Prøv avisen

Folkekirkens forskellige præster

PRÆSTELIV: Præster skal også fremover have lov at prioritere arbejdsopgaverne efter egne evner og sognets behov, lyder det fra flere sider efter ny undersøgelse

Hvad bruger præsterne egentlig deres tid på? Det spørgsmål er blevet aktuelt efter offentliggørelse af en ny undersøgelse af, hvordan præsterne i Århus Stift er præster. Blandt andet Århus Stifts biskop Kjeld Holm mener, at resultaterne af undersøgelsen er gældende for hele landet.

Det er stor forskel på, hvordan præster bruger tiden. Alt afhængig af, om præsten er en mand eller en kvinde, ung eller gammel, eller om vedkommende er præst på landet eller i byen, bliver fokus lagt mange forskellige steder.

Nogle prioriterer sjælesorg eller undervisning højest, mens andre lægger størst vægt på administration, gudstjenester eller noget andet.

Og den store forskel i præsters måde at være præst på, skal der fortsat være plads til, mener centrale personer i dansk kirkeliv.

– Det har altid været tradition i præsteembedet, at man har frihed til at tilrettelægge sin egen tid. Det er naturligvis en frihed under ansvar, og man har jo ikke frihed til at forsømme nogen af sine opgaver, men præsten er præst ved at have frihed til at selv at tilrettelægge sit arbejde. Det vil være døden for præstearbejdet, hvis præsten bliver funktionær. I dag er der en tendens til, at forkyndelsesfriheden ikke betragtes så vigtig som tidligere. For eksempel ideen om at få lokalt ansatte præster, hvis arbejde risikerer at blive underlagt det enkelte menighedsråds tilrettelæggelse og prioritering, siger rektor for Pastoralseminariet i Århus, Henning Kjær Thomsen.

Han støttes af præsternes fagforeningsformand, Helle Christiansen fra Den danske Præsteforening:

– Der er forskellige præsteopgaver, som man af teologiske grunde kan vægte på den ene eller den anden måde. Den frihed har man i hvert fald indtil nu anset som et gode i folkekirken, fordi det jo også er sådan, at menighederne er præget på forskellig måde. Det er vigtigt at værne om denne frihed til, at præster kan prioritere opgaverne på forskellig måde.

Også fra ledelsesside i folkekirken bliver der lagt vægt på friheden i præsters måde at passe deres arbejde på. Således siger den nytiltrådte biskop i Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard:

– Der er så mange aspekter i præstearbejdet, at det ikke er overraskende, at nogle fokuserer på nogle områder, mens andre fokuserer på andre områder. For mig at se er det godt, så længe det har noget med præstegerningen at gøre og svarer på et behov i sognet.

Som den eneste gruppe af ansatte rundt i sognene er præsterne ikke ansat af menighedsrådene, men direkte af Kirkeministeriet. Begrundelsen er at sikre præstens uafhængighed i embedsførelsen.

I Landsforeningen af Menighedsråd er formanden, Ejvind Sørensen, tilhænger af, at præster prioriterer arbejdsopgaverne forskelligt, og at denne prioritering kan ændre sig gennem præstens arbejdsliv.

– Præster udvikler sig jo som alle andre mennesker, og når den udvikling passer ind i de ønsker og behov, som er i sognet, er der overhovedet ingen problemer i, at præsten fokuserer på bestemte områder af præsteembedet. Problemet opstår jo, når præsten foretrækker arbejdsområder, som måske ikke lige er dem, menighedsrådet ville have foretrukket. I den slags situationer kan der opstå samarbejdsvanskeligheder i de enkelte sogne. En måde at komme ud over sådanne problemer kunne være at sammensætte team af for eksempel fem eller syv præster i et større område. De kunne så hver især prioritere de arbejdsopgaver, som de er bedst til, og samlet set fik de pågældende sogne løst alle præstens arbejdsopgaver på et højere niveau, siger Ejvind Sørensen.

– Når det gælder præsternes frihed i embedsførelsen i forhold til menighedsrådet, så vil jeg til enhver tid slås for at bevare den. Samtidig mener jeg, at der er brug for, at man i sognene sætter sig sammen præst og menighedsråd for at drøfte det kirkelige arbejde. Jeg mener, at man i uddannelsen af vores præster i langt højere grad skal forsøge at sætte dem i stand til at indgå i en sådan dialog om kirkelige og teologiske emner med helt almindelige mennesker, som sidder i menighedsrådene, siger menighedsrådenes formand.

Men er det ikke problematisk, at præsterne er så frie i deres embedsførelse, at de selv kan bestemme, hvordan de vil passe embedet? På det spørgsmål svarer Helle Christiansen:

– Det er det folkekirkelige demokratis vilkår. Menighedsrådet kalder og indstiller deres præst, og så er det sådan nogle spørgsmål, man typisk beskæftiger sig med ved den samtale, der finder sted i forbindelse med præstens ansøgning og prøveprædiken. Det er meget forskelligt, hvordan menighedsrådene griber det an – lige fra at man har en tjekliste, hvor man til undersøge, om ansøgeren vil gøre det ene og det andet, og til den situation, hvor man ikke har nogen konkrete forventninger, men forholder sig til ansøgerens person. Sognene må være bevidste om, hvad det vil sige at være kirke på deres sted, og hvad man vil kigge efter, når man skal have ny præst.

