Folkekirken vil stadig være en del af danskernes liv

Det, der foregår i folkekirken , skal være vigtigt, nærværende og ægte, og andet kan vi ikke gøre, mener biskop Marianne Christiansen

Det ryster på ingen måde kirkens grundvold, mener biskop Marianne Christiansen. –
Det ryster på ingen måde kirkens grundvold, mener biskop Marianne Christiansen. – . Foto: Torben Hansen.

Biskop Marianne Christiansen, hvad er din forklaring på, at der er sket mere end en firedobling af antallet af udmeldelser i Haderslev Stift fra andet kvartal 2015 til andet kvartal 2016?

Dels var tallet i 2015 historisk lavt, dels er Haderslev et urbaniseret stift med blandt andet trekantsområdet, og vi må erkende, at jo større urbaniseringen er, desto svagere er tilknytningen til folkekirken.

Ser man på tallene for udmeldelser i folkekirken som helhed, er der tale om et rekordhøjt antal udmeldelser. Hvad kan det skyldes?

Hver gang der er røre om folkekirken, så er der nogle, der melder sig ud, og nogle melder sig ind. Vi så det samme i 2012 med loven om vielse af homoseksuelle. Sådan en stigning viser de nye tal også. Vi må dog også holde fast i, at vi taler om promiller. Det er selvfølgelig rigtig træls med hver eneste medlem, der melder sig ud, men i forhold til den massive omtale, kampagnen fra Ateistisk Selskab har fået, så er jeg ikke så bekymret for fremtiden.

Anders Stjernholm, formand i Ateistisk Selskab, ser udmeldelsesstigningen som udtryk for, at folkekirken er fyldt med medlemmer, der ikke ønsker at være en del af folkekirken. Er du enig i det?

Hvis det er effekten, at 10-15.000 har meldt sig ud, og 4.373.000 er forblevet, efter ateistkampagnen har fået massiv omtale, og mange dermed har taget stilling til deres medlemskab, så må vi tage det med. I virkeligheden er det vidunderligt, at så mange danskere har taget stilling til det og er forblevet i folkekirken.

Ateistisk Selskab har som mål, at 500.000 melder sig ud af folkekirken på ti år. Frygter du for en styrtblødning af medlemmer?

Nej, overhovedet ikke. Folk er medlem af folkekirken, fordi de ønsker at være det. Det skyldes trosmæssige og kulturelle faktorer og fællesskabet på lokalt plan. Se bare på, hvor bred berøringsfladen er i folkekirkeligt regi. Ved siden af det har folkekirken en stor betydning som mødested i det enkelte menneskes liv. Jeg frygter ikke en styrtblødning, men det kan da godt være, at religion med tiden bliver noget, man er mere nervøs ved at omgås. Jeg tror dog stadig, at folkekirken med sin bredde og evne til at holde samtalen om tro og liv levende vil være en vigtig del af danskernes liv.

Aarhus-biskop Henrik Wigh-Poulsen mener, at den seneste udmeldelsesbølge kalder på en reaktion. Hvordan ser du på det?

Det svar, det kalder på, er, at vi gør vores arbejde så godt som muligt, så det, der foregår i folkekirken, er vigtigt, nærværende og ægte. Andet kan vi ikke gøre. Det er menneskers frie valg, om de vil være medlemmer. Og jeg er ikke så bekymret, men det ligger måske til min natur. Dette her ryster på ingen måde kirkens grundvold eller helhed.