Prøv avisen

Folkekirken ramt af medlemsflugt

Kirkegængerne svigter de københavnske kirker. - Foto: .

Flere københavnske sogne melder om en markant stigning i udmeldinger. I forvejen er København det sted i landet, hvor folkekirken har færrest medlemmer

Mange kirker i København melder om et fordoblet antal udmeldelser i efteråret. Det oplyser Folkekirkens Infocenter i Københavns Stift.

Sidste år var der 2208 personer i Københavns Stift, der meldte sig ud, men en rundringning blandt kordegne i Københavns Stift, som infocentret har foretaget, tyder på, at tallet bliver endnu større i år.

- I år har vi haft 26 udmeldelser indtil videre mod 9 hele sidste år. Tre eller fire har nævnt Brorson-sagen som grunden til udmeldelsen, udtaler kordegn Ulla Andersson fra Store Magleby Kirke på Amager.

Også andre steder nævnes sagen fra Brorsons Kirke og den medfølgende debat som en medvirkende årsag til et stigende antal udmeldelser. Mistanken om en sammenhæng bliver bestyrket af, at der specielt i tiden efter hændelserne i Brorsons Kirke er sket en forøgelse af udmeldelser. Men også Ateistisk Samfunds opfordring om at melde sig ud spiller ifølge nogle kordegne tilsyneladende en rolle.

Et af de steder, der er hårdest ramt, er Mariendals Kirke på Frederiksberg, som i år i gennemsnit har haft fem udmeldelser om måneden.

- Det betyder, at når året er omme, vil vi have cirka 60 udmeldelser mod normalt cirka 10, siger kordegn Jens Christensen.

Han mener dog ikke, at det er Brorson-sagen, der er skyld i stigningen, da udmeldelserne ligger ligeligt fordelt hen over hele året.

65 procent af indbyggerne i Københavns Stift var per 1. januar 2009 medlemmer af folkekirken. I 1990 var tallet på 80,3 procent.