Prøv avisen

Folkekirkens konservative opfordrer til boykot af præster og biskopper

"Det handler ikke om, hvor mange eller hvor få af samme køn, der bliver viet. Det handler om noget principielt, at der er kommet noget ind i kirken, som, vi mener, er grundlæggende forkert," siger valgmenighedspræst og formand for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard, som er medforfatter til erklæringen. Foto: Nils Rosenvold Denmark

I en fælles erklæring fastslår modstandere af vielser mellem homoseksuelle, at de så vidt muligt ikke vil deltage i gudstjenester med tilhængere

Mens homoseksuelle i dag kan fejre årsdagen for et kirkeligt vielsesritual, vokser kløften mellem kirkens tilhængere og modstandere af ritualet.

Det skønnes, at kun omkring 100 homoseksuelle par er blevet viet i kirken, siden loven om vielse af homoseksuelle trådte i kraft for præcis et år siden i dag.

LÆS OGSÅ: "Det store flertal af danske præster skal omvende sig"

Men for otte konservative kirkeledere er ritualet så kontroversielt, at de nu fraråder at have noget som helst at gøre med tilhængere, når det gælder gudstjenester og kirkelige handlinger. Helt konkret betyder det, at de ikke længere vil samarbejde og sågar deltage i gudstjenester med de otte biskopper og cirka 1200 præster, der støtter ritualet.

Det handler ikke om, hvor mange eller hvor få af samme køn, der bliver viet. Det handler om noget principielt, at der er kommet noget ind i kirken, som, vi mener, er grundlæggende forkert, siger valgmenighedspræst og formand for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard, som er medforfatter til erklæringen.

Han påpeger, at nogle kirker i stillingsopslag gør det til et krav, at præsten vil vie homoseksuelle.

Vi ved, at vielse af homoseksuelle hurtigt kan blive en selvfølge. Vil der fremover stadig være plads til dem, der er imod sådan et ritual? Det er lige så meget vores kirke. Skal vi gå, fordi andre kommer med noget, vi mener, er i modstrid med kirkens grundlag? Det synes jeg ikke, siger Hans-Ole Bækgaard.

LÆS KRONIKKEN: Et skisma i folkekirken er blevet os påtvunget

Men de otte kritiske kirkeledere bør netop forlade folkekirken, når de ikke kan forlige sig med flertallets beslutning, siger domprovst i Vor Frue Kirke i København Anders Gadegaard. Ifølge en undersøgelse fra 2012 bakker cirka 60 procent af kirkens præster op om ritualet.

Det er utilstedeligt at komme med sådan noget, hvis man vil være en del af folkekirken. Man kan ikke give anbefalinger om, at der er præster og biskopper, andre ikke bør benytte. Når man anbefaler, at et flertal af præster skal sige nej til noget, de har sagt ja til, så bør man selv tage konsekvensen og gå.

Ifølge kirkeminister Manu Sareen (R) minder erklæringen fra de otte kirkeledere lidt om små børn, der får taget deres slik.

Min første tanke var: herregud; det er det sædvanlige lillebitte mindretal, der med sine sidste krampetrækninger råber lidt højt. Jeg synes, det er på kanten, men det må biskopperne forholde sig til. Det skal vi nok klare, siger ministeren.

REAKTIONER PÅ KRONIKKEN:
- Biskop: Nu må det folkekirkelige fællesskab afklares
- Skam dig, Sareen, og tænk jer om, missionsfolk!
- Skovsgaard: Beklagelig og unødvendig kirkesplittelse
- I troens eller intolerancens navn

Biskop i Lolland-Falsters Stift Steen Skovsgaard er ikke af samme overbevisning. Sammen med biskop i Helsingør Stift Lise-Lotte Rebel tilhører han de 30 procent af præsterne, der ikke bakker op om ritualet.

Det er et udtryk for en splittelse i folkekirken. Deres opfordring er jo på linje med et sogn, der annoncerer, at man ikke ønsker præster, som er modstandere af at vie homoseksuelle.

Det er vel konsekvensen af et ritual, som man godt vidste ville virke splittende. Normalt er der jo konsensus omkring ritualer i folkekirken, men det er der ikke her. Jeg mener ikke, at ritualet bør være kirkesplittende vi bør kunne være i fællesskab med hinanden. Men et sådant stillingsopslag og en sådan kronik (kirkeledernes opfordring, red.) viser, at det er splittende, siger han.

Ifølge Danmarks Statistik blev 51 par af samme køn viet i kirken frem til årsskiftet. Der findes endnu ikke tal for 2013, men flere kilder gætter på i alt 100 kirkelige vielser det første år. Ifølge Vivi Jelstrup, talsperson for Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner, handler det ikke om antal, men om princippet om ligestilling. Hun kalder erklæringen fra de otte kirkeledere for langt ude.

Mange homoseksuelle føler sig nok ikke velkomne i kirken, og det kan skyldes de her udtalelser, der kommer frem, siger hun.

Læs kronikken her

RETTELSE: (15. juni 2013 kl.11.43) Der har tidligere stået i denne artikel, at 1400 præster støtter ritualet med at vie homoseksuelle. Det korrekte tal er 1200. Kristeligt Dagblad beklager fejlen