Kristendommen begyndte med, at en vandreprædikant gik rundt i landlige omgivelser og besøgte små provinsbyer i Palæstina. Dens gennembrud fandt sted i lidt større byer i området omkring Middelhavet i kraft af den mission, som Paulus blev eksponent for. Siden bredte kristendommen sig til alle slags omgivelser, da den var blevet statsreligion. På Reformationens tid kom fornyelsen især fra byerne, mens kristendommen i Danmark derefter blev dybt præget af livet på landet, hvor langt de fleste mennesker boede op til midten af det 20. århundrede.
I 1839 skrev N.F.S. Grundtvig om sit valg af København som stedet for sit virke:
”Hovedstaden anså jeg vel med rette for den kamp-plads, hvor slaget måtte stå og sejren vindes... en prædikestol i hovedstaden var derfor i mine øjne den store betingelse for en sejrrig kamp.”
Samtidig mente Grundtvig, at ”kristendommen skal genfødes fra landet”, svarende til, at han generelt satte sit håb til bønderne og almuen. Grundtvig, der var født og opdraget på landet, ville være en ”bonde i byen”. Efter sit eget program burde han være blevet en landlig vækkelsesprædikant. Men han blev et bog- og bymenneske om nogen i historien. På hans tid var de indfødte københavnere en meget lille flok. I dag er størrelsesforholdet vendt helt rundt. Det mindretal, der i dag bor i landlige omgivelser, er tilmed blevet ”byboere på landet”, fordi det er den samme stærke medie- og mainstream-kultur, der er til stede overalt.
Grundtvigs valg af virkefelt fik en omvendt parallel i dette efterår, da den indremissionske præst Henrik Højlund efter kun halvandet år forlod Nørrebro for at vende hjem, ikke helt til Løsning, men til den indremissionske valgmenighed i Aarhus. En af hans begrundelser lød:
”Hvis København havde ligget i Jylland, ville vi nok bo der.”
Det gør København desværre ikke, selvom det ville løse en del problemer. Overalt i landet har præsterne både pligtigt arbejde og nye indsatsmuligheder nok i dag. Ikke desto mindre kan man spørge, om der ikke er brug for, at præster med særlige evner i kirkens mission tager handsken op, hvor kirken er mest trængt? De embeder, hvor præsten ved ankomsten bliver forsynet med en færdig kalender med, hvad der skal laves de næste to år, kan varetages af præster med en mindre grad af udfarende kraft.
Grundtvigs gamle tvedeling mellem hovedstaden og landet gælder ikke længere. Det kan man blandt andet illustrere med et lille udpluk af den – lidt forældede, ganske vist – kirkestatistik, som man finder på hjemmesiden for Folkekirkens Videnscenter. Folkekirkens medlemstal er ikke offentligt tilgænge-lige på sogneplan, men det er velkendt, at sognene med den laveste opslutning til folkekirken findes i indvandrerområderne i Odense og Aarhus.
Vesterbro Provsti i København, som nu er samlet til et sogn, ligger efter byfornyelsen ikke længere i bunden med hensyn til medlemstal. Det provsti, hvor folkekirken i dag står svagest, er heller ikke Nørrebro, men Københavns Nordvestkvarter, svarende til Bispebjerg-Brønshøj Provsti. Ser vi efter det provsti, hvor dåbstallene har været stærkest på retur i de senere år, skal vi imidlertid ud midt på Sjælland til Lejre. Med en nedgang på mere end to procent pr. år, er det her, og i mindre grad i København, dåbsprocenten er i frit fald.
Hvad ligger der bag disse udviklinger? Givetvis mange forhold. Men skal folkekirken undgå at handle i blinde, må den tage bestik af den folkelige og eksistentielle virkelighed bag den dynamiske udvikling i forholdet mellem folk og kirke.