Det skabte lidt røre i andedammen, da Mette Bock (LA) straks efter udnævnelsen til kirkeminister i slutningen af november begyndte at tale om at omlægge folkekirkens økonomi. De Konservative og Dansk Folkeparti sagde klart nej, og inden for folkekirken lød der også bekymring. En mand, der dog hverken var overrasket eller forarget, var den netop afgåede kirkeminister Bertel Haarder (V). For han synes selv, at idéen med ikke at lade staten betale for præstelønninger er god. Ja, han har sågar selv foreslået præcis det samme og skrevet det ind i regeringsgrundlaget tilbage i 2007.
”Det ville være meget bedre, hvis staten kun betalte til kirkegårde og vedligeholdelse af bygninger, og jeg tror, det ville give den samme størrelse tilskud som i dag. Med den nuværende ordning tror man i udlandet, at Danmark begunstiger kristendommen på bekostning af andre religioner. Det gør vi ikke, men sådan ser det ud, når 40 procent af præsternes løn og pension betales af staten,” siger han og tilføjer, at han dog ikke tror, forslaget bliver til noget, da regeringspartierne har vetoret.
At han ikke selv tog det op som minister i den tidligere rene Venstre-regering, skyldtes også en for stor modvilje, siger Haarder. Den bedste chance for at få det vedtaget var i 2007, men dengang måtte han pludselig give kirkeministeriet videre til Birthe Rønn Hornbech (V), som så droppede forslaget.
På samme måde har han netop måttet give Kirkeministeriet væk igen i forbindelse med en ministerrokade. Dermed blev det kun til 17 måneder som kirkens minister. Desværre, siger han.
”Jeg synes ikke, jeg fik taget ordentligt afsked med ministeriet, da det hele gik så stærkt. Og jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg gerne var fortsat som kirkeminister.”
Ser han tilbage på de 17 måneder, vil Bertel Haarder beskrive sig selv som en flittig kirkeminister. Han har deltaget i budgetsamråd, været meget rundt i det kirkelig landskab, og her på falderebet har han da også nogle budskaber og søsatte skibe, han gerne vil tale om.
Vi starter med skib nummer et: præstepensionen. Inden ministeriet blev givet videre, nåede Bertel Haarder ved sit sidste møde med ordførerne at få et politisk flertal til at støtte forslaget om at hæve præsternes pensionsalder fra 70 til 72 år. Egentlig havde han helst fjernet aldersgrænsen, men efter drøftelser med blandt andet Præsteforeningen gik han fra den idé. Nu håber Bertel Haarder, at hans efterfølger vil tage sagen op.
Et andet skib, han også håber, Mette Bock vil arbejde videre med, er afbureaukratiseringen af kirken. Som minister har Bertel Haarder kaldt til kamp mod kirkebøvlet, hvilket blandt andet førte til hæftet ”Menighedsråd på vores måde” og et tilsvarende for provstiråd, som var på vej.
”Men det bør ikke stoppe der. Der er brug for, at den nye minister personligt sætter sig ind i nogle af de knudrede ting og sætter sig igennem. Jeg havde store ambitioner på området, og det tror jeg også, hun vil have.”
Det tredje skib er salmerne. Hvis Bertel Haarder skal huskes for noget som kirkeminister, vil han gerne, at det bliver engagementet i salmeskatten.
I sin første periode som kirkeminister fik han blandt andet lagt hele den danske salmebog online, og i denne periode havde han planer om i samtlige fagblade på Kirkeministeriets område at efterlyse gode forslag til salmer, der fortjener en ny melodi. Idéen er inspireret af salme nummer 502, ”Jeg har en angst som aldrig før” af H.C. Andersen, som Bertel Haarder hørte brugt i en prædiken og derefter sunget i Frihavnskirken i København.
”Det er en af de melodier, som vi ikke kan huske. Så der fik jeg den tanke, at der må være andre end mig, der møder gode salmetekster, der fortjener en ny melodi. Det kan styrke vores brug af salmerne.”
