En række unge mennesker får egentlig på kort tid og med få ord sagt, hvad der er på spil og til diskussion denne lørdag eftermiddag ved Folkekirkemødet 2017, der i år foregik i Aarhus, i forbindelse med byens Festuge:
”Ja, der er plads til folkekirken i fremtiden. Men den skal forny sig. Den skal følge med folket og blive bedre til at lytte. Og så skal den være knapt så højtidelig og mere forståelig.”
Deres udsagn bliver i form af en video vist på storskærm i Turbinehallen, hvor folk har sat sig ved runde borde, og hvor flere stole efterhånden må findes frem, da der bliver ved med at dukke nye deltagere op til Folkekirkemødet, der nu afholdes for anden gang. Sidste år foregik det i København i forbindelse med Himmelske Dage.
I år er der to emner på programmet: Mennesket og kirken i fremtidens by og Den relevante gudstjeneste. Det er det første punkt, der trækker flest interesserede ind i den smukke hal fra år 1900. Tæt på havnen og mange af de nye byområder der netop skyder op i landets næststørste by i de her år.
”Cirka 5000 mennesker flytter til Aarhus hvert år, og der skal være plads til os alle sammen. Og noget af det, vi er optaget af, er at få kirken med som medspiller i byudviklingen, så den bliver en integreret del af lokalmiljøet,” fortæller dagens første oplægsholder, stadsarkitekt Stephen Willacy.
Han fremhæver blandt andet domkirkens køb af to nye pavilloner ved havnebydelen Aarhus Ø som et af de gode eksempler på, at kirken skal være der, hvor mennesker er.
”At få kirken ud i byen er en meget inspirerende tanke. Tænk også på ejeren af butikskæden Tiger, der købte en nedlagt kirke i København og som nu har skabt et spisested, der har fået karakter af et forsamlingshus. Han har skabt et fællesskab, som kirken kunne lære noget af – for den kunne da selv have gjort det,” siger Stephen Willacy.
Spørgsmålet om hvordan man skal være folkekirke i byen, er præcis dén opgave, som dagens næste oplægsholder har som sit fokus.
Esben Thusgård er provst i Aarhus Nordre Provsti og leder af projekt ”Kirken i byen”, hvor han skal gentænke folkekirken, så moderne bymennesker kommer til at opleve den som en naturlig og nødvendig del af deres byliv. Og sådan er det langtfra i dag, siger han – men ansvaret for dén ud- eller afvikling ligger i høj grad hos kirken selv:
”Den danske folkekirke er ganske enkelt en landsbykirke, der ikke er ankommet til det nye årtusinde endnu. Den er optaget af sognegrænser, regulativer og cirkulærer. Og så er den primært optaget af mødet med den enkelte – det individuelle, og alt for lidt af at være en del af byens liv, det fælles vi,” indleder Esben Thusgård.
Han minder om, at der faktisk er sket en udvikling andre steder, som folkekirken burde lade sig inspirere af – at landets kommuner har skiftet paradigme fra at tænke, at kommunen alene vide, hvad borgerne har brug for. Og nu i stedet træder lidt tilbage for at lade borgerne komme til.
”Hvad vil der ske, hvis man gjorde det samme i folkekirken og i højere grad arbejder på at få mere respons på sine aktiviteter fra andre end de trofaste? For eksempel høre, hvad tilflyttere til byen fandt interessant ved kirken. Og hvad de undrede sig over. For mig at se er denne samtale afgørende. For demokratisk legitimitet indhentes ikke ved afholdelse af valg til menighedsråd hver fjerde år. Den skal aflæses af den daglige aktivitet, af hverdagen.”
”Folkekirken må vende sig ud mod omverdenen og væk fra sig selv. Være optaget af livet i byen og udviklingen i samfundet. Det må derfor handle om ikke at proppe folk ind i kirkerne, for at de kan blive ligesom os, men om, at kirken må komme ud til folk i en samtale om det, der angår os dybest,” konkluderer Esben Thusgård.
Netop dén samtale og dét møde kan blandt andre Anton Pihl, der er næstformand i menighedsrådet ved Vesterbro Sogn, fortælle om. Her er kirken blandt andet udfordret af, at sognets mange unge har masser af fordomme omkring folkekirken, som de sjældent er medlemmer af.
”Derfor har vi det dogme, at alt, hvad vi laver, sker i samarbejde med andre, og at vi skal møde folk i øjenhøjde med det tab af kontrol, som det medfører. For vi har som kirke ikke en naturlig autoritet hos de unge, der er dybt sekulariserede, men spirituelt interesserede. Og efterhånden er der jo sket det fantastiske, at de siger ’min kirke’ om lige netop uKirken på Vesterbro,” fortæller Anton Pihl.
Også sognepræst Karen Huus fra Gellerup Sogn i det vestlige Aarhus oplever en anderledes folkekirke-virkelighed end den, der har kendetegnet de gamle landsbykirker.
”Vi er ikke den store hvide kirke på bakketoppen. Vi er derimod mindretalsreligionen i et overvejende muslimsk område, og selvom statistikken viser, at der er tale om et område med stor sårbarhed og svaghed, så oplever jeg et stort fællesskab omkring at skabe en levende kirke i Gellerup, hvor vi deltager i alle de lokale aktiviteter.”
Mellem oplæg og fællessange er der afsat små pauser til snak ved bordene.
Charlotte Hagelskjær har taget turen til Aarhus fra Stjær, der ligger små 20 kilometer derfra. Hun er trofast kirkegænger i sin lokale kirke og aktiv i Indre Mission.
”For mig at se er den store udfordring for kirken nok, at det er den samme gamle garde, der altid dukker op. Det handler selvfølgelig også om, at det er de ældre, der har tid til at deltage i de forskellige tilbud. Men jeg kan se, at der kommer flere, når man lægger aktiviteterne udenfor kirken. Så bliver det lidt mindre farligt at bevæge sig derhen, så det skulle man måske tænke lidt over.”
Ved bordet sidder også Kirsten M. Andersen, der er formand for Grundtvigsk Forum, som er blandt arrangørerne af Folkemødet.
”Folkekirken er jo blevet til i urbaniseringens begyndelse, og derfor er det vigtigt, at vi forholder os til kirkens rolle i dag, hvor verden ser anderledes ud. Samtidig er det kendetegnende for kirken, at den har at gøre med en indre relation, noget som er frisættende for den enkelte i mødet med Gud. Derfor møder vi i sekulariseringen ofte kirkens tilbageholdenhed i forhold til at tale om, hvad det kristne budskab betyder. Men det er vigtigt at få talt om i en fælles snak, som Folkekirkemødet er. Midt i byen og med åbne døre. For kirken skal ikke forskanse sig i et reservat, den skal sættes i spil mellem mennesker,” siger hun.
Noget, kirkeminister Mette Bock (LA) da også understreger i sit oplæg på mødet ved at sige:
”Selvfølgelig er vi nødt til at tænke over, hvordan vi kan være kirke i nye sammenhænge. Ikke for kirkens skyld. Men for menneskenes skyld.”