Prøv avisen
Billedserie

Sådan ser det ud, når folkekirken er på messe mellem krystaller og tarotkort

Krop-Sind-Ånd helsemessen i København er med 220 udstillere og 10.000-12.000 deltagere Danmarks største messe for alternativ behandling og spiritualitet. På messen kan man blandt andet købe krystaller fra firmaet Quantum Crystal, som afhængigt af størrelsen koster mellem 600 og 5000 kroner. I baggrunden til venstre ses sognepræst Niels Underbjerg ved folkekirkens stand. Foto: Leif Tuxen

En præstesag om reinkarnation har vist, hvordan folkekirken i disse år kæmper med at imødekomme danskernes stigende interesse for det alternative. I denne weekend deltager kristne organisationer på en messe blandt healere, håndaflæsere og clairvoyante

En kvinde rejser sig fra den madras, hvorpå hun de seneste minutter har ligget og hvilet sig med små fløjlsposer med krystaller i placeret på kroppen. Manden, der sælger krystallerne, spørger til oplevelsen.

”Det var rigtig fint,” siger hun.

Ejeren af firmaet Quantum Crystals Jesper Bendsen er uddannet elektroingeniør og var egentlig i gang med at udvikle en maskine til at producere uendelig energi, da han opdagede, hvordan han med krystaller kunne få større indsigt i sine egne tanker og følelser.

På kort tid er hans kvantekrystaller blevet populære til healing og udrensning, og i denne weekend deltager han for første gang på Krop-Sind-Ånd Helsemessen i Falconer Centret i København. Messen er Danmarks største inden for alternativ behandling og spiritualitet, og cirka 220 udstillere tilbyder alt fra håndaflæsning til healing for weekendens 10.000-12.000 deltagere.

Skråt over for Jesper Bendsens stand står sognepræst på Østerbro i København Niels Underbjerg. Han repræsenterer folkekirkens bod på messen, hvor man kan blive bedt for eller få sjælesorg.

Tre damer kommer forbi standen, og sognepræsten rækker en fiskebowle med farvede sedler frem til dem.

”Tag et bibelcitat,” siger han.

Over for folkekirkens stand bliver der læst tarotkort, og ved siden af ligger mennesker på brikse og bliver healet. Fra sognepræstens plads er der også udsigt til en kvinde, som sælger et apparat, der giver planter og træer mulighed for at spille musik, en stand, hvor man kan få tegnet sin skytsengel, og en stand, der tilbyder clairvoyance og samtaler med afdøde.

Man kan måske undre sig over, hvad folkekirken og den håndfuld andre kristne organisationer, der er til stede på messen, laver i dette selskab.

Folkekirken har generelt haft svært ved at håndtere danskernes stigende interesse for det spirituelle, hvilket senest stod klart med sagen om sognepræsten Annette Berg fra Vig, som i efteråret erklærede, at hun troede på reinkarnation.

Da folkekirken begyndte at komme på messen for over 20 år siden, lød der også kritik og undren fra det kirkelige miljø, mens de andre udstillere på messen kritiserede kirken for at sprede dårlige energier, siger Niels Underbjerg.

”Men efterhånden er der kommet en forståelse for, at den kristne kirkes stemme også skal lyde her. Det skal være naturligt for danskerne at tænke folkekirken ind i deres søgen, og selvom nogle stadig undrer sig over vores deltagelse, er vi blevet positive medspillere. Men vi skal ikke tage åbent imod alt, deltagerne kommer med. Når folk taler om aurafotos, skal vi se, hvordan vi kan møde dem med sjæl og ånd i stedet,” siger han og tilføjer, at folkekirken også er blevet et sted, hvor fortvivlede sjæle, der har fået auralæsning eller lagt tarotkort, kan få hjælp til at finde sig selv igen.

”På den måde er vi også en religiøs skadestue på messen, for nogle kan få ting at vide, de ikke ved, hvordan de skal håndtere.”

Et andet sted på messen tilbyder den kristne bevægelse I Mesterens Lys også bøn og velsignelser. Ifølge missionspræst Ole Skjerbæk Madsen er messen en god mulighed for at komme i kontakt med flere danskerne, men han er bevidst om, at det kristne også kan skræmme folk væk. Derfor har han blandt andet kombineret sit foredrag om christfulness lørdag med tarotkort.

”Jeg var selv skeptisk ved at bruge tarot, men jeg er gået til det med en kristen tolkning, så det kun sker inden for de kristne rammer. Det betyder, at flere tør deltage, da det kristne ellers gør dem skeptiske. Ved at være her kan vi vise spændvidden i den kristne tilgang til det spirituelle, men det er vigtigt at holde vores eget fundament klart.”

Veninderne Mette Lacoppidan og Kira Holm på 34 og 35 år er næsten lige ankommet til messen, men har allerede nået at se på englekort og krystaller samt høre om yoga og dyreclairvoyance, og de planlægger også at besøge en numerolog. De kristne organisationer har de ikke planer om at besøge. Mette Lacoppidans første tanke er, at deres deltagelse er malplaceret, da messen er for alternativ for dem.

Men på den anden side handler det om at tro på noget, siger Kira Holm.

”Det åndelige i kirken kan sikkert være godt for nogen, ligesom andre finder svar med hjælp fra engle og kosmos. Der er vel ikke den store forskel,” siger hun.

Ifølge Lis Askholm Nielsen, som repræsenterer den kristne kvindeorganisation Aglow International på messen, er weekenden en oplagt mulighed for det kristne miljø til at komme ud til søgende mennesker.

”For mange kan det virke grænseoverskridende at skulle tale om Gud og tro, men her er folks grænser allerede rykket,” siger hun.

Hos den kristne bevægelse I Mesterens Lys kan man på messen få bedt forbøn eller blive velsignet. Foto: Leif Tuxen
Sidste år fik den kristne bevægelse I Mesterens Lys kontakt til over 500 mennesker ved at være til stede på Krop-Sind-Ånd helsemessen. Mange kommer forbi for at få bedt en bøn for sig selv eller for syge pårørende. Foto: Leif Tuxen
Missionspræst Ole Skjærbæk Madsen står bag bevægelsen I Mesterens Lys og har deltaget i Krop-Sind-Ånd helsemessen i over 20 år. Denne weekend tilbyder han blandt andet kristen meditation. Foto: Leif Tuxen
folkekirkens stand på messen har man mulighed for at deltage i en konkurrence, hvor man skal gætte samtlige danske biskoppers navne. Her hjælper sognepræst i Østerbro Niels Underbjerg en kvinde lidt på vej. Foto: Leif Tuxen
Ved siden af folkekirkens stand kunne deltagere få Reiki healing, som fungerer ved, at healeren fører energi over i patienten ved hjælp af hænderne. En healing koster på messen 50 kroner, hvoraf alle pengene går til den igangværende Danmarks Indsamling. Foto: Leif Tuxen