Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Folkekirken skal blive bedre til at svare igen

Illustration: Rasmus Juul Pedersen.

Når domkirken i København tillader en videnskabsjournalist at bruge kirkens rum til at reklamere imod kristendom, er det endnu et tegn på folkekirkens underdanige mentalitet, der får den til at fremstå svag. Sådan skrev Sørine Gotfredsen for nylig, og flere iagttagere er enige med hende i, at folkekirken selv har et ansvar for de udfordringer, den møder i dag. De savner en folkekirke, der bliver bedre til at gå i dialog

Folkekirken er en slags dørmåtte, som enhver kan sætte sit hovne fodaftryk på. Og den inviterer endda selv indirekte til andres skamløshed ved ikke seriøst at stå i opposition til noget.

Sådan skrev sognepræst Sørine Gotfredsen i en mediekommentar her i avisen for et par uger siden som en reaktion på den video, som videnskabsjournalist Lone Frank havde optaget inde i Københavns Domkirke. Videoen skulle reklamere for en af journalistens egne artikler i Weekendavisen, hvor hun skriver om evolutionær tankegang og biologisk viden.

Foran Thorvaldsens Kristus-figur og med tændte vokslys i baggrunden siger Lone Frank blandt andet:

”Vi hører hele tiden, at vi har brug for det religiøse til at svare på de store eksistentielle spørgsmål. Men det holder jo ikke. Altså, hvis man vil vide noget om eksistensen, om mennesket, så skal man ikke spørge sine usynlige venner. Man skal gå til videnskaben.”

Både videoen og senere Sørine Gotfredsens mediekommentar har skabt debat. I forhold til videoen har mange stillet spørgsmål som:

Kan man tillade sig at tale så nedgørende om menneskers tro og så i en kirke?

Bør domkirken endda selv åbne dørene for en sådan brug?

Og i forhold til kommentaren har det blandt andet været Sørine Gotfredsens beskrivelse af en svag folkekirke med en underdanig mentalitet, der har fået folk til at reagere. For burde folkekirken være mere tydelig og, som Sørine Gotfredsen skriver, ”stå mere i opposition til andre religioner. Ikke mindst ateismen”?

En af dem, der føler sig anfægtet af både videoen og kommentaren, er Jørgen Skov Sørensen, generalsekretær i Danmission.

”For videoen er jo endnu et eksempel på, at der nærmest er gået sport i at skyde på folkekirken som det irrationelle og det ligegyldige. Gotfredsens kommentar peger derfor meget skarpt på en helt central udfordring for folkekirken, hvor folk får lov til at fyre løs uden at gå i dialog, men blot kritiserer. Helt omkostningsfrit.”

Jørgen Skov Sørensen er dermed enig i diagnosen, at folkekirken er udfordret. Han er til gengæld uenig, når det handler om måden at imødegå udfordringen på.

”Folkekirken er generelt ikke god nok til at komme ud med sit gode budskab uden for kirkens rum. Men jeg tror ikke på den med, at kirken skal gå mere i opposition. Hvordan skulle den gøre det? Ved at puste sig op og sige, at folkekirken er stærkere end andre? Det er ikke kirkens væsen. For kirken er netop forsamlingen af brudte syndige mennesker, og det er præcis det, der gør den så unik. Men de brudte menneskers fællesskab kan ikke måles som stærkere eller større end andre. Kirkens væsen er netop, at den har svaghed som sit fortegn.”

Den indstilling deler forstander for Rønshoved Højskole, Thue Kjærhus, ikke. Han ser videoen som et eksempel på folkekirkens ”misforståede tolerance”, som er hans betegnelse for domkirkens tilladelse til at lade Lone Frank optage sin video inde i kirkerummet. Og han efterlyser ligesom Sørine Gotfredsen et mod fra folkekirken til at svare igen – og til at sætte grænser.

”Folkekirken skal ikke lefle for en event. Men det ser vi desværre rigtig meget af, især i de større byer, hvor moderniteten er mest udtalt. Med alt for meget pop og underholdning, som kirken tror, folk gerne vil have. Jeg tror, folkekirken ville stå stærkere og få flere til at bakke op, hvis den blev bedre til at sige nej, her går grænsen.”

Og højskoleforstanderen bakkes op af forfatter Jens Christian Grøndahl, der godt kan lide idéen om en mere offensiv folkekirke.

”Folkekirken skal ikke lægge rum til alt eller forsøge at gøre sig lækker. Den er et fuldkommen andet sted, uden for samfundet, og det skal den vise helt tydeligt. Folkekirken er der jo ikke for hyggens skyld. Den vil ikke bare stryge folk med hårene. Den modsiger og forstyrrer os i den selvoptagethed og materialisme, der ellers kendetegner vores kultur,” siger Jens Christian Grøndahl.

Også forfatter og salmedigter Iben Krogsdal mener, at folkekirken kunne være bedre til at forklare, hvad kristendommen har at sige det moderne menneske, men hun er til gengæld ikke enig i, at det sker ved at lukke døren for kritikere eller sige nej til at lade andre komme indenfor.

”Kirken er ikke et helligt rum, og det har for mig at se intet at gøre med, at folkekirken ikke tager sig selv alvorligt, når den lader Lone Frank eller andre ateister missionere i kirkerummet. Tværtimod er det netop et udtryk for at tage sig selv for forkert alvorligt, hvis vi ikke giver plads til andre. Men dér, hvor folkekirken skal mande sig op, er i forhold til at blive mere tydelig omkring, hvad kristendommen står for. Der er tydeligvis en meget forsimplet forståelse af, hvad kristendom er, og en tendens til at se alle religioner som ét fedt og mene, at alle troende mennesker er fundamentalister og stadig tror på et før-darwinistisk verdensbillede. Det må føre til selvransagelse,” siger Iben Krogsdal.

