Præsten N.F.S. Grundtvigs indflydelse er enestående i Danmark. Tydeligst er hans spor på skolens og kirkens område. Mest markant er Grundtvigs bidrag, når det gælder gudstjenestens karakter af lovsangsmesse, glæden ved salmesangen og den enkle tiltro til, at Jesus Kristus handler med mennesker i dåb og nadver.
Folkekirken ligger imidlertid under for nogle uholdbare konsekvenser af Grundtvigs kirkesyn. De stammer især fra hans hævdelse af, at ikke blot Fadervor og nadverens indstiftelsesord, men også den apostolske trosbekendelse er ord, som Jesus Kristus selv har sagt i sit jordeliv, og som siden er blevet holdt i live ved at blive givet levende videre ved dåb og nadver i kirkens gudstjeneste. For Grundtvig er prædikenen ikke Guds ord, for Guds ord, som Jesus selv har sagt dem, findes kun i ritualet omkring dåb og nadver, hvor vi hører Fadervor, indstiftelsesordene og trosbekendelsen.
Der er fine indsigter i Grundtvigs opfattelse. Det levende kommer af det, der gives levende videre, og der er en lang og vigtig tradition i kirken for at samles om Fadervor, indstiftelsesordene og trosbekendelsen.
De tre led står da også stærkt i folkekirken den dag i dag. Der er imidlertid ingen i folkekirken, der i dag for alvor mener, at Guds levende ord kun møder os i Fadervor, indstiftelsesordene og trosbekendelsen. Og alle ved, at trosbekendelsen er udformet flere hundrede år efter Jesu død. Ikke desto mindre har nogle følger af Grundtvigs syn fået en næsten magisk status i folkekirken. I den aktuelle liturgi-debat møder vi magien særligt to steder.
Ifølge ritualbogen skal hele trosbekendelsens ordlyd bruges ved tilspørgsel ved hvert dåbsbarn. Det giver ikke megen mening, når man ikke tilslutter sig Grundtvigs syn på trosbekendelsen som Jesu egne ord, og når det faktisk kommunikerer stærkere, hvis menigheden siger eller synger bekendelsen i kor, mens der så lyder en forkortet tilspørgsel ved den enkelte dåb. Vi kender en tilsvarende kort tilspørgsel ved konfirmationen, hvor præsten kan spørge: ”Vil du konfirmeres i den kristne tro?”.
Tilsvarende er det en særlig dansk grundtvigsk skik, at Fadervor først bedes efter dåben, da den bøn strikt grundtvigsk set er de døbtes bøn. Dermed tilsidesættes den gamle lutherske forståelse, hvor dåbshandlingen indledes med bønnens forgård, hvor Fadervor er den afsluttende og sammenfattende bøn. Fadervor bliver, som det ofte siges, en ”dåbsgave” på linje med andre, til det nydøbte barn, i stedet for at være en bøn for liv og frelse, som alle har brug for det.
Et kuriøst udtryk for den misforståede Grundtvig-ortodoksi i folkekirken kan man møde i gamle grundtvigske menigheder. Trosbekendelsen, der historisk set er en del af menighedens fælles liturgi, siges her af præsten alene på prædikestolen forud for prædikenen. Tanken er, at når præsten har fremsagt trosbekendelsen, er alt sagt. Så er der ikke noget at komme efter, hvis den efterfølgende prædiken skulle være lidt tynd.
I årene lige før og efter Grundtvigs død stod Grundtvig-ortodoksien stærkt. Dens indflydelse lever vi med den dag i dag, når det i præsteløftet hedder, at Guds ord findes ikke blot i Bibelen, men også i bekendelsesskrifterne, som trosbekendelsen jo indgår i. Det var de grundtvigske kræfter, der dengang i 1870 ikke kunne nøjes med, at Guds ord ”er bevidnet” i bekendelsesskrifterne, sådan som det siges i det løfte, der indgår i ordinationsliturgien. Der er næppe nogen, der i dag vil argumentere for, at Den Augsburgske Bekendelse fra 1530 er Guds ord. Men det er ikke desto mindre det, nye præster skal skrive under på.
Grundtvig mente om nogen, at den lutherske reformation skal fortsættes. I dag er det på høje tid at få luget ud i vildskuddene i folkekirkens arv fra Grundtvig.
Hans Raun Iversen er lektor emeritus i praktisk teologi.