Siden skoleloven af 1975 har det været fremhævet, at kirken ikke blot skal forkynde, men også undervise. Problemet med skolen er ikke kun, at den i praksis nedprioriterer kristendomsundervisning, men at det er lige så umuligt at undervise børnene i kristendommen på skolens præmisser ved vidensformidling alene, som det er at lære børnene at regne ved at lade læreren fortælle om regnekunsten og eventuelt selv regne et par stykker på tavlen. Ligesom man kun kan lære at synge ved at synge, kan man kun lære om kristendom ved at praktisere kristendom.
Heldigvis er kirken ikke skole, så i kirken må man kunne lære, hvad det indebærer at være kristen – alt det, som Jesus har befalet os at gøre, som det hedder i dåbsbefalingen. Gode tilløb til trods har kirken hidtil klaret sin undervisningsopgave mådeligt. For det første har man alt for ofte taget ved lære af skolens sekulære halvhjertethed, der betyder, at man må høre om, men endelig ikke praktisere kristendom. For det andet har lutherdommen den skavank, at man pukker urealistisk meget på det talte ord og hørelsen alene.
Paulus har evigt ret, når han i Romerbrevet skriver, at troen forudsætter, at man har hørt om det, man skal tro på. Men i dansk lutherdom er det ofte blevet til, at troen springer ud af og holdes i live gennem hørelsen alene. Derfor har de lutherske kirker ofte troet, at alt stod og faldt med prædikenen – eller med den kundskabsorienterede og teoretiske undervisning.
Det kan fungere, så længe kristendommen praktiseres overalt i samfundet, for eksempel i staten, skolen, foreningerne og familierne. Så længe vi uden for kirkens rum praktiserer kristendom med bøn, bekendelse, lovsang, hjælp til de fattige, udøvelse af retfærdighed, som Jesus lærte det, er det fint, at kirken gennem sin forkyndelse og undervisning fremhæver den kristne teori, som kan udfordre den kristne praksis i samfundet.
I dag er vi et helt andet sted. Kristendommen som eksplicit praksis er blevet skruet ud af vores samfundsmæssige hverdag. Hvor finder vi i dag bøn, bekendelse, lovsang, hjælp til de fattige, udøvelse af retfærdighed, som Jesus lærte det? Det findes kun sporadisk uden for kirkens regi. Derfor står kirken ofte og taler om en teori, hvis praksis tilhørerne ikke kender.
Præsten kan tale om bønnens betydning for et dåbsfølge, hvor mange ikke har prøvet at bede. Eller om glæden ved at synge salmer til konfirmander, som aldrig har set nogen blive glade ved at synge salmer. Eller om forpligtelsen til at hjælpe de fattige til mennesker, der har nok at gøre med at spare op til årets fire faste udlandsferier.
Skal kristendommen have en chance i dagens samfund, må kirken stille kristne praksisformer til rådighed, sådan som man så småt øver sig i at gøre det gennem gudstjenester, undervisning, diakoni og mission. Tydeligst sker det i nye aktiviteter, der i høj grad involverer kroppen, for eksempel babysalmesang, bibliodrama, dåbsklubsarbejde, gospel, ikonmaling, korarbejde, Kristus-krans, meditation, natkirke-installationer, retræter, rollespil, skole-kirke-projekter, pilgrimsvandringer og nye former for diakoni og dialog.
Men alt for ofte klamrer kirken sig til ordet alene på en måde, så kristendommen i bedste fald præsenteres som en teori uden praksis, som et stykke kundskab, der hurtigt er lige så dødt som den regnekunst, man aldrig har lært i praksis.
Alle kirker kan gøre mere for, at kristendommen kan få en praksis. Præster kan holde op med at stjæle fadervor, trosbekendelsen og liturgien fra lægfolket ved at lade folk være med i det, der skal siges og gøres i kirken. Organister og kor kan gøre det til deres succeskriterium, at alle synger med. Og sognemedhjælperne kan gå foran på en måde, så flere kan gå bagefter i mange former for diakoni og dialog.
En ny uddannelse, der er gearet til at tage denne nye udfordring op, får danske kirker med professionsuddannelsen Kristendom, kultur og kommunikation, der åbnes i Århus og København den 1. september. Den uddannelse sigter på, at kirkerne kan få medarbejdere, der kan hjælpe dem fra teori til praksis, fra prædiken til performance. Derfor har den nye uddannelse potentialet til at blive en af de vigtigste fornyelser i dansk kirkeliv i mange årtier.
Kristeligt Dagblad lader hver uge fremtrædende kirkefolk analysere og vurdere nye tiltag og tendenser i dansk kirkeliv. Hans Raun Iversen er lektor i teologi ved Københavns Universitet.