Folkekirken kæmper forgæves for indvandreres medlemskab

I årevis har folkekirken diskuteret, hvordan den kan appellere til ikke-vestlige indvandrere. Alligevel forbliver medlemsprocenten af denne gruppe forsvindende lav, viser ny statistik. Folkekirken bør blive bedre til at byde sig til, siger iranskfødt radiovært og debattør

”Jeg tror, at folkekirken først og fremmest skal blive bedre til at byde sig til og ikke være så bange for at blive stemplet som missionerende," siger Ali Aminali, iranskfødt radiovært og debattør.
”Jeg tror, at folkekirken først og fremmest skal blive bedre til at byde sig til og ikke være så bange for at blive stemplet som missionerende," siger Ali Aminali, iranskfødt radiovært og debattør. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

De udgør mere end en halv million mennesker, og antallet har i mange år været voksende. Men i folkekirkens medlemsdatabase er den store gruppe af ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere så godt som ikke-eksisterende.

I alt er blot tre procent af denne befolkningsgruppe medlem af folkekirken. Og på trods af, at folkekirken i adskillige år har diskuteret, hvordan den kan blive bedre til at nå ud til ikke-vestlige indvandrere, har den lave medlemsprocent i mange år ikke rokket sig ud af stedet, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

Folkekirkens situation er til en vis grad selvforskyldt, mener den iranskfødte radiovært og debattør Ali Aminali. Han kom til Danmark som femårig flygtning, og det har flere gange slået ham, hvor lidt han er stødt på folkekirken i sin barndom og ungdom.

”Der er aldrig nogen, der har spurgt, om jeg ville være med i kirken. I skolen blev jeg som en selvfølge fritaget fra kristendomsundervisningen, fordi jeg havde en muslimsk baggrund. Det skete nærmest pr. automatik. Og generelt er det bare blevet taget for givet, at jeg ikke var interesseret i folkekirken eller kristendom. Men jeg har valgt det til og fik indsigt i, hvilken rolle kristendom spillede i Danmark. Og det er vigtigt for integrationen,” siger han.

Det er langtfra altid tilfældet, at indvandrere pr. automatik ikke er interesserede, understreger Ali Aminali. Mange indvandrere fra Mellemøsten eller Afrika er vant til at være en del af religiøse fælleskaber og vil formentlig også kunne se en værdi i kirkens fælleskabstilbud.

”Jeg tror, at folkekirken først og fremmest skal blive bedre til at byde sig til og ikke være så bange for at blive stemplet som missionerende. Den skal turde fortælle, hvilken rolle den spiller i lokalsamfundet, og hvilke muligheder der er for at blive en del af fælleskabet,” siger han.

Og de ikke-vestlige indvandrere rummer en stor opgave for folkekirken. Det siger Niels Nymann Eriksen, sogne- og indvandrerpræst på Vesterbro i København.

”Mange af de ikke-vestlige indvandrere kommer hertil med en kristen baggrund. Dem er der en stor mulighed for folkekirken at knytte bånd til. Når det kommer til de muslimske indvandrere, er det snarere en missionsopgave, der ligger foran kirken,” siger han.

Niels Nymann Eriksen forklarer, at der allerede i løbet af de seneste år er blevet gjort meget i folkekirken for at opprioritere dette arbejde. Der er for eksempel etableret et samarbejde på tværs af provstier, hvor der er blevet ansat en farsitalende koordinator, ligesom der også er planer om en tilsvarende stilling for arabisktalende.

”Men indsatsen vanskeliggøres af loven, som siger, at man ikke kan være medlem af to kirker. Det vil sige, at mange indvandrere tvinges til at vælge mellem folkekirken eller deres oprindelige kirke,” siger han.

Niels Nymann Eriksen tilføjer, at selv med en ændret lovgivning og med de nyeste tiltag i provstierne skal man ikke have for høje forventninger til, at det vil knække kurven i medlemsstatistikken de kommende år. Det er et langstrakt arbejde, der ligger foran folkekirken.

Hvis arbejdet skal lykkes, vil det det dog også kræve, at folkekirken er villig til at flytte sig, pointerer Birthe Munck-Fairwood. Hun er netværkskoordinator hos Tværkulturelt Center, der netop arbejder for at bygge bro mellem folkekirken og nydanskere.

”Jeg tror, at folkekirken kan lære at blive mere åben og inkluderende og villig til også selv at flytte sig. Det er ikke kun indvandrerne, der behøver at tilpasse sig. I folkekirken bør man også indstille sig på, at man måske kan lære noget af andres måder at være kirke på, og at alt ikke behøver at foregå fuldstændig, som det altid har gjort,” siger hun.

Birthe Munck-Fairwood tilføjer, at det vil være et vigtigt skridt for folkekirken, hvis man bliver bedre til at give folk med indvandrerbaggrund ansvar.

”De skal ikke bare sidde til pynt på kirkebænken. Mange har været vant til at være ressourcepersoner i deres oprindelige kirke. Dem er vi stadig for dårlige til at gøre brug af og lære af deres erfaringer,” siger hun.