Folkekirken skal være en naturlig del af hverdagen

Sognepræst i Helligåndskirken i Flensborg Jacob Ørsted ønsker at stille op som bispekandidat i Haderslev Stift

Sognepræst Jacob Ørsted vil gøre folkekirken mere synlig i moderne medier som Face­book.
Sognepræst Jacob Ørsted vil gøre folkekirken mere synlig i moderne medier som Face­book. Foto: Privatfoto.

Folkekirkens største svaghed er, at den ikke ligger som en naturlig del af hverdagen for de fleste.

Det mener 44-årige Jacob Ørsted, sognepræst i Helligåndskirken i Flensborg syd for grænsen, som ønsker at stille op til bispevalget i Haderslev Stift næste år, når Niels Henrik Arendt går af.

Folkekirken skal være en naturlig del af hverdagen. Jeg vil gerne have, at kirken er et samtaleemne og en genstand, man bruger lige så naturligt, som når man går i Føtex og handler, siger han.

LÆS OGSÅ: Folkekirken har brug for god, gammel, slidstærk kristendom

Jacob Ørsted arbejder på nuværende tidspunkt på at få de nødvendige 75 stillere for at kunne blive bispekandidat, og det går ifølge hans eget udsagn godt. Sognepræsten ser ingen problemer i, at en præst fra Dansk Kirke i Sydslesvig ønsker at stille op som bispekandidat i et stift nord for grænsen:

Jeg begyndte min præstekarriere med at være præst i Holbæk, og nu har jeg været 10 år i Helligåndskirken i Flensborg, som ligger meget tæt på grænsen. Jeg har samarbejdet med kirker på den anden side af grænsen, og vi følger jo med i, hvad der sker. Jeg har ikke mødt nogen, som har set det som værende et problem, siger Jacob Ørsted.

En af hans mærkesager er at skabe mere frihed for menighedsrådene, så de i stedet for at bruge det meste af deres tid på administrativt arbejde også får tid til at deltage i det kirkelige arbejde. Løsningen kan for eksempel være at stille konsulenter til rådighed, som kan tage sig af regnskabet, som det forsøgsvis er blevet gjort i Sønderborg Sogn.

En anden sag er at få kirken til at være mere synlig i de moderne medier, eksempelvis på Facebook, så man kan få kontakt til folk og i sidste ende mødes og være fælles om gudstjenesten. Kontakten er også væsentlig, når det handler om at overvinde den udfordring, der hedder folks blufærdighed i forhold til kirken, mener Jacob Ørsted:

Jeg er tryg ved, at folk har en interesse i kristendommen. Vi skal bare over folks blufærdighed, og så skal vi tilbyde voksenundervisning for de 25-40-årige. Og det skal være basal kristendomsundervisning.

Når det kommer til styringen af folkekirken, vil Jacob Ørsted ikke blankt afvise muligheden for en synode som øverste organ.

Jeg er ikke synodeforskrækket, men ser gerne, at stat og kirke hører sammen, og at kirken er herre i eget hus, hvad angår indre anliggender. Men et sted, hvor man kan diskutere kirkelige holdninger og måske nå frem til nogle fælles holdninger, vil være et godt sted at starte. Folkekirken skal have lov til at være bred og rummelig, men det er også rart, at man kan få at vide, hvad den står for, siger han.

Et af de punkter, hvor der det seneste år har været stor debat om folkekirkens holdning, er spørgsmålet om vielse af homoseksuelle. Her er Jacob Ørsted dog afklaret. Han går ind for vielse af homoseksuelle, men ønsker ellers ikke at kommentere sagen, da han mener, det er en afsluttet debat.

Jacob Ørsted er gift med madskribent Louise Dandanell Ørsted og har tre børn, som alle er i skolealderen.