Opfordringen til selvransagelse vil højskoleforstander Thue Kjærhus gerne tilslutte sig, for netop ateismens forældede syn på, hvad kristendommen står for, og hvad de kristne tror på, kræver i den grad et modsvar fra folkekirken. Et modsvar, som han savner.

”Jeg kalder nutidens mest udbredte form for ateisme for ’bajads-ateisme’, med et begreb fra Dostojevskij. For det er den ureflekterede ateisme, der florerer i dag. Ateisterne henter deres skyts fra en forældet 1800-tals-tænkning, der var præget af en overbevisning om, at naturvidenskaben ville finde svar på alle spørgsmål – det var bare et spørgsmål om tid. Og at religion derfor ville være et overstået kapitel, en overtro, som den sande viden ville affeje som uvidenhed,” siger siger Thue Kjærhus.

”Men i dag er der en helt anden ydmyghed over for videnskab og fremskridtstro. Og begavede videnskabsmænd har jo fundet ud af, at der er rigtig meget, de slet ikke kan udtale sig om. At tvivlen hører med til moderniteten, og dermed er der plads til troen også. Men det er, som om nutidens præster og teologer heller ikke er opdateret i videnskabsteorien, og derfor kan de ikke svare igen,” siger Thue Kjærhus.

Og det giver forfatter Jens Christian Grøndahl ham ret i.

”Det er jo en af min generations helt store overraskelser, at religionen igen er kommet til at spille en rolle i samfundsdebatten. Men frem for at angribe eller forsvare fænomenet i form af bastant ateisme eller urokkelig tro savner jeg en mere subtil tilgang, hvor der er plads til tvivl og flertydighed. På den anden side mener jeg ikke, at det er ét fedt, hvad for en religion man er knyttet til. Religion og relativisme er gensidigt udelukkende, og dét er jo noget af et kors for tanken, når man samtidig vil være et demokrati med pluralisme og religionsfrihed.”

”Hvis man tilhører en bestemt tro, må man også tro på, at ens egen religion er den rigtige. Jeg ved til gengæld, at det er muligt på én gang at have engagementets glød og tvivlens nådegave, for jeg har hørt begavede præster udfolde begge dele,” fortæller Jens Christian Grøndahl, der blandt andet har beskrevet sit eget forhold til folkekirken i en klumme på Altinget for nylig under overskriften ”Giv Gud en chance om søndagen.”

Men hvor Jens Christian Grøndahl efterspørger en mere offensiv folkekirke udadtil, mener salmedigter Iben Krogsdal, at kirken især indadtil har et behov for selvrefleksion.

”Det er ikke så underligt, at folk kan få den idé, at kristne både er uvidenskabelige eller før-videnskabelige, når de mange steder i høj grad hører kristendom forkyndt i ord og salmesprog fra 1600-, 1700- og 1800-tallet. Sproget har også en signalværdi. Vi skal virkelig arbejde med det religiøse sprog, så det kan gøre kristendommen levende og nærværende for nutidens menneske.”

”For det er den helt store udfordring i dag. Kristendommen kan være langt sværere at formulere end for eksempel islam, hvor man har en mere tydelig etisk lære og en Gud, der er entydigt stor og råder. Det kan virke mere kompliceret med den kristne treenige Gud, der både er stærk og svag, Gud og menneske, og hele teologien kan være intellektuelt krævende at forstå,” siger Iben Krogsdal.

Som de øvrige peger også Jørgen Skov Sørensen på, at netop ateismen er en af udfordringerne for folkekirken i dag. Men han ser en større udfordring for kirkens fremtid i den ligegyldighed, som han mener, er endnu mere udbredt.

”Ateisterne er trods alt interesseret i kristendommen, mens ligegyldigheden er en større trussel mod folkekirken. For ligegyldigheden følges jo med uvidenheden, og så er der pludselig frit spil for blød buddhisme, islam og selvfølgelig ateisme. Man skal ikke glemme, at mennesket er et åndeligt væsen, men i stedet for at opdage kristendommens styrke i den eksistentielle samtale, vender mange danskere sig væk fra den – nærmest som et faderopgør, hvor man ikke er nær så hård i sin kritik af de øvrige religioner. Man kritiserer især det, man kommer fra,” lyder Jørgen Skov Sørensens analyse.

Han peger derfor på et skrækscenarie, som han godt kunne se som fremtidig realitet:

”Selvom de fleste måske er ligeglade med folkekirken og ikke interesserer sig for, hvad den står for, så har mange en oplevelse af og forventning om, at den er der, når vi har brug for den. At den er der, som hånden, der griber ud efter os, når livet går i stykker. Men måske kommer der en tid snart, hvor vi ikke længere kan tage den for givet. Hvor den ligesom de andre store ’fælles-skabere’ som folkeskolen og postvæsenet får problemer med at overleve.”

”Og i den overlevelseskamp, som vi står i allerede, nytter det ikke at gøre sig spektakulær eller puste sig op. Tværtimod skal folkekirken blive bedre til at besinde sig på, hvad der er dens kerneopgave: Den eksistentielle samtale med Kristus i centrum. Der kan vi tale om opposition. Det er imidlertid den stille opposition, der fortæller, at i kirken gælder det ikke om at komme først op til alteret, når indstiftelsesordene har lydt, men at Guds kærlighed er større end verdslighedens konkurrence.”