger han.
”Desværre er det en selvforstærkende effekt, for hvis du ikke selv er døbt, vil du formentlig heller ikke lade dine egne børn døbe,” siger han.
I Hjørring i Nordjylland har provst Thomas Reinholdt Rasmussen svært ved at genkende, at barnedåben er et prestigeprojekt på samme måde som bryllupper for eksempel kan være. Alligevel er han enig i, at folkekirken er ved at blive en kirke for den brede middelklasse og opefter.
”Når jeg ser på, hvem der bruger kirkerne i dag, må jeg bare sige, at det hovedsageligt er dem fra parcelhusene. Og det billede bliver bekræftet af den nye statistik. Vi prøver bestemt også at være der for de lavere sociale klasser, men vi må nok erkende, at det ikke altid lykkes lige godt,” siger han.
Thomas Reinholdt Rasmussen mener derfor, at de nye tal bør være et opråb for kirken.
”Hvis vi skal være en folkekirke, skal vi sandelig også være der for de svageste grupper,” siger han.