Folkekirken står på en brændende platform. Sådan lød det ildevarslende opråb, da Kristeligt Dagblad i fredags kunne fortælle, hvordan stadig færre nybagte forældre vælger at lade deres børn døbe.
Men folkekirkens udfordringer, hvor medlemsprocenten falder støt år for år, handler ikke kun om, at der ikke kommer nok nye medlemmer ind via barnedåben. De bunder også i en øget indvandring, hvor en stadig lavere andel af vestlige indvandrere melder sig ind i folkekirken, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Mens indvandrere fra ikke-vestlige lande stort set aldrig er blevet tilknyttet folkekirken, har det tidligere set anderledes ud for indvandrere fra vestlige, kristne lande. Tilbage i 2008 var 32 procent af de vestlige indvandrere og 39 procent af deres efterkommere medlemmer af folkekirken. Men over årene er det gået stærkt tilbage. Sidste år var det kun henholdsvis 15 og 21 procent af dem, der var medlemmer. Det er et kraftigere fald i medlemsprocenten end for etniske danskere.
Artiklen fortsætter efter grafen.
Udviklingen er en udfordring for folkekirkens identitet, siger Brian Arly Jacobsen, religionssociolog ved Københavns Universitet.
”Folkekirken har tidligere primært været en etnisk kirke for danskere. Den tradition kæmper man for at fastholde, samtidig med at man har en ambition om at være en kirke for hele folket, også for indvandrere. Det er en vanskelig udfordring, og det er først sent, at folkekirken har fået mere fokus på migrantarbejde,” siger han.
Brian Arly Jacobsen forklarer, at når andelen af folkekirkemedlemmer blandt vestlige indvandrere falder, skyldes det især, at sammensætningen af denne gruppe over årene har ændret sig. Hvor der for 10-15 år siden var mange fra Sverige, Norge og Tyskland med en protestantisk baggrund, er der nu flere fra syd- og østeuropæiske lande såsom Rumænien. De kommer hertil med en ortodoks eller katolsk baggrund og er dermed kirkeligt set længere væk fra folkekirken. Derudover vil indvandrerne formentlig have en relativt lav gennemsnitsalder, og det er generelt set blandt yngre, man ser det laveste kirkemedlemsskab.
Ikke desto mindre ligger der en stor opgave for folkekirken her, mener Jonas Adelin Jørgensen, akademisk medarbejder ved Folkekirkens mellemkirkelige Råd.
”Især hvis folkekirken vil gøre alvor ud af målsætningen om at være en åben og inklusiv kirke for alle, der har lyst til at være en del af et kristent fælleskab. Men det er en opgave forbundet med nogle teologiske udfordringer,” siger han.
Det, der ifølge Jonas Adelin Jørgensen gør situationen kompliceret, er, at flere af de ortodokse kirker samt den katolske kirke ikke fuldt ud anerkender folkekirken som en sand kirke. Den russisk-ortodokse kirke nægter ligefrem at skulle have en relation til folkekirken, så længe den praktiserer vielser af homoseksuelle.
”Det betyder formelt set, at hvis man prøver at invitere en ortodoks med i sin lokale sognekirke, har vedkommendes biskop pligt til at gribe ind og sige, at den kirke kan vi ikke have en relation til,” forklarer han.
I praksis er virkeligheden dog ofte mindre firkantet. Og da mange østeuropæere, især fra Rumænien, der har slået sig ned i det jyske som landbrugsarbejdere, har meget langt til en ortodoks kirke. Jonas Adelin Jørgensen forklarer, at der blandt især rumænske ortodokse er kommet en stiltiende accept af, at man i de tilfælde i stedet søger mod folkekirken.
Et af de steder i landet, hvor folkekirken prøver at gøre noget aktivt for de østeuropæiske indvandrere, er i Viborg Stift. Her har man et mål om at kunne tilbyde et åbent fælleskab for især de mange udenlandske landbrugsmedarbejdere, der har bosat sig her, forklarer Peter Fischer-Nielsen, stiftspræst med fokus på økumeni, mission og religionsmøde.
”Der ligger først og fremmest en social og diakonal opgave i at tilbyde disse mennesker et fælleskab og en indgang til samfundet. Mange kommer alene og arbejder på en gård uden at kende mange. Der har folkekirken naturligvis en oplagt mulighed for at bryde ind i den ensomhed,” siger han.
Mens det ofte kan lade sig gøre for den lokale sognekirke at hjælpe på et socialt niveau, er det sværere med den religiøse praksis. Nogle steder udlåner folkekirken lokaler til migrantmenigheder, men ligefrem at håbe på, at ortodokse eller katolske indvandrere vil begynde at bruge folkekirkens religiøse tilbud, er mere vanskeligt, erkender Peter Fischer-Nielsen.
”Kirkeligt set skal vi være forsigtige med ikke at komme til at skade de økumeniske relationer til andre kirker. Vi skal ikke fiske medlemmer hos andre kirkesamfund,” siger han.
Vil det sige, at det slet ikke er et mål, at disse ortodokse eller katolske indvandrere bliver medlemmer af folkekirken?
”Det yderste mål er ikke, at de bliver medlemmer af folkekirken. Det er snarere vigtigt, at vi sikrer en god økumenisk samtale. Vi må respektere, hvis de hører til et andet sted. Men mange der kommer hertil har i forvejen ikke megen tilknytning til deres oprindelige kirke og bliver blot yderligere sekulariserede af at flytte til Danmark. Der har folkekirken en opgave. Mange får også gennem deres børn en positiv kontakt til den lokale sognekirke, som det vil give mening at bygge videre på,” siger han.