I katolsk tænkning er det nadverfejringen, der gør en kirke til en kirke. I den tilspidsede lutherske teologi er en præst kun præst, hvis han eller hun prædiker ved en gudstjeneste hver søndag. De fleste steder knytter der sig stærke følelser til sognets kirkebygning. Og flittige kirkegængere har, selvom de måske efterhånden kun er en lille flok, ofte også en stærk tilknytning til deres kirkebygning. Hertil kommer, at de ældre kirkebygninger som regel fungerer i tæt samspil med en omkringliggende kirkegård, så de to står og falder med hinanden.
Kirkebygningernes situation kompliceres yderligere af, at de er selvejende. Ganske vist har menighedsrådene både brugsret og vedligeholdelsespligt, men i sidste instans er det storebror stat, der bestemmer, fra den mindste vedligeholdelsessag til en afgørelse om eventuel kirkelukning.
Regningen for at opretholde en kirke, der ikke bruges ret meget, skal dog betales af kirkens medlemmer, det vil sige af kirkeskatten i provstiet. Det kan nok opleves uretfærdigt, for ældre kirker må ikke sælges, og staten har ikke villet lave en ordning, så nedlagte kirker kunne sortere under en offentlig ordning for museer.
Den tidligere radikale kirkeminister Manu Sareen (2011-2014) talte i kølvandet på en besværlig sag om direkte lukninger og salg af kirker i København om masselukninger af kirker i de tyndt befolkede landsogne. Ledende kirkepolitikere lovede, at nu skulle der laves en gennemskuelig ordning for lukningstruede kirker.
Det glemte man dog hurtigt. Siden er menighedsråd og provstier slået ind på andre veje. Nogle steder taler man om funktionskirker, som omdannes til bestemte opgaver, andre steder taler man om at lægge kirker i dvale, så de kun bruges lejlighedsvis. Man må forvente, at udviklingen vil blive yderligere fremskyndet af de udgifter på renoverings- og driftskonti, som omlægninger af hensyn til klimaet vil betyde i de kommende år.
Der kan være gode argumenter bag såvel kirker i dvale som funktionskirker. Der bliver stille og roligt færre faste gudstjenester i folkekirken, alt mens der kommer flere deltagere til den enkelte gudstjeneste. De samlede besøgstal i folkekirken er i markant stigning, ligesom tilfældet er for så at sige alle andre kulturinstitutioner i disse år. Det er senest dokumenteret i Københavns Stifts nye aktivitets- og deltagerstatistik.
Der er efterhånden også eksempler på, at gamle sognekirker finder en ny rytme som funktionskirker. Hvor der kun kommer få til de faste gudstjenester, kommer der langsomt færre og færre.
Omvendt er der eksempler på, at besøgstallene i en lukningstruet kirke kan fordobles, hvis man nøjes med at holde 10 veltilrettelagtegudstjenester pr. år i stedet for 50 dårligt besøgte. Den slags erfaringer tæller mange steder mere end den gamle fornemmelse af, at der skal være mindst én gudstjeneste pr. kirke pr. søndag. Kristendommen opretholdes ikke i kraft af regelmæssige opvarmninger af middelalderkirkerne, men på utallige andre måder.
Det er lidt ironisk at konstatere, at hovedgrunden til, at diskussionen om lukningstruede kirker først kommer i gang nu, er, at folkekirken med kirkeskatteordningen har verdens sikreste finansieringssystem.
En tilsvarende kirkeskat findes kun i Sverige og Finland, hvor medlemsprocenterne og dermed kirkeskattebetalernes antal efterhånden ligger betydeligt lavere end i Danmark.
Folkekirken har simpelthen haft råd til at vedligeholde sine cirka 2350 kirkebygninger, hvor kirker i andre lande for længst har været tvunget til at skaffe sig af med bygningsbyrden.
I Holland udgav den reformerte kirke for en halv snes år siden en håndbog om kirkelukninger med særlig vægt på sjælesorg for de kirkegængere, der fik frataget ”deres” kirke.
I London var der mange kirkenedrivninger allerede ved de første byrenoveringer i slutningen af 1800-tallet. Den anglikanske kirke har i dag et særligt kontor for håndtering af kirker, der er taget ud af brug. Fra de seneste 50 år drejer det sig om cirka 2000 i alt.
I Reformationen og under enevælden i Danmark var man heller ikke sart med at nedrive og eventuelt genopføre kirker, hvor der var mere brug for dem.
Det er svært at komme uden om, at den vigtigste grund til, at debatten om kirkebygningerne først begynder at spidse til i dag, er, at folkekirken har haft pengene til at vedligeholde dem alle. Det har den for så vidt fortsat, men det bliver stadigt mere tydeligt, at de overskydende kirkebygninger tapper de midler, som skulle bruges til at gøre kristendommen tilgængelig for det danske folk.
Hans Raun Iversen er lektor emeritus i praktisk teologi på Københavns Universitet.