Prøv avisen

Lektor: Folkekirken skal blive mere folkelig

Bispebjerg kirke. Foto: Polfoto

I 2016 skete det vigtige ikke internt i folkekirken, men i berøringsfladerne med andre religioner, med katolikker og med folket, vurderer Anita Hansen Engdahl, lektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter

2016 var et begivenhedsrigt år på mange forskellige planer, men det var ikke så meget folkekirkens egne aktiviteter, der definerede året, som det var kirkens forhold til andre trossamfund og kirker, mener Anita Hansen Engdahl, lektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

”Man kan sige, at de forskellige religioner og især islam har været med til at sætte dagsordenen for dansk kirkepolitik i det forgangne år. Med imamloven er det ikke første gang, at dansk politik er i opposition til andre religioner. Det kender vi tilbage fra reformationstiden, men det stoppede med Grundlovens religionsfrihed. Derfor er det interessant, at vi nu influeret af forskellige politiske strømninger igen forsøger at dæmme op for andre religioner,” siger Anita Hansen Engdahl.

Også ateisternes buskampagner og medlemstal i folkekirken i årets løb falder selvfølgelig i øjnene.

”Vi har i folkekirken en af verdens højeste medlemsprocenter. Men det er ikke længere en selvfølgelighed, at det fortsætter. I stedet for at fokusere på at få de udmeldte tilbage må vi i folkekirken i højere grad drøfte, hvordan vi holder på de mange medlemmer, vi har, ved at fortælle dem om alt det, vi kan, og lytte til, hvordan de ønsker at være kirke,” siger Anita Hansen Engdahl.

Danske Kirkedage i København i maj viste, at kirken i Danmark godt kan samarbejde.

”Det var et positivt signal og fint, at det blev holdt midt i city. Begivenheden trak da også mange deltagere, men der er alligevel en tendens til, at det var kirkens tale om sig selv, og at folk skal komme til kirken. Men kirken skal komme til folk, og det er ikke nok at gøre det i København. Via funktionspræster er folkekirken godt nok repræsenteret i mange sammenhænge, men man kunne godt ønske, at man også i sognene i højere grad gik ind der, hvor de folkelige fællesskaber allerede er, for eksempel på institutioner, i foreninger og i netværk. Vi har i folkekirken et problem med det folkelige. Lige nu er vi mere kirkelige end folkelige.”

Det betyder for eksempel, at folkekirken gør det nemt for ateisterne at trænge igennem med deres budskab om at forlade folkekirken, mener Anita Hansen Engdahl.

”Folkekirken er ikke særlig god til at fortælle, hvilken funktion den i virkeligheden har i vores samfund, og hvilket fantastisk arbejde den gør. Jeg støder hele tiden på folk, som ikke kendte til det store diakonale arbejde, folkekirken står for, og det store frivillige arbejde, der gøres for at vedligeholde vores kirkebygninger. Ateisterne kan pege på kirkelig omklamring og pengeforbrug. Men man får som medlem faktisk rigtig meget for pengene, og de bliver overvejende brugt meget fornuftigt. Vi skylder for eksempel folk at fortælle, hvad det vil komme til at koste alle mennesker i skat, medlem eller ej, hvis staten skal stå for vedligeholdelsen af kirker og kirkegårde og overtage civilregistreringen.”

Ved at blande sig mere i det folkelige ville folkekirken få mere gennemslagskraft i befolkningen, mener hun.

”I yderområderne i Danmark er der masser af opgaver, hvor kirken allerede samarbejder med det lokale gods, museer, foreninger som Røde Kors, plejehjem og andre offentlige institutioner. Men kirken kan gøre det i endnu højere grad. Jo mere folkekirken blander sig med andre, jo bedre bliver almindelige menneskers kendskab til folkekirken og de opgaver, den løser. Det vil på længere sigt også gøre det nemmere at rekruttere til menighedsrådene, og jeg ved, at det også har fået en hel del til at melde sig ind i folkekirken igen,” siger Anita Hansen Engdahl.

Pavens besøg i Lund var for hende et glædeligt eksempel på, at når noget er vigtigt for kirken, kan lutheranere og katolikker godt sætte sig ud over 500 års adskillelse.

”I dag er det en anden katolsk kirke og en anden pave, vi står over for. Reformationsjubilæet skal ikke bruges til at sætte fokus på en gammel kamp, men på at arbejde for, at både lutheranere og katolikker i gensidig respekt, og uden at blive ens, i højere grad kan bistå hinanden som bærere af det kristne budskab, for eksempel ved at være fælles om diakonalt arbejde, men også ved at fejre gudstjenester sammen. Så kan vi håbe på, at der på et tidspunkt også kan blive nadverfællesskab,” siger Anita Hansen Engdahl.