Langballe: Folkekirken kan lære af migrantmenighederne

For sognepræst og folketingsmedlem Christian Langballe (DF) er evangeliet det bedste ved folkekirken og det, der skal få kirken til at overleve. Og så er migrantmenighedernes engagement en inspiration

Christian Langballe er ikke glad for folkekirkens ”funktionærmentalitet”. Her ses han ved Thorning Kirke i Viborg Stift. -
Christian Langballe er ikke glad for folkekirkens ”funktionærmentalitet”. Her ses han ved Thorning Kirke i Viborg Stift. - . Foto: Scanpix.

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Det er budskabet om syndernes forladelse og de dødes opstandelse. Jeg synes, det er et frisættende budskab, der sætter mig i stand til at leve mit liv med frimodighed, og en pointering af, at vi lever i syndernes verden. Særligt inden for den politiske verden, er syndens virkelighed noget, man bliver nødt til at regne med. Der er en tendens til at foregive, at tingene er perfekte, at mennesket er perfekt, men i den almindelige virkelighed må man altså konstatere, at mennesket er alt andet end perfekt. Det er derfor, vi overhovedet har lovgivning. Det spiller en rolle for mig.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Jeg ved ikke, om der er noget værste, men det hårdeste er nogle ord fra Bjergprædikenen: ”Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig.” De ord, synes jeg, er ekstremt hårde, men på anden side skal det med, for de er så at sige dommen, der falder over mennesket fuldstændig uden skånsel, og derefter kommer tilgivelsens budskab. Men ordene skal med, for skulle vi dømmes efter gerninger, ville det være sådan, det var. Sandheden om menneskelivet indeholder sommetider nogle krasbørstige ting, men de skal med. Vi har også brug for at kaldes til orden en gang imellem. For mig er evangeliet et frihedsbudskab, men det er også sandheden om min eksistens og mit liv. Hvis jeg bare fik det, som jeg ville, kunne jeg løbe linen ud, men her er et budskab, der kalder mig til orden, det er det, jeg lever på. Jeg tror på, at intet menneske kan sige sandheden om sit eget liv. Det skal Gud gøre.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det er, at den er grundlagt på, hvad jeg vil kalde sædvaneret, altså at kirkeordningen langsomt er tilpasset efter den virkelighed, vi lever i. Det er fantastisk, at den kirke, vi har i dag, er skabt af traditioner og skik. Derudover kan jeg godt lide, at det er en kirke for det danske folk, og at den, trods alt det, folk siger, er enormt rodfæstet og tager udgangspunkt i det enkelte sogn. Jeg synes, det er godt, at der er plads til alle fra Indre Mission til grundtvigianere. De er der bare og får lov til at være det uden topstyring. Sognene er der i al deres forskellighed, fordi de er skabt af traditionen.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Jeg tror egentlig, at det bedste og værste hænger lidt sammen. Jeg synes, at der går for meget funktionærmentalitet i tingene i øjeblikket. Nu har vi jo i årevis haft en strukturdebat, som har været så dødsens kedsommelig, at det ikke har været til at holde ud at høre på. Jeg synes, det værste er, når der går struktur i den, og det hele planlægges ud fra en skabelon i stedet for at handle om det væsentlige: Evangeliet. Så diskuterer vi struktur, og hvordan præster kan indrettes som funktionærer. Jeg tror, at hvis vi falder i den fælde, dør folkekirken langsomt indefra. Når vi diskuterer folkekirken på den måde, er det med til at dræbe enhver form for initiativ og engagement i stedet for at pege på det væsentlige, nemlig at evangeliet fornyer kirken hver søndag. Det vil jeg gerne høre noget mere, når man debatterer folkekirken. Vi er gået væk fra kernen: Hvorfor er kirken der overhovedet?

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Jeg kan godt lide den traditionelle lutherske højmesse. Det, at man ved, hvad der skal ske, gør, at budskabet kan få lov til at være i centrum i stedet for præsten. Ellers går der X Factor i det. Det er Gud, vi tjener. Gentagelsen i tekstrækkerne gør, at fokus rettes det rigtige sted hen. Mange mener, at præsten bærer gudstjenesten, og man kan heller ikke undvære dem eller menigheden, men fokus bør selvfølgelig være, at Gud er i centrum. Han griber ind i menneskets liv igennem evangeliet.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Det er, når fokus flyttes. Når det kommer til at handle om alt muligt andet end sagen, så synes jeg, det skrider. Det afgørende er, at det er evangeliet, der fornyer kirken, ikke alle vores fagter og krumspring. Evangeliet fornyer ved, at det er Gud, der er til stede i gudstjenesten og tilsiger mig syndernes forladelse og lærer mig at leve på hans ord. Det er for mig den skjulte kraft, der ligger i evangeliet, den hemmelighed, vi ikke kan skue, men alligevel åbenbares for gennem budskabet.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Hvis det lykkes, så er det bedste selvfølgelig det, at man kan gå ind i en debat eller konfrontation i forhold til andres tro og blive klogere på sin egen. Nu nævnte jeg før, at det værste ved folkekirken er, at den stivner, når man begynder at diskutere struktur og funktionærpræster. Og der mener jeg, at eksempelvis mission og det at forkynde evangeliet - også i forhold til andres trosforhold - gør, at vi bliver klogere.

Kirken er en stridende kirke, og når den ikke ved, hvad den skal kæmpe for, går det galt. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke ligefrem abonnerer på det foretagende - den multireligiøse og multikulturelle ideologi, mener jeg, har spillet fallit. Men jeg vil dog sige, at noget af det, der har været kilde til stor inspiration for mig, har været at møde migrantkirker. Det har virkelig været en øjenåbner.

Sådan en som Massoud Fouroozandeh (valgmenighedspræst i migrantmenigheden Church of Love, red.) har ilden og engagementet, som vi i folkekirken en gang imellem mangler, fordi alt er så selvfølgeligt. Her er virkelig noget, man kan lære. Massoud er en af mange, men fælles for dem er, at de for mig har været kilde til forundring på gode måder samt en stor inspiration. Det er måden at tale om evangeliet på, hvor man kan mærke, at det virkelig er noget, de brænder for. Her kan man lære, at uden ilden er der, går det bare ikke.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Det værste er det, der følger med. Jeg er ikke en ven af massiv indvandring, men det værste er den enormt store relativisme, der har bredt sig, også i folkekirken. Det her med, at alt er lige godt, at der er mange veje til Gud, det kører derudad. Det ender med, at evangeliet bliver fuldstændig ligegyldigt. Det bliver noget med at have det godt i dag og ikke et grundlag, vi lever på, ikke sandheden om ens liv. Vi kunne på den måde lære af migrantmenighederne at tage evangeliet alvorligt. Ellers breder relativismen sig som en ørken, og så ender det med, at folkekirken dør af det.