I tidligere tiders embedsmandskirke kunne præster i folkekirken ofte klare sig hele livet med en standardteologi som for eksempel missionspræst eller tidehvervspræst. I dag er teologien blevet et anderledes aktivt arbejdsredskab for folkekirken og dens præster. Det skyldes flere forhold, hvoraf særligt tre bliver tydelige i den nyeste kirkeforskning.
For det første stiger menneskers eksistentielle orienteringsbehov i takt med stigningen i arbejdets rationalisering og samfundets systemstyring. Det sker hos os i en situation, hvor de fleste lever med et livsholdningsmæssigt krydspres. Vi er næsten alle på én og samme tid naturalister, humanister, kulturkristne, lidt ny-åndelige og alternative – foruden for nogles vedkommende kirkekristne.
For det andet er folkekirken som noget ganske nyt i en situation, hvor de gode, allerede velafprøvede praksisformer er langt flere, end den enkelte kirke og præst på nogen måde kan overkomme at realisere. Teologisk prioritering er derfor blevet vigtigere end praktisk fornyelse i kirkens arbejde.
For det tredje lever også kirken i et felt med krydspres. Udefra mener store dele af offentligheden at vide bedst besked om, hvad kirken skal tro og gøre. Nedefra er der store forventninger fra kirkens mange brugere i forbindelse den million forsamlinger af mange slags, der finder sted i og omkring vores 2000 kirker hvert år, foruden de mange personlige samtaler. Indefra vil de ansatte gerne have en velledet arbejdsplads, der lever op til store kvalitetskrav. Og ovenfra har Kirkeministeriet og fagforeningerne med flere hver deres idéer om, hvordan folkekirken skal moderniseres, når den skal klare sig under de markedsvilkår, som trænger ind i alle dele af samfundet i disse år.
Hvad gør folkekirkens præster, herunder provster og biskopper, nu ved det? De sætter sig ind i udfordringerne på tur og række – og søger at orientere sig selv, deres arbejdsprioriteringer og kirken på teologiske præmisser. De overordnede teologiske spørgsmål kan formuleres på flere måder: Hvordan kan kirke og præst i dagens situation bedst præsentere og repræsentere kristendommen? Hvordan kan kirken være, gøre og sige det, som kirken er sendt for at være, gøre og sige, som et vidnesbyrd om Guds Rige? Hvordan kan kirken bidrage til, at Jesus Kristus kan bo ved troen i menneskers hjerter?
At det er centrale spørgsmål som disse, folkekirkens præster er optaget af, får man en god fornemmelse af i vidensmedarbejder Kirsten Donskov Felters nye interviewundersøgelse med 25 præster, som kan findes på Folkekirkens Videnscenters hjemmeside. Samme tendens finder ph.d.-studerende Karen Marie Leth-Nissen, når hun i forbindelse med sin forskning taler med provster om, hvordan de tackler de administrative og ledelsesmæssige udfordringer, folkekirken står med.
På den ene side må der arbejdes med klassiske teologiske spørgsmål: Hvordan forstår vi menneskets gudbilledlighed? Hvad betyder Guds menneskelighed? Hvilke konsekvenser har det, at alle, også muslimer, er skabt til og ved Kristus? Hvad kan vi tro og forkynde om livet i opstandelsen? Hvad har musik og salmesang med skabelse og frelse at gøre? Uden gode svar på sådanne spørgsmål er kirken ilde stedt. At teologien har gode svar til rådighed, dokumenteres fornemt af det teologiske portræt af professor emeritus Theodor Jørgensen, som forlaget Eksistensen netop har udgivet. 60 års intenst teologisk arbejde ligger der bag de stærke svar, Theodor Jørgensen lægger frem i bogen.
Så langt så godt. Men hvordan gøres de teologiske indsigter gældende i folk og kirke? Hvordan – under hvilke former – har de en mulighed for at blive opfattet og kunne bruges af mennesker i dag?
Her er vi ved den praktiske teologis klassiske arbejdsområde. Endnu for 50 år siden lød det monotone svar: Der skal prædikes på søndag. Det er ikke forkert, men det slår langtfra til. Alt i kirkens arbejde, fra babysalmesang til begravelseshandlinger, må hele tiden tænkes praktisk teologisk efter. Bidrager det til kirkens centrale opgave? Eller skal der sættes anderledes ind, for at arbejdet ikke skal ende som rutiner i tomgang?
Kristendommen i folket står og falder med kirkens indsats, som igen står og falder med kirkens teologiske orientering. Der er derfor også i Danmark brug for at opprioritere teologien og især den praktiske teologi, sådan som man længe har gjort det i den protestantiske verden omkring os.
Hans Raun Iversen er lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet.