Prøv avisen

Folkekirken hjælper fraskilte med at være forældre

Folkekirkens Familiestøttes vejleder hjælper skilsmissepar med samtaler om blandt andet børn.

Skilsmissebørn har brug for forældre, der har kan samarbejde. Den opgave forsøger Folkekirkens Familiestøtte at hjælpe fraskilte par med igennem kurser i fælles forældreskab. Kristeligt Dagblad var med på første opfølgningsaften

”Jeg ville være ked af, hvis du dikterede, hvor meget børnene må bruge iPad og mobiltelefon hjemme hos mig. Jeg er begyndt at lave restriktioner på, hvor meget de sidder med skærmene efter aftensmaden.”

Kvinden, der taler, kigger på sin eksmand, der sidder på den anden side af bordet. Han gentager, hvad hun lige har sagt, og kvinden nikker og skubber så et lille kort hen over bordet til ham. ”Jeg synes, det er positivt, at du er begyndt at lave restriktioner på deres skærmtid,” siger han.

”Så det var ikke kritik, at du tog det op?”, spørger kvinden, og manden svarer prompte:

”Nej, hvorfor skulle det være det?”.

”Nu kan jeg mærke, at jeg let føler mig nedvurderet. Sådan har det været siden skilsmissen eller faktisk længe før,” siger kvinden og trækker vejret dybt.

”Nu skal I huske, at I skal gentage det, den anden har sagt for at sikre jer, at I er blevet rigtigt forstået. Og så skal den, der har kortet, tale færdig, før den anden siger noget. På den måde får I tid til at mærke efter, hvilke følelser det vækker i jer, og lige trække vejret, inden I svarer,” lyder det fra den frivillige, der sidder sammen med det fraskilte par.

Han er tilknyttet Folkekirkens Familiestøtte og er med denne aften i en sognegård i udkanten af Aarhus for at fungere som vejleder under parrenes samtaler. Han skal blandt andet hjælpe dem med at overholde ”reglerne” på det lytte-tale-kort, som eksparrene skal bruge under samtalerne.

Aftenen er en opfølgningsaften på et såkaldt KIFF-kursus, Kursus i Fælles Forældreansvar. Ifølge souschef i Folkekirkens Familiestøtte Lisbeth Andreassen Ryelund er hele idéen med et opfølgningsforløb efter kurset at undgå, at deltagerne glemmer de gode eksempler, når hverdagen ruller videre.

”Den slags forandringer, som et KIFF-kursus lægger op til, tager tid. Det er ikke spor let at ændre dårlige vaner eller sænke konfliktniveauet, fordi der så voldsomme følelser involveret. Derfor giver det god mening for os at lave en opfølgning på kurset,” forklarer Lisbeth Andreassen Ryelund.

”Ingen ønsker jo andet end det bedste for sine børn. Men når man som forælder er i krise efter en skilsmisse, er man faktisk ofte ikke i stand til at tage bedst muligt vare på sine børn. Det bliver man med tiden, når man har fået styr på sig selv, og når man som forældrepar har fundet en måde at samarbejde på. Kurset giver redskaberne, men opfølgningsaftenerne skal gerne sikre, at parrene får redskaberne ind i hverdagen,” siger hun.

Derfor er de par, som deltog i det første KIFF-kursus i regi af Folkekirkens Familiestøtte, en aften i maj inviteret til den første af to opfølgningsmøder. Aftenen begynder med, at Lisbeth Andreassen Ryelund repeterer de vigtigste pointer fra selve KIFF-kurset. Det handler blandt andet om at forstå, at verden ser anderledes ud fra den andens perspektiv. Og at det er vigtigt at tænke på, hvordan en situation ser ud fra børnenes perspektiv.

”Jeg har tænkt meget på det med børneperspektivet, siden kurset sluttede for tre måneder siden. Når der har været svære situationer og optræk til konflikt, har jeg øvet mig i at tænke på, hvordan vores børn ville foretrække, at vi løste konflikten. Så har jeg egentlig ret klart vidst, hvad der var rigtigt at gøre eller sige, og så har jeg lige måttet bide mig i tungen, for som regel var det ikke lige det, jeg havde mest lyst til at sige til min ekskone,” siger en anden deltager.

Han og ekskonen har stadig et meget kompliceret forhold, men kurset og opfølgningsaftenen har givet god mening for ham.

”Når jeg får genopfrisket pointerne fra kurset, minder det mig om, at jeg skal blive ved med at kæmpe, også når jeg tænker, at det er håbløst. Øvelserne i aften har fået mig til at huske ting, som er gået godt i vores samarbejde de sidste måneder. Det vigtigste, jeg tager med herfra, er håbet om, at det kan lade sig gøre at samarbejde på en måde, så vores børn ikke lider for meget under skilsmissen,” siger han.

Parret, der har diskuteret børnenes brug af iPad og mobiltelefon, har samme oplevelse.

”Jeg kan mærke, at jeg er blevet mere tryg ved min eksmand, fordi lytte-tale-kortet tvinger os til at gentage det, den anden har sagt. På den måde kan jeg høre, at han faktisk lytter og forstår, hvad jeg siger. Jeg begynder at tro på, at der ikke ligger en skjult kritik i alt, hvad han siger,” siger kvinden.

Parret fortsætter med at tale om den ordning, de har med at ringe til børnene, når de er hos den anden part. Kvinden ønsker, at der skal være et fast tidspunkt, som bliver overholdt, mens manden synes, at det bliver for rigidt. De taler sig frem til et kompromis om at have et fast tidspunkt som udgangspunkt, men være åbne for, at den anden kan rykke tidspunktet.

Vejlederen bemærker, at de virkelig har taget kursets samtaleteknik til sig og er nået langt, siden kurset sluttede tre måneder tidligere.

På bordet imellem dem står en potteplante, og bag dem er en reol med børnebibeler, Ludo og farveblyanter. Inde i lokalet, hvor Lisbeth Andreassen Ryelund har holdt oplæg i plenum, er der også en reol med bibeler og teologiske bøger og en mindre reol med salme- og højskolesangbøger.

”Da jeg først fandt ud af, at kurset skulle holdes i en sognegård, undrede jeg mig lidt. Jeg er ikke kirkelig, og min ekskone og jeg blev gift på rådhuset. Så jeg tænkte, at det var lidt underligt, at det var folkekirken, der stod bag,” fortæller en deltager, der sammen med sin ekskone blev henvist til kurset af en sagsbehandler i kommunens familieafdeling.

”Men ved nærmere eftertanke synes jeg, at det giver rigtig god mening. Hvis kirken skal eksistere, skal den da netop forholde sig til menneskers liv, som det er – med kærlighed og børn og skilsmisser. Kirken skal vel hjælpe mennesker der, hvor livet gør ondt,” siger han.

Lisbeth Andreassen Ryelund er enig: ”Folkekirken skal være der som følgesvend i alle livsfaser, og jeg behøver ikke at bede en bøn for deltagerne her for at tro på, at de vil arbejde videre med kursets redskaber i hverdagen.”