Det tiltaler mange at blive ét med skovens natur, når de er døde

To ud af tre begravede på skovgravpladsen ved Horsens er folkekirkemedlemmer. Men de vil ikke ligge et sted, der ligner en kirkegård, forklarer greven, der driver skoven

Det sidste hvilested for de naturbegravede skal ligne en skov, og derfor må intet mindeudtryk være fyldigt. Det siger greve Henrik Ahlefeldt-Laurvig, som driver skovbegravelsespladsen. – Alle fotos: Jens Mathiasen.
Det sidste hvilested for de naturbegravede skal ligne en skov, og derfor må intet mindeudtryk være fyldigt. Det siger greve Henrik Ahlefeldt-Laurvig, som driver skovbegravelsespladsen. – Alle fotos: Jens Mathiasen.

”Vi ses igen”. Sådan står der på en lysegrå stenplade i skovbunden. Stenen er lille og ligger lidt skævt. Ranglede græsstrå læner sig ind over den, og visne bøgeblade skjuler lidt af indskriften.

Den ligger over en af de 40 urner, som det seneste halvandet år er nedsat på skov-begravelsespladsen på Stensballegaard Gods ved Horsens. Det er pårørende til de begravede, som har nedsat urnerne i skovbundens uindviede jord. Men selvom jorden er uindviet, er det i vid udstrækning navne på folkekirkemedlemmer, som er mejslet ind i stenpladerne.

”To tredjedele er folkekirkemedlemmer. Det er både høj og lav. Det er hr. og fru Danmark, som vil begraves herude i skoven, siger greve Henrik Ahlefeldt-Laurvig, der driver begravelsespladsen sammen med sin søn Jannik Ahlefeldt-Laurvig, som er både godsejer og greve.

Der er ingen indhegning eller pynt på skovgravpladsen ved Horsens. Eneste markering af begravelsespladsen er en stor sten i hjørnet. Urnerne nedsættes på pladser i cirkler rundt om de markante bøge. Placeringen er målt ind, og træerne er nummererede. – Foto: Jens Mathiasen.
Der er ingen indhegning eller pynt på skovgravpladsen ved Horsens. Eneste markering af begravelsespladsen er en stor sten i hjørnet. Urnerne nedsættes på pladser i cirkler rundt om de markante bøge. Placeringen er målt ind, og træerne er nummererede. – Foto: Jens Mathiasen.

”Man kunne måske tro, det kun er ateister, som vil være her. Sådan er det ikke. Kun en tredjedel er ikke medlemmer af folkekirken,” fortsætter han og tilføjer, at kun i et enkelt tilfælde har en præst medvirket ved en urnenedsættelse ifølge ejerne af gravstederne.

Begravelsespladsen er anlagt i en privat bøgeskov, som tilhører godset. Ejerne åbnede op for skovbegravelser i begyndelsen af 2018.

”Flere og flere reserverer, og vi mærker kraftigt stigende interesse. Udover 40 urnenedsættelser har 60 familier reserveret plads hos os,” siger Henrik Ahlefeldt-Laurvig.

Skovbegravelse blev muligt efter en lovændring tilbage i 2008. Med ændringen blev det muligt for kommuner at anlægge neutrale skovgravpladser i naturen. Ved skovbegravelsespladsen i Horsens er det Horsens Kommune, som har skrevet kontrakt med Stensballegaard Gods om drift af pladsen.

Urnerne nedsættes på pladser i cirkler rundt om de markante bøge. Placeringen er målt ind, og træerne er nummererede.
Urnerne nedsættes på pladser i cirkler rundt om de markante bøge. Placeringen er målt ind, og træerne er nummererede.

Den stigende interesse for skovbegravelser følger en tendens, hvor flere danskere siger farvel til livet uden kirkens medvirken. Tal fra Danmarks Statistik viser, at hver sjette begravelse i 2018 var borgerlig. Det vil sige, at de pårørende stod for en ceremoni uden præst. Fra 2008 til 2018 steg antallet af borgerlige begravelser markant. I samme periode faldt andelen af kirkelige begravelser, viser tallene. Men der er stadig langt flest kirkelige begravelser. De borgerlige begravelser er under 10.000 årligt. Til sammenligning foretages omkring 46.000 kirkelige begravelser årligt.

