Prøv avisen

Folkekirkens Mefisto forlader scenen

Erik Bock i sit præstekontor midt i en af stuerne i præstegården. Nederst til højre i billedet ses et par eksemplarer af Bedemændenes kalender. Erik Bock har 40 af dem fyldt med navne og aftaler på sin hylde - en for hvert år, han har været præst. Foto: Søren Staal.

Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København mister en farverig skikkelse med talrige fantasifulde indslag i den lokale kirke, og de kirkelige myndigheder bliver nogle personalemæssige problemer mindre, når sognepræst gennem 40 år Erik Bock nu er gået på pension

Erik Bastian Bock, født i 1941 i Karleby på Falster, er steget ned fra prædikestolen og har lukket kirkebogen for sidste gang i Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København. Dermed forsvinder den unikke epoke i dansk folkekirkeliv, som den omdiskuterede sognepræst selv skabte i de ungdomsoprørske 1970ere, med mere eller mindre gennemtænkte provokationer over for den traditionelle kirkes autoritet. Med til Erik Bocks eftermæle som sognepræst hører, at der i hans kølvand er opstået ikke så få eksempler på præster, som er blevet inspireret af den samme provokatoriske ånd.

LÆS OGSÅ: En hippie af hjertet

Den uregerlige ånd har han med flid plejet i 40 år som sognepræst og tjenestemand i den statskirke, som han kalder folkekirken, og som han paradoksalt nok elsker af hele sit teaterhjerte.

Erik Bock er mange ting. Han har mange forskellige meninger om mange forskellige ting, han vender og drejer dem og anlægger hele tiden nye vinkler. Kort sagt ved man aldrig helt, hvor man har ham.

Nedenstående er derfor Erik Bock mellem klokken 15 og klokken 17.45 torsdag den 4. august 2011 i præstegården på Hans Tavsens Gade, lige ved siden af Hellig Kors Kirke.

Med udgangspunkt i den aktuelle debat om vores multikulturelle samfund siger Erik Bock:

Det er ikke nemt at være fremmed i et land, hvor et af vores folkelige karaktertræk er, at vi gør grin med hinanden. Det har så været min opgave som præst at gøre grin med magthaverne, og jeg erkender, at det i de fleste tilfælde har ramt de biskopper, jeg har arbejdet under, siger Erik Bock.

Naturligt nok er han meget optaget af debatten og understreger gang på gang, at han støtter kollegapræsten Sørine Gotfredsens aktuelle analyse hele vejen. Selvom han i sin tid gjorde det til en mærkesag vedholdende at invitere andre religioner ind i både menighedslokalerne og selve kirkerummet til fællesbøn under overskriften Abrahams Hus. Navnet er afledt af, at den gamle patriark optræder både i Bibelen og i Koranen og derfor af nogle regnes som forfader til både jøder, muslimer og kristne. Illusionen om religionernes fællesskab har han i øvrigt mistet. Det vender vi tilbage til.

Hvis nogen har troet noget andet, så er her på falderebet endnu en af Erik Bocks præciseringer:

Mange mener, at jeg med mine happenings har villet være fortaler for den politiske kirke. Jeg har aldrig været en del af nogen af de politiske revolutioner, tværtimod har jeg i kirken prædiket for politikerne til de forstod, at jeg ikke ville spændes for deres vogn. Den politiske kirke lugter surt og gammelt. I virkeligheden er jeg bare mest kirkelig, siger Erik Bock.

Som man kan høre, er Erik Bock som menneske teatralsk på den gode mode. Han elsker at spille teater og har talrige gange bragt spektakulære optrin til torvs i kirken. I mange tilfælde tog de kirkelige myndigheder og ikke mindst pressen dem for gode varer, selvom de var torden fra præstens teaterhjerte beregnet på at gøre opmærksom på kirken, holde den levende, ja, forsvare den gældende kirkeordning med de midler, som Erik Bock nu engang fik ind under huden dengang i 1960erne og 1970erne.

Han har spillet på sin dæmoniske fysiognomi og optrådt som Mefisto i kirken og har optrådt med djævlemaske under udgangsprocessionen til et af Københavns Stifts landemoder, som en solidaritetserklæring til den fyrede præst Ruben Jørgensen, der holdt fast i obligatorisk undervisning af forældre, som skulle have et barn døbt. Han har offentligt pisket en præstekollega, den senere fyrede fynske sognepræst Bodil Greve Schmidt, som var blevet upopulær i sit menighedsråd godt nok med en støvekost. Han har været med til at gemme bortløbne børn for den anarkistiske bevægelse Børnemagt og været selvbestaltet, men kaldet, præst for Christiania.

