Folkekirkens it-chef: Sogne skal kunne bruge data bedre

I dag behandles folkekirkens digitale strategi på konference. Chef for Folkekirkens It erkender, at man tidligere ikke involverede brugerne nok

Retningen for digitalisering skal udstikkes for de næste fem år, så folkekirkens arbejde kan understøttes bedst muligt. Arkivfoto.
Retningen for digitalisering skal udstikkes for de næste fem år, så folkekirkens arbejde kan understøttes bedst muligt. Arkivfoto. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix.

Komplet selvbetjening af digitaliserede kirkebøger, cybersikkerhed og brugervenlighed i de digitale værktøjer. Sådan lyder nogle af de punkter, der er på dagsordenen, når Folkekirkens Digitaliseringskonference i dag afholdes i Middelfart.

Retningen for digitalisering skal udstikkes for de næste fem år, så folkekirkens arbejde kan understøttes bedst muligt. I spidsen for strategien står Torben Stærgaard, kontorchef for Folkekirkens It, som blandt andet ser potentiale i folkekirkens udnyttelse af digitale data:

”Når man i menighedsrådene arbejder med, hvilke aktiviteter man skal tilbyde, kan beslutningen understøttes af et datagrundlag om blandt andet aldersfordeling og uddannelsesniveau i det konkrete sogn. Så vi ser gerne, at der bliver bedre adgang til de data.”

Folkekirkens It har i de seneste år modtaget kritik for blandt andet manglende sikkerhed og brugervenlighed i de digitale løsninger, ligesom en rapport fra konsulentfirmaet Implement i 2017 efterlyste mere gennemsigtighed og brugerinddragelse i Folkekirkens It.

Hvordan vil I med strategien tage højde for de seneste års kritikpunkter?

”Konkret med sikkerhed deler jeg ikke opfattelsen af, at der er omfattende problemer. Forestillingen om, at man kan gå gennem tilværelsen uden sikkerhedsproblemer, er urealistisk. Når det er sagt, så tager vi selvfølgelig sikkerhed meget seriøst, og vi mærker en tydelig optagethed af sikkerhed ude i menighedsrådene. Der er en opgave i at oplyse om, hvilke sikkerhedsmæssige præmisser der gælder på internettet. Med hensyn til brugervenlighed er det rigtigt, at vi ikke i tilstrækkelig grad har involveret brugerne, og det har vi fået nogle knubs for. Det er noget af det, vi har arbejdet med i denne strategi,” siger Torben Stærgaard.

I udarbejdelsen af strategien har Folkekirkens It holdt 11 kaffemøder rundtomkring i Danmark. Møder, hvor de med præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer har diskuteret de digitale behov i folkekirken. Et tiltag, der også er sat i søen for at modgå, at den digitale strategi for 2020-2025 udelukkende implementeres fra den centraliserede top ned over de enkelte sogne.

Ét af de nuværende It-værktøjer i folkekirken er intranettet ”Den digitale arbejdsplads”, som blandt andet bruges til intern kommunikation. Det diskuteres i forbindelse med dette, om information mellem sognene er tilstrækkeligt tilgængelig.

Landets folkeskoler har netop fået et samlet og opdateret intranet, Aula. Kunne man ikke forestille sig, at man også i folkekirken kunne give den interne digitale kommunikation et løft?

”Jo, og det har vi også fokus på. Men der er to hensyn i brugen af ’Den digitale arbejdsplads’. Det ene er, at information om de gode erfaringer fra kolleger i andre sogne ikke behøver at ligge bag lås og slå, men kunne være nemmere at dele. Og det andet omhandler informationer, som ikke skal være frit tilgængelige. Der er muligvis noget, man kunne modernisere der.”

Ét af de værktøjer, der dog med sikkerhed står over for endnu en modernisering, er de digitale kirkebøger, som siden 2001 har været basis for folkekirkens del af cpr-systemet. Godt 20 år efter systemets introduktion kommer nu den første store ”hovedrengøring”, som blandt andet vil øge graden af selvbetjening:

”Vi ser for os, at vi i løbet af næste år får løsninger, der gør det muligt for borgerne at være fuldstændig selvbetjente på visse områder. Altså hvor handlingen håndteres rent maskinelt uden sagsbehandling. Navngivning, hvor navnet er på den godkendte fornavnsliste, er ét af de områder. På de indre linjer kræver det selvfølgelig kvalitet og eftersyn, og den nye løsning vil udmærke sig ved en avanceret dialog med brugeren, så vi er sikre på, hvad de beder om, inden det eksekveres,” forklarer Torben Stærgaard, der regner med at kunne præsentere den færdige strategi i december.