Vi ved selvfølgelig godt, at 2017 primært vil stå i reformationsjubilæets tegn. At vi vil høre en masse om Luthers opslag på slotsdøren i Wittenberg, splittelsen af den katolske kirke og indledningen på den protestantiske kristendom, som vi nu markerer 500-året for.
Men selvom Reformationen på den måde kommer til at fylde meget i folkekirken næste år, så er det alligevel et andet og mere presserende emne, som iagttagere især udpeger, når de bliver bedt om at fremhæve de emner, der kommer til at præge folkekirken i det nye kalenderår.
”Debatten og selvbesindelsen om det faldende dåbstal vil fylde meget, da det jo dybest set sætter spørgsmålstegn ved selve folkekirkens forankring i befolkningen. For hvordan kan kirken hævde sin plads i samfundet, hvis dåbstallet bliver ved med at falde, og vi allerede ligger under 50 procent i hovedstaden? På den måde er denne diskussion helt afgørende for folkekirkens fremtid,” lyder det fra Kirstine Helboe Johansen, lektor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet.
Hun ser derfor det faldende dåbstal som en del af en større splittelse mellem folk og kirke.
”Vores nye kirkeminister Mette Bock (LA) har jo fat i netop denne problemstilling, når hun spørger, om det er rimeligt, at staten skal betale for præsternes lønninger. For et er at betale for bygninger og kulturarv, noget andet at lade offentlige skattekroner finansiere den religiøse forvaltning, hvis skatteyderne, eller folket, faktisk ikke er del af folkekirken,” uddyber Kirstine Helboe Johansen.
Også formand for Præsteforeningen Per Bucholdt Andreasen nævner det faldende dåbstal som en af kirkens helt store udfordringer i det nye år. En udvikling som kirken dels kan takke sig selv for, mener han.
”Vi har ganske enkelt ikke været gode nok til at forklare, hvad dåben er. Unge danskere har nærmest fået et baptistisk dåbssyn, hvor man mener, at selve dåben er noget, den enkelte først selv skal tage stilling til senere i livet. Og der skal vi være bedre fra folkekirkens side til at forklare, at en livsforståelse eller tolkning er mindst lige så vigtig at give sit barn som at give det sprog og kultur,” siger Per Bucholdt Andreasen.
Præsteforeningens formand nævner i den forbindelse, at man mange steder er gået i gang med lokale sogneinitiativer som konkrete tiltag fra folkekirken. Noget, han forudser, vi vil se mere til i 2017.
”Vi har jo haft stor succes med babysalmesang og spaghettigudstjeneste og har på den måde godt fat i børnefamilierne, men vi skal helt klart være mere offensive omkring dåbsoplæring,” siger han.
Netop samtalen om den kristne tro og kristendommen som tilværelsestolkning er også blandt de 2017-indsatser, som interreligiøs konsulent Mogens Mogensen peger på.
”Det er jo ikke nyt, at folkekirken mister medlemmer eller oplever færre dåbshandlinger, men der er kommet en voksende erkendelse af, at sekulariseringen og traditionstabet er en kolossal udfordring for kirken. Samtidig er det ikke længere folkeskolen, der opdrager børn i den kristne tro, så hvordan får vi formidlet kristendommen og vist, at den er et vægtigt alternativ til især de økonomisk funderede værdier, som ellers fylder i samfundet? Og det er virkelig vigtigt, at vi lykkes med det, for der har jo i det seneste år også været politiske tiltag, der har udpeget religionen og religiøse mennesker som farlige. Men med denne udpegen af religion som noget farligt, risikerer vi at save den gren over, vores værdigrundlag hviler på,” siger Mogens Mogensen.
De tre teologer er også enige om, at diakonien, kirkens sociale arbejde, får en fremtrædende rolle i det kommende år.
”Den diakonale profil bliver et tema. Både i forhold til dem, der kommer til os udefra, men også i forhold til danskere, der bliver økonomisk ramt af de nye stramninger herhjemme. I den forbindelse vil vi opleve masser af diskussioner, ikke mindst internt i folkekirken, om, hvornår folkekirken bliver politisk,” spår Kirstine Helboe Johansen.
Og Mogens Mogensen peger på, at det er blevet endnu vigtigere, at kirken tager sig af de svage.
”Det er i hvert fald, hvad jeg fornemmer, folk forventer af kirken nu. Der er nogle opgaver, vi ikke længere bare kan overlade til velfærdssamfundet.”
Derudover mener Mogens Mogensen, at folkekirken i det kommende år bør være optaget af at få knyttet bånd til de nye kristne, som er i landets mange migrantmenigheder.
”Den kirkelige debat vil også i 2017 være præget af flygtninge og indvandrere. Og ligesom vi i slutningen af 1800-tallet fik ændret på kirkens struktur, så der var mulighed for at oprette valg- og frimenigheder samt løse sognebånd, så synes jeg, kirken skulle arbejde på at sikre forskellige tilknytningsordninger for migrantmenighederne. Hvis vi vil bevare folkekirken, så må vi forandre for at bevare, og det er oplagt at åbne kirken i en eller anden grad for de nye kristne menigheder, selv om de kommer fra en anden kultur,” siger Mogens Mogensen.
Og lad os så slutte af med at kaste et blik på året set i reformationsjubilæets tegn. Som Præsteforeningens formand ser det, er jubilæet nemlig en meget god anledning til at få reflekteret over dele af den arv, som lutherdommen bragte med sig.
”Det giver anledning til selvransagelse i forhold til selve præstegerningen. I foreningen har vi for nylig lavet en stor undersøgelse af, hvad det vil sige at være præst i dag, og den viser, at forståelsen har ændret sig. Hvor den lutherske embedsteologi betonede, at det er embedet, der bærer præstegerningen, så oplever mange præster i dag det modsatte: at det er præsten eller personen, der bærer embedet. Og det skaber blandt andet stress og udbrændthed blandt nutidens præster. Derfor skal vi benytte 500-året til at lave en mere nutidig embedsteologi, hvor vi selvfølgelig tager udgangspunkt i embedet og kaldet, men samtidig har blik for, at det i dag er meget mere differentieret at være præst. Ofte med flere sogne og flere funktioner,” siger Per Bucholdt Andreasen.
Markeringen kan også være med til sætte fokus på at samle kirken, lyder et andet aspekt, som Kirstine Helboe Johansen fremhæver i forbindelse med reformationsjubilæet.
”Religionspluralisme er en del af virkeligheden i dag, og i den situation er kirkelige forskelligheder mindre tydelige for den almindelige befolkning. De konfessionelle grænser er med andre ord blevet mindre vigtige, så jeg håber, vi bruger jubilæet til at tænke over, hvordan vi kommer videre. At vi ikke står fast ved splittelsen, men at folkekirken derimod vil være optaget af, hvordan vi fremover kan være kirke sammen.”