Folkekirken mangler sans for sidemandsoplæring. Medarbejdere ansættes uden praktisk indføring i arbejdet

Mange begynder i folkekirken uden praktisk indføring i arbejdet, ikke mindst på grund af en forældet kultur og en individualistisk teologi

Folkekirken mangler sans for sidemandsoplæring. Medarbejdere ansættes uden praktisk indføring i arbejdet
Foto: Adam Garff.

Reformatorisk kristendom er anlagt på sidemandslæring. Det almindelige præstedømme betyder, at vi står lige over for Gud, men det betyder sandelig også, at vi står lige over for hinanden – med lige ansvar for at tage vare om kirkens opgaver og hinandens liv. Vi er sendt til hinanden for at gøre Guds gerning i forhold til hinanden. Det er den bibelske betydning af ordet diakoni, som er meget mere omfattende end det kirkelige, sociale arbejde, som normalt forstås som diakoni i folkekirken.

Tilsvarende skal den basale sjælesorg ifølge Luther udøves som søstrenes og brødrenes indbyrdes samtale, omsorg og trøst. Derfor harmonerer reformatorisk kristendom godt med den form for sidemandslæring, som er en selvfølge i næsten alle uddannelser. I folkekirken kender vi for eksempel sidemandslæringen under godnatsangen ved sengekanten og oplæringen i spejderlivet, men kun undtagelsesvist blandt de ansatte, som ofte kastes ud i arbejdet uden praktisk oplæring.

I juni havde jeg fornøjelsen af at undervise på et hold med 18 nye kirke- og kulturmedarbejdere, som nu skal have nogle kurser betalt af menighedsrådene, arrangeret af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Jeg har tidligere undervist en række hold på professionsuddannelsen Kristendom, kultur og kommunikation, som udbydes på Diakonissestiftelsen i København og Diakonhøjskolen i Aarhus, hvor der er indlagt ni måneders praktik for kommende kirke- og kulturmedarbejdere. Som sædvanligt var det en god oplevelse at være sammen med nye eller kommende kirke- og kulturmedarbejdere, fordi deltagerne er engagerede og ivrige efter at se nye perspektiver og muligheder i deres arbejde. Sådan er det ikke altid, når det er nye eller kommende præster, der befolker holdet.

Tiden tillod ikke, at jeg kunne spørge ind til deltagernes baggrund, som var mildt sagt forskellig. Én ting fik jeg dog spurgt alle om: Har nogen af jer modtaget sidemandsoplæring? Har I været tilbudt praktik, en følordning eller mesterlære ved at følge én erfaren kirke- og kulturmedarbejdere et stykke tid? Svaret var et enstemmigt nej!

Folkekirkens manglende sans for sidemandsoplæringens muligheder stammer fra præsteområdet, som har lagt mange spor ud i kirken. Tidligere tiders præster var ofte præstesønner, og de begyndte arbejdet som kapellaner hos en ældre præst, eller sågar hos deres far, som Grundtvig gjorde det i Udby 1811-1813.

Især efter præsternes inkorporering i tjenestemandsordningen i 1969, hvor alle præster blev ligestillede sognepræster, udvikledes den praksis, hvor enhver nok så uerfaren ny præst fra dag ét er suveræn i sit arbejde som en slags kontorchef i eget sogn. Tendensen støttedes af tidens forkyndelsesteologi, hvor Guds ord blev set som identisk med, hvad præsten – aldeles upåvirket af andre – meddelte menigheden fra prædikestolen.

De præster, der så sig selv som statstjenestemænd, der forvaltede et suverænt evangelium, kæmpede længe mod opnormeringen af den obligatoriske efter- og videreuddannelse, som efterhånden blev gennemført. I dag kræves der et kursus på 19 uger på pastoralseminariet efterfulgt af en introducerende efteruddannelse og mentorforløb med stifternes nye uddannelseskonsulenter. Der er med andre ord teori nok, men kun fem ugers praktik i sognearbejde indlagt i pastoralseminarietiden. Der har løbende været fremlagt forslag til nye former for praktisk indføring i præstearbejdet, men hver gang er det faldet på kombinationen af statskirkelig og teologisk modstand.

Hvem ville være tryg ved en læge-, sygepleje- eller læreruddannelse uden omfattende praktik og sidemandopslæring? Hvorfor ansættes kirkelige medarbejdere så uden solid praktisk indføring i arbejdet? Svaret er en forældet tradition, en individualistisk tænkt teologi og modstand mod at revidere den gamle embedsmandstænkning, hvis skabeloner nu breder sig til kirke- og kulturmedarbejderne i folkekirken.

Hans Raun Iversen er lektor emeritus i teologi.