For 15 år siden blev en sognepræst afskediget, fordi han omskrev det ritual, som hører til et af folkekirkens vigtigste og mest urokkelige dogmer: dåben. En anden præst ville ikke vide af den skabende og opretholdende Gud, som han udtrykte det, men han forblev i sit embede, til han gik på efterløn.
LÆS OGSÅ: Kirken skal gøre dogmer forståelige
Bent Feldbæk Nielsen er den eneste sognepræst, der er blevet afskediget for at have forbrudt sig mod et af kirkens dogmer. Blandt præster og folkekirkemedlemmer er der stærkt delte meninger om visse dogmer i Bibelen, for eksempel jomfrufødsel og Kristi himmelfart. Selve kirkens dogmer markerer derimod den kristne tros grænser. Og de rummer for eksempel ikke troen på reinkarnation eller læren om karma.
Den Danske Værdiundersøgelse fra 2008 viser, at 64 procent af danskerne tror på Gud, selvom Bibelens dogmer om Paradis, synd og Helvede ikke har mange tilhængere.
Folkekirkens dogmer derimod handler ikke nødvendigvis om jomfrufødsel eller himmelfart. Alle dogmerne tager udgangspunkt i, at Gud blev menneske og indgik en ny aftale med os.
Bo Kristian Holm, teolog og lektor i dogmatik på Aarhus Universitet, mener, at de klassiske dogmer indeholder en enestående inspirationskilde for såvel troende som ikke-troende mennesker. Derfor er han egentlig ked af, at ordet dogme eller dogmatisk i forbindelse med folkekirken har fået så dårlig en klang hos den almindelige dansker.
Antallet af kirkelige dogmer kan diskuteres, for man kan også sige, at der i virkeligheden kun er ét dogme: at Gud blev menneske. Rundt om dette kredser de andre dogmer som udlægninger eller som konsekvenser af det første. Herfra udspringer dogmet om den treenige Gud. På den måde er der et vist hierarki, men der findes ikke et bestemt antal dogmer, som man kan sætte op på en liste. Den enkelte kirke eller teologiske tradition lægger vægten forskelligt, og en stor del af den teologiske diskussion kirkerne imellem handler om, i hvor høj grad andre dogmer skygger for eller fremhæver kirkens egentlige budskab, siger Bo Kristian Holm, som gerne vil aflive alle de myter, der efterhånden er skabt omkring de kristne dogmer:
Jeg synes, at de kirkelige dogmer alt for længe har fået alt for dårlig presse. Når mange danskere lægger afstand til dem, beror det på en udbredt misforståelse. Man opfatter dem som uforståelige og som en hindring for ens egen tro. Dogmerne anses for ikke at kunne diskuteres, som noget, man er nødt til at bøje sig for uden at kunne se logikken i dem. Men dogmerne er en tydeliggørelse af de rammer, som gør det muligt at have en kirke med et bestemt budskab. De dogmer, som kirken har, er en beskrivelse af de vilkår, som gør sig gældende, hvis mennesker og Gud skal have noget med hinanden at gøre. Meget af modstanden mod dogmerne, tror jeg, hænger sammen med, at folk reagerer mod tanken om, at der er sammenhænge i verden, som ikke umiddelbart bare bekræfter vores forestilling om, at der er frit valg på alle hylder, siger Bo Kristian Holm, som mener, at begynder man at beskæftige sig mere indgående med de kristne grunddogmer, opdager man derimod tankegange, som kreativt og konstruktivt har udfordret og stadig udfordrer vores forståelse af virkeligheden.
Theodor Jørgensen, tidligere professor i dogmatik ved Københavns Universitet, ser de folkekirkelige dogmer som en positiv faktor i menneskers trosliv.
Vi tror ikke på dogmerne, når vi tror vi tror på Gud. Vi tror på Gud gennem Jesus og Helligåndens virke til kærlighedens skabelse. Det er essensen i kristendommen. For verden bevæger sig jo. Vi tror ikke på dogmerne som læresætninger, men vi skal bruge dem som tolkningsredskaber ud fra det helt centrale dogme, at Jesus er Guds søn. Det er formuleret i dogmet om den treenige Gud, og det er et dogme, som ikke kan forlades, uanset kritik fra kirkens medlemmer eller andre religioner som islam og jødedom. Det indebærer bekendelsen til Gud som én Gud. Troen på jomfrufødsel, for eksempel, mener jeg ikke, at kirkens tro står og falder med. Et dogme skal åbne for perspektivet for en forståelse, ikke en bogstavelig tro. Beretningen om jomfrufødslen er med til at understrege Jesu menneskelighed og ikke hans guddommelighed, siger Theodor Jørgensen, der understreger, at ligesom man ikke kan fjerne dogmatiske elementer, som historisk har fået plads i kristendommens selvopfattelse, kan man heller ikke indføre nye elementer, der strider mod den kristne lære, for eksempel reinkarnation.
Der er i praksis et vist hierarki blandt kirkens dogmer, som gør, at nogle opleves som mere centrale end andre, siger professor Niels Henrik Gregersen på Afdeling for Systematisk Teologi på Københavns Universitet og fremhæver dåben.
