Folkekirken vil hjælpe skoleelever med tro og viden

I anledning af Darwin-året laver de folkekirkelige skoletjenester et projektmateriale til skolerne. Børnene skal lære, at tro og viden ikke er modsætninger

I USA er der en heftig krig i gang imellem dem, der mener, at verden og naturen er opstået af sig selv, og dem, der mener, at Gud har haft en finger med i spillet. Nu vil Landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester og skole-kirke-samarbejder forsøge at forebygge, at debatten i Danmark bliver præget af fundamentalister på begge fløje.

I år, hvor det er 200 år siden, Charles Darwin blev født, og 150 år siden, han udgav sin bog Om arternes oprindelse, har netværket lavet et omfattende undervisningsmateriale med overskriften Tro og viden om livets fakta og forunderlighed. Materialet, som omfatter alle alderstrin fra 1. klasse til gymnasiet, lægger op til et tværfagligt projektarbejde mellem biologi og kristendom.

Mange gange vil eleverne komme ud for, at religionslæreren og biologilæreren taler om de samme emner, de gør det bare på en forskellig måde. Nu opfordrer vi til, at man går sammen og snakker om det samme på det samme tidspunkt, siger John Rydahl, der er pædagogisk konsulent på projektet og formand for Religionslærerforeningen.

Ifølge projektbeskrivelsen er formålet, at eleverne tilegner sig et nuanceret billede af, hvordan verden og livet kan være blevet til og har udviklet sig.

Projektet skal være med til at bevidstgøre eleverne om, at der ikke er nogen videnskab eller tro, der kan tage patent på virkeligheden, fordi hverken naturvidenskaben eller teologien kan forklare alt i tilværelsen. Der er nogle, der mener, at religion kan forklare alt, og på samme måde er der nogle i den videnskabelige lejr, der har en forestilling om, at naturvidenskaben ligger inde med en enhedsteori, der kan forklare alt. Men på de helt afgørende spørgsmål om for eksempel livets opståen findes der ikke endegyldige svar, siger John Rydahl.

Det er formanden for Biologforbundet, lektor, cand.pæd.bio. Anders V. Thomsen enig i.

Umiddelbart er det jo væsentligt at give børnene et nuanceret billede af, hvad der findes af forestillinger, og hvis man forstår at skelne nøje mellem viden og tro, så er det fint nok. Mennesket har et ekstremt stort behov for at tro på et eller andet, der giver mening. Naturvidenskaben kan ikke fortælle noget som helst om meningen med livet. Derfor er der en berettigelse for begge fag, som kan noget forskelligt, siger Anders V. Thomsen.

For to år siden lavede de folkekirkelige skoletjenester et lignende projektmateriale, der handlede om kristendommens indførelse i Danmark. Dengang deltog mere end 2000 klasser i projektet.

Beskrivelsen af det nye projekt vil ligge klar på hjemmesiden www.skolekirke.dk senest på Darwins fødselsdag den 12. februar.

/ritzau/