En vigtig udgivelse er ”Digitaliseringsstrategi 2020-2025 for folkekirken og Kirkeministeriet”. Dokumentet giver et indblik i folkekirkens arbejdsvilkår – og i det hele taget i ”tidens vilkår”, som folkekirken må ”interagere med”, selvom kirken, som det hedder, ”ikke nødvendigvis kan eller skal gøre det på alle tidens præmisser”. Her som en række andre steder skinner det igennem, at strategipapiret er udviklet sammen med en række brugere og en it-følgegruppe, hvor der sidder folkekirkelige repræsentanter som Aalborgs biskop og repræsentanter udpeget af henholdsvis Landsforeningen af Menighedsråd og Provsteforeningen. Det er folk, som ikke altid er parat til at rette ind efter ”tidens præmisser”. For eksempel fremhæves det, at folkekirken ikke skal være på forkant (first-mover) med hensyn til digitaliseringsløsninger, men dog komme ganske hurtigt efter frontløberne. Man skal bare lige vente til det eller de nye it-systemers børnesygdomme er overstået, hvad de desværre sjældent er, før it-løsninger er kørt ind på den enkelte arbejdsplads. Og det er de ofte ikke, før de skiftes ud igen. Hertil kommer, at folkekirken måske er landets mest uhomogene organisation, når it-brugere fra Kirkeministeriet over stifters, provstiers og sognes administrations- og kommunikationsfolk foruden nye såvel som aldersstegne menighedsrådsmedlemmer alle skal have glæde af it-løsningerne.
Strategien er bygget op omkring fire stikord eller indsatsområder: service, samarbejde, synlighed og sikkerhed. Har man blot været i nærheden af nogle af folkekirkens maskinrum – eller maskinrum i lignende organisationer – må man glæde sig over opmærksomheden omkring disse fire punkter. Det falder dog snart i øjnene, at strategidokumentet siger mest om følgegruppens gode vilje og måske især om penneførerens formuleringsevner. Dokumentet strutter med glatte udsagn, som man skal være noget af en maskinstormer for at være uenig i, men som ikke siger særligt meget om, hvad der konkret skal ske med folkekirkens it-udvikling gennem de næste fem år.
Det antydes, at man kunne forestille sig, at folkekirkens medlemmer fik adgang til at kreere deres personlige medlemsprofil, så de kan automatfodres med oplysninger om den slags arrangementer, som netop hin enkelte måtte have interesse for. Det lyder som noget, man allerede kan skrive sig op til på mange firmaers hjemmesider, eller som firmaerne og især Google er rigtig smarte til at udnytte ved at registrere brugernes bevægelser på diverse hjemmesider. Man kunne også installere avancerede brugertællere på folkekirkens hjemmesider, hedder det. Men hvilke overvejelser har man faktisk gjort sig, hvis der ellers er tale om mere end strøtanker, som vel ikke hører hjemme i et strategipapir? Og af hvem – og på hvilket niveau – skulle medlemmerne fodres med direct mail eller pop op-sider?
Man vil også gerne kunne stille oplysninger om medlemmernes og lokalsamfundets demografiske data med videre til rådighed for sognekirkerne, så de kan få bedre viden om den lokale befolknings sammensætning. Det lyder som en kirkeministeriel udgave af den form for sogneanalyser, som Kirkefondet har arbejdet med siden 1985. Hidtil har Kirkeministeriets bidrag begrænset sig til sendrægtighed, når de demografiske oplysninger fra Danmarks Statistik skal ajourføres. Det er fint, hvis man vil til at ændre på 35 års visnepolitik på det område. I det hele taget er det let nok at opstille et katalog over it-funktioner, som Kirkeministeriet med fordel kunne stille til rådighed for sognene. Det sker blot ikke i strategidokumentet.
Kirkeministeriet og følgegruppen synger en ganske smuk sang om principper for den folkekirkelige it-udvikling i strategipapiret. Der er tale om en blød håndfæstning, som it-kontoret og brugerne har givet hinanden i form af nogle principper for, hvad man måske godt vil have, og hvad man gerne vil være fri for. Men hvad der konkret skal udvikles, er åbenbart fortsat overladt til it-kontoret, hvad enten det skyldes, at brugerinddragelsen har været for svag, eller at it-kontoret gerne vil fortsætte med at prøve på at styre folkekirkens it-udvikling fra oven.
Humlen kan dog også ligge i spørgsmålet om økonomien bag it-projekterne. Pengene kommer – som det har været siden it-udviklingen begyndte med Den Ny Kirkebog først i århundredet – fra den af kirkeministeren bestyrede Fællesfond, der igen får pengene fra folkekirkens medlemmer via den såkaldte landskirkeskat, hvis størrelse det også er ministeren, der fastsætter. Den form for finansiering er måske med til at hindre, at der opstilles klare mål med tilhørende udgiftsbudgetter. Budgetprincippet synes i stedet at være en slags fait accompli-strategi: Når noget er skubbet i gang på den ene eller den anden måde, må man jo hellere se at få finansieret den fortsatte drift.
Hans Raun Iversen er lektor emeritus i praktisk teologi fra Københavns Universitet.