Hvad er det bedste ved kristendommen?
"Kærlighed i praksis er kristendommens dna. Det er Guds kærlighed til os mennesker, som vi afspejler ved at udøve kærlighed over for andre. Det er bærende for vores måde at tænke på i Danmark, også selvom vi ikke nødvendigvis opfatter os som kristne. Det viser sig for eksempel i debatten om flygtninge. Der er delte meninger, men ingen afviser, at vi har et ansvar. Spørgsmålet er, hvor langt kærligheden skal strække sig i praksis. Skal vi tage imod 100 eller 1000 eller 100.000 flygtninge? Kristendommens kærlighedsbudskab gennemsyrer samfundet, også selvom vi ikke altid lever efter det. Vi tænker på hinanden som medmennesker, ikke bare som mennesker."
Hvad er det værste ved kristendommen?
"Det er, når kristendommen fører til en form for selvtilstrækkelighed, hvor vi laver falskspilleri. Som skuespilleruddannet er jeg meget følsom over for den form for forstillelse, hvor vi siger, at det er åh så synd for flygtningene eller de syge, og vi fortæller hinanden, at vi gør en masse godt. Men vi gør i realiteten ikke ret meget, og det, vi gør, gør vi for os selv - for at føle os gode nok."
"Kun når vi bliver meget trængt, tvinges vi til en selvindsigt, som kan være skræmmende. Et eksempel på det finder man i beretningerne fra de overlevende fra ”Estonias”s forlis, hvor det viste sig, at det især var 20-30-årige mænd, der overlevede. De klarede sig, fordi de var stærkest. Det samme tema findes i den svenske instruktør Ruben Östlunds film ”Force Majeure”, hvor en familiefar redder sig selv og stikker af fra familien, da en lavine rammer dem under en skiferie. Sådan er vi alle, men det vil vi gerne sløre for os selv, og det værste er, når vi gør det under dække af kristne floskler."
Hvad er det bedste ved folkekirken?
"Det bedste er, at den bare er der. Det er en tradition, der lever, uden at man behøver at tale om den. Når vi fortæller eventyr for vores børn, spørger vi ikke, hvad værdien af historien om Tornerose er. Vi fortæller den bare, ligesom vores forældre gjorde, fordi vi fornemmer, at der er guld begravet i den. På samme måde er folkekirken en stafet, der gives videre, og dens styrke er, at den stiller de eksistentielle spørgsmål, som vi ellers i en tid med høj materiel levestandard let glemmer."
"Jeg er vokset op i et ateistisk hjem med en far, der var arkitekt. Når vi var på cykelture, stoppede han ved alle kirkerne, og så skulle vi ind og se på kirkerummet. Men hvis præsten dukkede op, gik han. Der var en masse eksistentielle spørgsmål, min far aldrig stillede, som folkekirken stiller, og selvfølgelig var det en fejl af min far, at han ”skød budbringeren”. Jeg har så lavet mit eget lille oprør ved at være med til at uddanne præster de seneste mange år."
Hvad er det værste ved folkekirken?
"Det værste er, når folkekirken bliver en lille lukket flok, der bekræfter hinanden. Jeg læste for nylig en undersøgelse af tilgang og frafald i den anglikanske kirke i England. Konklusionen var, at den største trussel mod kirken var kernemenigheden, som det lykkedes at afstikke nogle retningslinjer for, hvordan man skulle være sammen. Det blev et selvproducerende system, hvor menighederne blev ældre og ældre. Den samme tendens ser jeg i dele af folkekirken, hvor kernemenigheden giver indtryk af, at man skal tage hele pakken med kirkekaffe og blødt brød for at få lov at være en del af kirken."
"Folkekirken kan blive meget bedre til at kigge rundt i det landskab, den indgår i, og tilpasse sig virkeligheden. Folkekirken har en unik chance for at gøre en forskel i det, vi kalder Udkantsdanmark. Kirken eksisterer jo ikke kun søndag formiddag, men hele ugen, hvor der er babysalmesang, ældreklub, foredrag og så videre. Det er kirken ikke god nok til at formidle."
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
"Det er, når alt går op i en højere enhed. Når en organist formår at fange gudstjenestens åndedræt og binde alle liturgiske led sammen. Når samarbejdet mellem præst og organist fungerer optimalt, sker der noget forunderligt. Så bliver gudstjenesten ét langt forløb, hvor musikken udtrykker det, der ikke kan siges med ord."
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
"Det er, når præsten opfatter sig som en embedsmand, der bare skal levere en tekst og så kan gå hjem med god samvittighed. Det svarer til en lærer, der siger til sine elever ”okay, jeg skal fortælle jer, hvad der står i denne her bog”. Så forfejler han sit mål, som burde være at give eleverne lyst til at læse bogen selv."
"Når jeg underviser præstestuderende, arbejder jeg med at gøre dem bevidste om, hvad de gerne vil have, at menigheden hører, hvad de rent faktisk siger, og hvad tilhørerne opfatter. Der skal være brændstof nok i alle dele af kommunikationsraketten. Er der ikke det, når en præst prædiker, kan han lige så godt lade være. Det essentielle i gudstjenesten er for mig, at vi bringes ind i et 2000-årigt rum, men samtidig får teksten sat i spil i forhold til tiden netop nu."
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
"Det er, at vores eget tilhørsforhold får profil. På den måde har vi meget at takke muslimerne for. 1960'erne og 1970'ernes kirkelige liv i Danmark var uendeligt kedeligt, præget af præster, der for enhver pris ikke måtte tale om tro og prædikede om den seneste roman, de havde læst. Så kom indvandringen med tørklæder i gadebilledet, og tro blev sat på dagsordenen."
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
"Det er, når folk reagerer defensivt, og alt kommer til at handle om dem og os. Vi er gået mange smertelige begivenheder igennem i forhold til den jødiske minoritet, og det er forstemmende, hvis vi ender med samme reaktionsmønster over for muslimer."
"Det er trist, når tilstedeværelsen af muslimer får nogle til at argumentere for, at nu kan vi ikke tage imod flere flygtninge. Vi skal da hellere benytte den multireligiøse virkelighed til at huske på, hvem vi selv er. Hvordan møder vi et fremmed menneske? Sparker vi ham, eller giver vi ham et måltid mad?"