– På den anden side er der det kirkelige tilsyn med provst og biskop, som fører tilsyn med præstens embedsvirksomhed, som jo ikke er fri i den forstand, men netop underlagt et tilsyn. Der er en god tradition for, at passer præsten sit arbejde, har man tillid til det. Men vi hører også et voksende ønske blandt kollegerne om, at man ønsker synlig ledelse. Det er ikke en grænsesættende ledelse, som fastsætter, hvad præsten skal gøre og hvad præsten ikke må gøre, men en inspirerende og medvandrende ledelse, som hjælper til udvikling. Der kommer måske i den sammenhæng nogle fælles diskussioner om prioriteringer, for eksempel på provstiplan.

Sådanne diskussioner praktiserede Steen Skovsgaard, mens han var provst i Århus.

– Jeg var med til kompetenceudvikling på den måde, at vi prøvede at se på, om præsternes kompetencer passede ind i de behov, der overordnet var i provstiet. Det må være vigtigt, at man i et område ikke udelukkende har præster, som fokuserer på sjælesorg og glemmer de unge og undervisningen. Det er godt, at præster bruger deres individuelle evner, men de må også være åbne over for at blive styret i den retning, hvor behovene er, siger Steen Skovsgaard.

Henning Kjær Thomsen har sammen med lederen af Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster, Eberhard Harbsmeier, opstillet et såkaldt "præstespejl" med de hovedopgaver, som er forpligtende for en præst.

– Der er i hvert fald seks punkter, nemlig at man som forkynder skal varetage, siger han.

Det er prædikeembedet og ledelsen af kirkens gudstjenester. Det er sjælesørgerforpligtelsen, hvor man skal stå til rådighed for samtaler med sine medmennesker. Det er undervisningen, hvor man skal formidle troen og den kristelige tradition. Man skal etablere samarbejde og fællesskab mellem kirkens ansatte. Og endelig skal man som embedsmand varetage administrative funktioner. Desuden repræsenterer man som person kirken og dens budskab.

– Disse punkter er ikke grebet ud af den blå luft, men baggrunden er præsteløftet, siger Henning Kjær Thomsen og tilføjer:

– Enhver kan jo se, at der er rige muligheder for at sætte sit individuelle præg på sine opgaver. Idealet er, at de alle seks får samme vægt eller den vægt, som de tilkommer. Men også præster har jo kun en bestemt tid til rådighed i hver uge, så ofte vil det være sådan, at man må prioritere. Det er for mig at se forklaringen på, at undersøgelsen fra Århus viser forskellige måder at varetage sit præsteembede på.

Rektoren undrer sig ikke over, at Århus-undersøgelsen viser, at en af de største grupper af præster er dem, som især fokuserer på administrativt arbejde i deres præstejob. I denne gruppe er der mange forholdvist nyansatte præster.

– Jeg kan godt forstå det, for det er et af de temaer, der er oppe i tiden, at folkekirken strukturelt er en underlig størrelse med en uformel ledelse, som giver anledning til mange samarbejdsvanskeligheder. Det betyder, at der fra alle sider i uddannelsessystemet bliver fokuseret på ledelse og samarbejde. Det er kandidaterne selvfølgelig optaget af at forbedre, når de kommer ud i embede. Men jeg er sikker på, at det kun er noget, som finder sted i en periode i de pågældendes arbejdsliv.

– Det er klart, at hvis det betyder, at man trækker sig tilbage fra alle andre præsteopgaver, vil det være dårlig forbrug af tid, men jeg har nu heller ikke mødt nogen studenter, som gør det. Der er ingen præster, der kan rumme alt på én gang, og derfor må man vælge at fokusere på bestemte ting på bestemte tider af ens arbejdsliv, siger han.

En anden gruppe præster skiller sig ud ved at sætte mindre fokus på samtlige præsteopgaver end gennemsnittet af deres kolleger gør. Biskop Steen Skovsgaard ser dog ingen faresignaler i det og afviser, at der skulle være tale om "dovne" præster.

– Der er mange, som på en stille og rolig måde er præster uden at gøre et stor væsen af sig. Der er slet ingen grund til løftede pegefingre over, at nogen varetager opgaver på traditionel vis, sådan som der er brug for det i deres sogn. De passer de mange forskellige opgaver uden at lægge ekstraordinær vægt på enkelte af dem, siger Steen Skovsgaard.

kiil@kristeligt-dagblad.dk

Undersøgelsen

Sociolog Steen Marquard Rasmussen har gennemgået resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse blandt præsterne i Århus Stift. 268 ud af de 279 sognepræster svarede. Han har undersøgt præsternes prioritering af arbejdsopgaver, hvad angår undervisning, gudstjenester og kirkelige handlinger, folkelig formidling, sjælesorg og organisationsarbejde. Ud fra undersøgelsen har Steen Rasmussen opstillet en række hovedtyper af præster ud fra deres forskellige arbejdsprofil med hensyn til, hvad de især lægger vægt på. Blandt markante typer var: Type 1: Få opgaver. Type 2: Organisatoriske opgaver. Type 3: Sjælesorg. Type 4: Undervisningsopgaver. Type 5: Gudstjenester og kirkelige handlinger. Type 6: Sjælesorg og organisation. Desuden har Steen Rasmussen opstillet en række typer, som blander områderne på forskellig måde.