Folkekirken styrker sit arbejde med sorg

I dag er folkekirken en af de største udbydere af sorggrupper, men hjælpen er for mange ukendt. Det vil landets biskopper ændre med nye initiativer

Da Per Clausen tilbage i 2012 mistede sin kone, følte han et behov for at kunne dele sin sorg med andre. Derfor tog han kontakt til Kræftens Bekæmpelse, som han vidste havde sorggrupper for efterladte. Den store organisation ville dog ikke hjælpe ham. For hans kone, Birgitte, var død af en hjerneblødning og ikke af kræft, så Per Clausen måtte i stedet lede videre. Efter noget tid fandt han frem til en sorggruppe i en sognekirke i Aalborg, en lille times kørsel fra hjemmet i nordjyske Hobro.

”Inden da vidste jeg ikke, at folkekirken havde den slags tilbud, men i sorggruppen mødte jeg mange, som var i samme situation som mig. Det gjorde, at jeg ikke stod alene med tingene, og hjalp mig med at tackle tomheden, ensomheden og den skyldfølelse, som man ofte får,” siger han.

I dag er folkekirkens sorgarbejde blevet mere udbredt med over 200 sorggrupper over hele landet. Men tilbuddene er ifølge Per Clausen ikke blevet meget mere synlige, end dengang han selv søgte hjælp i en kirke.

”Jeg synes godt, folkekirken kunne gøre mere for at vise, at deres tilbud findes. I dag kan man måske støde på en avisannonce, men man kunne også gøre mere for at nå folk via Facebook eller ved at være mere opsøgende over for folk, som har mistet,” siger han.

Artiklen fortsætter under annoncen

Per Clausen er ikke ene om at synes, at der skal gøres noget ved synligheden af de kirkelige sorgtilbud. Ved et møde tidligere på måneden besluttede folkekirkens biskopper at nedsætte et udvalg på tværs af stifterne til at følge op på folkekirkens samlede indsats for mennesker i sorg. Det fortæller biskop over Viborg Stift Henrik Stubkjær.

”Vi oplever, at folkekirken er primær i bearbejdningen af sorg. I dag begraves de fleste stadig med en præsts medvirken, hvilket betyder, at præster er nogle af de første til at sidde med de pårørende og drøfte sorgen. Men vi biskopper oplever også, at det nogle gange er usynligt, hvad folkekirken gør for mennesker i sorg. Vores røst bliver ikke rigtig hørt, når der tales om sorg i samfundet, og det skal vi gøre noget ved,” siger biskoppen, som også vil arbejde på at afholde en konference om sorg i 2020, hvor præster og sorggruppeledere kan dele erfaringer og blive opdateret på ny forskning.

Derudover håber Henrik Stubkjær, at folkekirken kan være med til at sætte fokus på, at sorg er naturligt og ikke bare en sygdom, der skal kureres.

Synet på sorg som en sygdom er ganske rigtigt begyndt at fylde på sorgområdet, siger hospitalspræst på Rigshospitalet Christian Juul Busch. Et eksempel på dette er, at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, sidste år gjorde langvarig sorg til en diagnose.

”En af de forandringer, vi ser i sorgkulturen i disse år, er, at der sker en professionalisering og medikalisering af noget, vi tidligere har set som et almenmenneskeligt vilkår. Sorgdiagnosen har gjort, at der er større opmærksomhed på sorg hos for eksempel læger, psykologer og inden for medicin. Her adskiller præs-ter sig ved ikke at være optaget af diagnoser, men ser sorgen som kærlighedens pris,” siger han.

Fra 2013 og 2015 var Christian Juul Busch leder på et projekt, der skulle øge og kvalificere brugen af sorggrupper inden for folkekirken. Projektet medførte, at der blev oprettet mange nye sorggrupper rundt i landet, og hospitalspræsten finder det oplagt, at der nu arbejdes videre med synliggørelsen af kirkens arbejde for efterladte.

”Folkekirken har meget at byde ind med på sorgområdet. For kristendommen bygger på en refleksion over at miste Jesus. Tab og sorg er dermed en central del af præsters virke,” siger han.

Tilbage i Hobro håber Per Clausen også, at biskoppernes initiativer kan være med til at sætte fokus på de udfordringer, som sorggrupper kan opleve i mindre sogne. For fire år siden var han selv med til at starte en sorggruppe op i Hobro Kirke, som nu er væk, da det var svært at engagere nok personer i arbejdet.

”Det er et tungt arbejde, hvis man ikke får den nødvendige opbakning. Derfor håber jeg, biskopperne vil kigge på, hvordan de kan støtte op om arbejdet og sikre sig, at det prioriteres,” siger han.