Tilbage i bøgeskoven ved Horsens vandrer Henrik Ahlefeldt-Laurvig op igennem den skrånende begravelsesplads. Over ham vugger 100-årige bøgetoppe. Rundt om i skovbunden putter stenpladerne sig ved siden af blade og nedfaldne kviste.

Henrik Ahlefeldt-Laurvig løfter ansigtet og fanger et glimt af Horsens Fjord imellem bøgestammerne.

”Naturen går sin gang her på skovbegravelsespladsen. Det tiltaler mange at blive ét med naturen, og det forstår jeg godt. Den fornemmelse står stærkt, når man opholder sig herude,” siger han.

Begravelsespladsen er helt neutral og uden blomster eller pynt. En stor sten i hjørnet er eneste synlige markering.

”Det skal ikke ligne en kirkegård. Pladsen skal forblive i skovens og naturens ånd. Det har jeg det godt med,” siger Henrik Ahlefeldt-Laurvig.

Små stenplader er placeret i skovbunden og markerer de nedsatte urner.
Små stenplader er placeret i skovbunden og markerer de nedsatte urner.

Michael Hviid har forsket i begravelsesritualer. Han vurderer, at ønsket om personliggjort begravelse trækker folkekirkemedlemmer i skoven.

”Flere danskere ønsker mere individuelle ritualer. Det gælder også ved begravelsen. Min vurdering er, at en gruppe af folkekirkens medlemmer sætter deres ønske om personliggjort begravelse højere end kirkens ritualer,” siger Michael Hviid, som er professor ved Aalborg Universitet.

Han oplever, at ønsket om individualitet også påvirker de kirkelige begravelser.

”Eksempelvis kan et jazzband spille ved en kirkebegravelse, og der bliver sat QR-koder på nogle gravstene. Det siger noget om det traditionsskred og de lempelser, der også er sket inden for kirkegårdsdiget de senere år,” siger Michael Hviid.

Skovbegravelsespladsen ligger i Aarhus Stift. Her er biskop Henrik Wigh-Poulsen ikke urolig over, at folkekirkemedlemmer vælger skoven frem for kirkegården.

”Begravelsen eller bisættelsen kan jo sagtens være kirkelig – altså med gejstlig medvirken, selvom afdøde ikke sættes ned i indviet jord. Det er den kirkelige handling, der betyder noget,” siger Henrik Wigh-Poulsen.

Han forklarer, at folkekirken indretter sig efter den nye tendens.

”Vi bliver jo stadig mere individualistiske i vores livsvalg. Det gælder også i døden. Det bekymrer mig ikke. Det er jo sådan, det er. I folkekirken indretter vi os efter det, som når der oprettes skovafdelinger på flere kirkegårde, siger Henrik Wigh-pPoulsen.

I Horsens er Henrik Ahlefeldt-Laurvig tilbage på godskontoret, hvor han gennemgår tal og økonomi for skovbegravelserne. Han lægger ikke skjul på, at aktiviteten er en forretning på linje med godsets øvrige aktiviteter.

”Selvfølgelig skal der være en fornuftig forretning i det for os. Det er klart. Men det er også vigtigt, at vi nu kan hjælpe danskere, som har savnet muligheden for skovbegravelse,” siger han og tilføjer, at det vil være ”helt utænkeligt, at skovgravpladsen på noget tidspunkt bliver slettet.”

Administrationen af begravelsesaktiviteterne ligger i selskabet Skovbegravelse ApS. Igennem hjemmesiden www.skovbegravelse.nu arbejder ejerne videre med at udbrede skovbegravelser i Danmark – og der er flere begravelsespladser på vej. Ifølge Henrik Ahlefeldt-Laurvig er næste skridt, at Kirkeministeriet skal godkende begravelsespladserne, inden de kan tages i brug. Han vurderer, at der om fem år vil være 20-25 skovbegravelsespladser fordelt over hele landet.