Dåben hænger sammen med en opfattelse af, at mennesket ikke kan klare livet alene. Derfor har dåben så central en betydning i folkekirken. Vi har en forståelse af, at alle døbte er lige meget Guds børn, uanset civil stand og rang, og uanset hvad vi hver især mener om de andre dogmer. Bag det centrale dogme ligger den opfattelse, at det er Gud, der accepterer os i dåben, siger Niels Henrik Gregersen.
Han tilføjer, at kirkens dogmer i praksis spiller en forskellig rolle, alt efter om der er tale om præster eller et almindeligt medlem af folkekirken, som kun tror på, hvad han eller hun selv vil.
Historisk set har kirken opereret med forskellige tolkninger og udsagn fra de oldkirkelige bekendelsesskrifter, som bliver til forskellige dogmer, der gennem historien har haft varierende vigtighed.
Men dogmet om treenigheden, Gud Fader, Søn og Helligånd, har altid stået i centrum, også i dåben. Det betyder, at det hele kommer fra Gud, hvilket giver os svar på tilværelsens hvorfra. Når Gud møder mennesket i skikkelse af Kristus, viser han os sit nærvær. Til sidst lyder det med Helligånden, at livet med Gud går videre, og vi ved derfor, hvor det hele ender, nemlig hos Gud. Kristendommen er derfor en måde at leve sit liv på. Kristendommens dogmer er ligesom billeder, der gør, at man ser lidt længere. Men man skal ikke tro på dogmerne, men kun på Gud. Dogmer og bekendelser er kun troens fødselshjælpere. Og så giver de troen stabilitet og balancesans, siger Niels Henrik Gregersen.
Sognepræst Jesper Bacher, Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe på Lolland, har beskæftiget sig med det drama, dogmerne fortæller, men også med den kendsgerning, at de ikke er særligt populære i den brede befolkning.
Hvis danskerne selv kunne vælge, så ville de som dogme nummer ét vælge, at Gud er kærlighed. Det er ikke så meget et rigtigt dogme, men alle er enige om, at det er en herlig ting. Men jeg er da ked af, at den kristne dogmatik bliver betragtet som noget stift og ubevægeligt. En kirke står ikke stille, men den skal på den anden side også kunne tale klart til folk, og dogmerne er et forsøg på klar tale. Så kan man spørge, om vi præster taler klart nok til mennesker i dag. Det er os, der skal bidrage til at udlægge dogmerne og være klargørende. Men samtidig skal vi huske, at dogmer også er mysterier, det er ikke noget regnstykke med et facit, siger Jesper Bacher, som mener, at der efterhånden er opstået en dogmeforlegenhed fra kirkens side.
Den moderne trosbekendelse er, at danskerne siger, at jeg tror på min egen måde. Sekulariseringen er mere eller mindre droppet. Folk bliver ikke mindre religiøse, men de bliver det på en anden måde. Der sker en privatisering og det er udtryk for vores tiltagende individualisering. Ethvert menneske er unikt og har sin egen troshistorie. Men vi skal også huske, at troen ikke bare er noget, vi designer, som vi gør med vores eget køkken. Man skal forlade sit åndelige designkøkken og gå ind i den store katedral, som troen og dogmerne har bygget, siger Jesper Bacher.
Hvis man spørger den almindelige dansker om et af folkekirkens sværeste dogmer, treenigheden, så ville svaret ifølge lektor i praktisk teologi Bent Flemming Nielsen være:
Jeg tror, den almindelige dansker har en afventende holdning og vil sige, at det kan jeg ikke lige udtale mig om, for det har jeg ikke så mange forudsætninger for at gøre. Men jeg er glad for at høre til en kirke, hvor der sikkert er nogen, som har styr på det og kan forklare det, hvis man har brug for det. Selvom danskerne ikke lige accepterer, at synden hører til et af kirkens dogmer, så gør mange mennesker sig tanker om Gud og religiøse emner. Det tror jeg ikke, de oplever, at kirken stivner af. De har deres egen opfattelse og inden for kirkeåret og de kirkelige højtider er folkekirken meget rummelig.
Bent Flemming Nielsen peger på, at danskerne ikke tror på dogmerne, men elsker ritualerne.
Folkekirken hænger i høj grad sammen ved, at medlemmerne har adgang til de kirkelige handlinger som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Men kirken har også en bestemt opfattelse ud fra nogle bekendelsesskrifter. Når folk bruger de kirkelige handlinger, tænker de ikke på det. Det kan jo ikke lade sig gøre at sætte grænser for, hvad folk tror på eller ikke tror på blandt de kristne dogmer. Vi har en folkekirke, og her findes ingen sortering. Men præsterne i kirken har jo i høj grad et læreansvar for at gøre det tydeligt ved enhver lejlighed, hvad dens lære er, og hvad dens dogmatik går ud på. Præsterne i dag gør deres bedste. På den ene side ved at fastholde, at kirken står på noget bestemt, nemlig dogmerne, og på den anden side ved, at det er noget, man tager personligt og individuelt ansvar for, siger Bent Flemming Nielsen.