Hvis der er noget, Bertel Haarder fortryder fra sin ministerperiode, så er det, at han ikke selv skrev et indlæg og efterlyste salmemelodier i fagbladene.
”Jeg kunne have skrevet det på en halv time, men bad i stedet embedsmænd producere et udkast. Det har de været længe om. Der må være nogen, der sidder med udkastet, som jeg håber, ministeren vil se på. Ellers gør jeg det meget gerne selv,” siger han.
Tempoet er generelt noget, Bertel Haarder vil fremhæve, når han skal sammenligne kirkeministerposten med de mange andre poster, han har haft. Her kan nævnes områder som integration, undervisning, sundhed, nordisk samarbejde og Europa.
”Man kan sige om mine to kirkeministerperioder, at kirkeområdet har fyldt én af ugens arbejdsdage, mens et andet ministerium har fyldt resten. Tempoet er lavt, men de få embedsmænd har sikkert nok at lave,” siger han og tilføjer, at ministeriet samtidig indebærer meget weekendarbejde.
”Det gjorde ikke mig noget. Jeg går jo i kirke alligevel, og det har været sjovt at komme til gudstjeneste alle mulige steder i landet. Det kunne jeg sagtens fortsætte med. En søndag er lidt forkert, hvis ikke jeg har været i kirke.”
Den største sag i Bertel Haarders ministertid var, da han i foråret sad som formand for det regeringsudvalg, der forberedte lovforslagene imod hadprædikanter, parallelsamfund og radikalisering. Selv fremsatte han som kirkeminister et værdighedskrav og et obligatorisk danskhedskursus for trossamfund, der ønsker vielsesbemyndigelse. Forslaget fik mennesker fra stort set alle danske religioner til at protestere over mistænkeliggørelse af trossamfund.
”Vi har taget hensyn til kritikken, som jeg synes har været lidt overdrevet. Hvis man som forkynder vil kunne vie folk, synes jeg, man bør kende de danske regler om skilsmisse og kende til den ligestilling, vi har i Danmark. Mange har også bekymret sig for ytringsfriheden, hvilket er godt. Men jeg synes helt ærligt ikke, der er noget at komme efter. Ytringsfriheden har det godt.”
Men den er vel svækket i forhold til før?
”Hvis det ikke skulle blive ligegyldige slag i luften, måtte der være et vist indhold i lovforslagene. Men når man ser på Frankrig, som har lukket moskéer på stribe og sat en mængde imamer på en sort liste, så er det, vi gør herhjemme, ingenting.”
Og så er det blevet tid til budskaberne. Det første hedder besparelser.
”Folkekirken bruger for mange penge og skal lære at spare over hele linjen. Det er livsfarligt for kirken, hvis ikke kirkeskatten falder, for når der kommer udmeldelser, falder indtægterne, og hvis kirken så ikke er klar med modgående bevægelser, bliver skatten for synlig,” siger han.
Men økonomi er ikke kirkens største udfordring. Det er derimod at få børnene døbt. Og det leder til budskab nummer to: Når der fødes et barn, hvis ene forælder som minimum er folkekirkemedlem, bør det automatisk medføre et besøg fra præsten.
”I en tid, hvor en stigende del af folkekirkens medlemmer er kirkefremmede, er det vigtigt, at præster henvender sig til forældre og taler om dåben. Ellers undlader mange måske at få deres barn døbt. Det er blevet undersøgt, om folkekirken kan tillade sig at bruge sit medlemskartotek på den måde, og svaret er ja,” siger han og tilføjer, at kirken generelt skal være mindre bange for at markere sig i danskernes liv.
”Da jeg var ung, havde mange en stærk modvilje mod kirken. Det er der ikke mange, der har i dag, og derfor kan kirken tillade sig mere. Det behøver ikke være i form af mission, men den må gerne tænke utraditionelt. Folkekirken skal turde noget mere,” siger han og tilføjer, at han personligt blev glædeligt overrasket, over at den kristne kulturarv blev stemt ind i hans danskhedskanon.
”Det vidner om, at mange danskere trods alt er bevidste om de aftryk, kristendommen har sat på dansk kultur fra arkitektur til sproget.”