Folkekirken må skabe bedre fællesskaber for at tiltrække muslimer

Kun ganske få procent af landets ikke-vestlige indvandrere er medlem af folkekirken, viser nylig statistik. Men hvad kan folkekirken stille op, når mange af disse er muslimer? Kristeligt Dagblad har spurgt tre personer, der har gode erfaringer med at gøre kirken relevant for muslimer

Det er efterhånden lykkedes mange frikirker at få så god kontakt med indvandrere og muslimer, at de bliver en del af kirkens liv, siger Mikael Wandt Laursen, generalsekretær i FrikirkeNet, hvor man har samlet frikirkernes erfaringer med indvandrere i menighederne.
Det er efterhånden lykkedes mange frikirker at få så god kontakt med indvandrere og muslimer, at de bliver en del af kirkens liv, siger Mikael Wandt Laursen, generalsekretær i FrikirkeNet, hvor man har samlet frikirkernes erfaringer med indvandrere i menighederne. Foto: Brian Bergmann/ Ritzau Scanpix

Mikael Wandt Laursen, generalsekretær i FrikirkeNet, hvor man har samlet frikirkernes erfaringer med indvandrere i menighederne

Hvad er frikirkernes erfaringer med, hvordan det kan lykkes at få muslimer til at komme i kirken?

Det er efterhånden lykkedes mange frikirker at få så god kontakt med indvandrere og muslimer, at de bliver en del af kirkens liv. Meget af den indledende kontakt sker igennem kirkernes frivillige, sociale arbejde. Her oplever vi, at mange muslimer ofte er trygge ved os, fordi vi er meget tydelige om, at vi er kristne. De har nemt ved at relatere til os, fordi vi har troens univers til fælles.

Vores erfaring er også, at det kræver mange ressourcer og stort engagement fra både præsten og de frivillige. Det kræver tid at skabe og vedligeholde relationerne og oplære nye i troen. I det hele taget er der behov for stor fleksibilitet fra både fællesskabet og af gudstjenesteformen. For hvis der pludselig kommer en gruppe på for eksempel 20 iranere til kirken, kan det være, at man skal ændre markant i måden, man holder gudstjeneste på, og i formen af fællesskabet.

Hvordan kan folkekirken blive bedre til at henvende sig til muslimske indvandrere?

Jeg tror, der ligger en stor mulighed for folkekirken her. Men det kræver, at man er villig til at opprioritere betydningen af fællesskaberne i kirkerne, så man ikke bare er et lytte-fællesskab, men et reelt, socialt fællesskab. Og så skal man turde at gå uortodokse veje.

Gudstjenesteformen kan også blive et problem. Jeg har meget svært ved at se, hvordan folkekirken skal kunne favne bredt i forhold til andre etniciteter uden at gå på kompromis med den klassiske gudstjenesteform. Højmessen er meget dansk, og hvis man vil trække indvandrere til, bliver man nødt til at tænke i lighed, så det ikke kun foregår på danskernes præmisser.

Ellen M. Gylling, indvandrerpræst ved Mødested Amager, hvor der drives et større tværkulturelt arbejde

Hvad er dine erfaringer med, hvordan det kan lykkes at få muslimer til at komme i kirken?

Det er rigtig vigtigt, at man som præst og kirke ønsker at være i mission. Hele forudsætningen for, at arbejdet kan lykkes, er, at man er bevidst om, at kirken skal ud med sit budskab. Og at man som præst oprigtigt er interesseret i at møde andre mennesker.

Min erfaring er, at det er utrolig nemt at komme i kontakt med muslimske indvandrere, hvis du selv er et åbent menneske. De kommer typisk fra samfund, der er centreret om livet i basaren, hvor man mødes og snakker og diskuterer. Det er sådan en attitude, man skal have med sig som præst. Man skal sætte sig ned på caféerne og mødestederne, hvor der bliver røget vandpibe og diskuteret, og snakke med folk og blive venner med dem. I den forbindelse har jeg aldrig oplevet, at muslimer ikke ønsker at tale om religiøse emner.

Hvordan kan folkekirken blive bedre til at henvende sig til muslimske indvandrere?

Det sker faktisk allerede, at muslimer bliver døbt i folkekirken. Men generelt savner jeg mere fokus på ordet mission fra biskopperne. Måske er det en form for berøringsangst, fordi Danmark er blevet så sekulariseret. Jeg kunne godt ønske mig, at der blev talt mere direkte om kirkens missionsforpligtelse, og hvorfor det er så vigtigt, at vi når ud med det kristne budskab til dem, der ikke kender det. Og at man arbejder ud fra et klart ønske om at lede folk til Jesus og kalde folk til omvendelse.

For mig er det tankevækkende at møde folkekirker, der ligger lige op ad store boligblokke med mange muslimer, men hvor præsten og menigheden ingen kontakt har med dem overhoved.

Johannes Glenthøj, sognepræst på Samsø, hvor folkekirken har haft et større arbejde blandt asylansøgere

Hvad er dine erfaringer med, hvordan det kan lykkes at få muslimer til at komme i kirken?

Den afgørende faktor er det personlige møde for eksempel i en café i sognegården. Man skal virkelig ville den personlige kontakt med dem. Og selvom der vel i sidste ende er tale om mission, skal det være et oprigtigt møde med gensidig forståelse og interesse. I praksis kan det være mange forskellige små initiativer lige fra at give børnene farver og tegninger med julens budskab til at holde kontakten på Facebook med folk. Det er de mange bække små, der i sidste ende gør udfaldet.

Der bliver noget selvforstærkende ved den gode kontakt med enkelte personer. Man kan sige, at man igennem den enkelte får adgangen til hele stammen, hvilket vel også er tilfældet med danskere. De andre skal føle, at der er noget, de går glip af uden evangeliet. Paulus taler om, at han er glad, hvis han kan gøre sine landsmænd misundelige ved at være kristne. Den samme drivkraft er jeg ikke bange for at gøre brug af.

Hvordan kan folkekirken blive bedre til at henvende sig til muslimske indvandrere?

Udfordringen for folkekirken ligger i fællesskaberne. Folkekirken er generelt set præget af en meget stiv form, hvor vi går ind i kirken, som om det var et museum. Ja, det er lige før, vi taler mere med hinanden på museum end i kirken. Jeg har kendt indvandrere, der opgav den lokale folkekirke, fordi der ganske enkelt ikke var en eneste sjæl, der hilste på dem og bød dem velkommen.

Jeg tror, at det skyldes, at der har bredt sig en overdreven luthersk opfattelse af, at kirken udelukkende handler om det ord, der høres, og at alle andre omstændigheder er ligegyldige. Men hvis vi vil noget med indvandrerne, bliver vi nødt til at have fokus på, at kirken er et fællesskab af levende mennesker, hvor man føler sig velkommen.