Børnekirke planlægges i København

Der findes flere kirker rettet mod særlige segmenter, men endnu ingen, som primært henvender sig til børn. Men Børnenes Katedral, som der arbejdes med i København, kan blive den første

50 børn har via kreative udskejelser demonstreret, hvordan de synes, at Børnenes Katedral skal se ud. Modellen blev afleveret til Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, som et tredimensionelt bilag til projektbeskrivelsen. – Privatfoto.
50 børn har via kreative udskejelser demonstreret, hvordan de synes, at Børnenes Katedral skal se ud. Modellen blev afleveret til Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, som et tredimensionelt bilag til projektbeskrivelsen. – Privatfoto.

Kultur, historie, kunst, videnskab og musik. Det vrimler med tilbud, hvor børn kan fordybe sig i disse emner i København. Men der mangler et sted, hvor de kan gå på opdagelse i eksistentielle spørgsmål og lære om kristendom. Og det vil Børnenes Katedral gerne ændre på.

Idéen er, at en endnu ubestemt kirke i hovedstaden skal tages ud af brug og omdannes til en decideret børnekirke med gudstjenester og aktiviteter for børn og deres voksne. Og den kommer fra Religionspædagogisk Udvalg, der hører under stiftsrådet i København og arbejder for at styrke relationen mellem stiftets kirker og børnefamilier.

Formand Johannes Gregers Jensen, der også er sognepræst i Skt. Nicolai Kirke i Rønne og provst for Bornholm, er ikke i tvivl om, hvorfor folkekirken har brug for Børnenes Katedral:

”Vi oplever, at folkekirken kaster meget energi og økonomi efter arbejdet med ældre mennesker og menigheden, mens arbejdet med børn er ligesom den flødeskum, der bliver skrabet væk hurtigst og kun bliver taget frem en gang imellem. Men hvis vi ser på folkekirkens fremtid – dåbstallene, uddannelsessystemet og det forholdsvis sekulariserede samfund, børn i dag vokser op i – skal vi overveje, om vi stadigvæk vil være folkekirke om 50 år. Og hvis vi vil det, bliver vi nødt til at tage det religionspædagogiske mere alvorligt,” siger han og tilføjer:

”Det kan vi gøre ved at lave Børnenes Katedral, som skal tilbyde kirkelige aktiviteter for børn, men også kan fungere som et lokomotiv for det religionspædagogiske arbejde i hele Københavns Stift, så man hele tiden kan kvalificere og underbygge det gode arbejde, der foregår rundt omkring i stiftets kirker.”

Efter planen skal Børnenes Katedral holde børnegudstjeneste hver søndag og derudover i løbet af ugen tilbyde aktiviteter som kreative værksteder, fællesspisning og sorggrupper for børn mellem 0 og 12 år og deres forældre.

Tidligere på måneden besluttede Københavns Stiftsråd at afsætte penge til at ansætte en projektkoordinator fra august, og på længere sigt er målet at få en præst, en kirkemusiker og en daglig leder. Men der er ikke fundet en konkret bygning. Det bliver næste skridt. Og den skal gerne have en god beliggenhed.

”Når vi kalder den en katedral, er det fordi, den ikke bare skal være en funktionskirke ude i et sogn. Det er vigtigt for os, at kirken bliver hele Københavns kirke. Derfor må den meget gerne ligge centralt og tæt på offentlig transport,” siger Johannes Gregers Jensen.

Det kan tage et par år, inden Børnenes Katedral – forhåbentlig – kan åbne, vurderer Johannes Gregers Jensen. Men han er ikke i tvivl om, hvad han håber, åbningen vil betyde:

”At børn, der vokser op i Københavns Stift får en fornemmelse af, at folkekirken har en relevans for dem, som taler ind i deres virkelighed og giver dem en fornemmelse af kristendommen. Og lige så vigtigt – at vi får sat det religionspædagogiske på dagsordenen, så det i fremtiden vil blive prioriteret endnu højere.”