Sådan er Erik Bock ihærdigt blevet ved med at provokere gennem sit liv, for en sidste gang sidste år, da han som præst var med til at begrave en silikonedukke på den nærliggende Assistens Kirkegård som en del af en kunstnerisk happening. Det høstede han en af sine talrige biskoppelige påtaler for.

Nørrebro er i manges øjne om noget eksemplet på det multikulturelle Danmark. For de fleste et farvestrålende befolkningskludetæppe: Sådan ser de andre på os nu, men dengang jeg kom til kvarteret, var det en spøgelsesby, siger Erik Bock. Men under kludetæppet ulmer problemerne.

Det gælder for alle kulturer, at når et samfund er i støbeskeen, som det danske samfund er i øjeblikket, så prøver alle folkeslag at holde sammen på deres eget. Derfor går det heller ikke godt med den multikulturelle sameksistens på Nørrebro. Men det har set meget værre ud, og der er kun den fredelige sameksistens som alternativ.

Da jeg kom til kvarteret blev min nysgerrighed straks vakt i forhold til de mange forskellige miljøer, som jeg fandt, og jeg brugte min store næse til at stikke i alt, hvad jeg kunne. Jeg elsker alle de små etniske eller muslimske butikker og kommer selv i dem. Jeg har altid præsenteret mig som præsten i Hellig Kors Kirke og tilbudt, at hvis der var problemer, uanset hvad, var de velkomne oppe hos mig. I alle årene er der stort set ikke kommet en eneste. Muslimer er bange for hele den magiske mysterieverden, de ser ind gennem sprækken i den kristne kirkedør med mærkelige ritualer, salmer, en korsfæstet mand, døbefont, alter og røgelse, siger Erik Bock som en af forklaringerne på, at drømmen om fællesskabet i Abrahams Hus mellem kristne, muslimer og jøder er bristet for ham.

I kristendommen siger vi, at hos Gud er der mange boliger. Men i islam er der kun ét hus. De har ikke den tradition for dialogkultur, som vi har. Her på jorden tror jeg ikke på Abrahams Hus mere. Men vi har nok været lige gode om at lukke dørene, når det kommer til stykket, siger Erik Bock.

En tredje af Erik Bocks finurlige udtalelser, mens embedet rinder ud, er, at han kirkeligt set i virkeligheden anser sig selv for at være missionsk. Ikke med hele den moralske overbygning, den konservative bevægelse er kendt for, for han går både ind for fri abort, kvindelige præster, sex før ægteskabet og vielse af homoseksuelle og fraskilte.

Min far var fuldblods missionsk inspireret af tysk pietisme og Brorson. Det var nok mest mission rundt om i verden, der optog ham, og vi havde masser af besøg af missionærer fra den daværende Etiopermission. Jeg var tit med til at hjælpe med alt det praktiske i forbindelse med møderne. Af os seks søskende var jeg den gammelkloge. Inderst inde er jeg stadig en from og god dreng, som ser mig som en del af de helliges fællesskab, det vil sige syndernes fællesskab omkring nadveren.

Kristendommen er en mysteriereligion, og vi skal ikke bilde os selv ind, at vi kan og skal forstå alt, men lytte til lovsangen. For mig hører både himmel og helvede, frelse og fortabelse med i kirken og som en del af gudstjenesten. Folkekirken skal ikke underholde, skal ikke være en kirke med tiden, før tiden eller foran tiden. Vi skal invitere mennesker ind i evigheden inde i kirken. Folk kan jo ved selvsyn konstatere, at når de er til gudstjeneste, så tager det en evighed, siger Erik Bock.

Hans antiautoritære og kunstneriske tilgang til det at være kirke har for kortere eller længere tid trukket mange kendte personligheder til Hellig Kors Kirke: forfatter Ebbe Kløvedal Reich, den fyrede præst Harald Søbye, kunstner Jørgen Nash og forfatter Suzanne Brøgger, for blot at nævne nogle.

Hellig Kors Kirke har været med til at gøre folkekirken mere kulturåben. Det har pyntet på folkekirken, at alt det falske patina er kommet af, siger han.

Klokken er efterhånden 17.40, og solen er blevet varm i farven uden for præstegårdens vinduer. Så mange gange har man forsøgt at lukke munden på Erik Bock, så han får det sidste ord:

Jeg har været en farlig præst, for eksempel når jeg sammen med Børnemagt dengang var godt i gang med at underminere folkeskolen ved at gemme bortløbne børn. I dag sætter jeg pris på alt det folkelige fra folkeskole, folkekirke, folkehøjskole til folkestyret på Christiansborg. Jeg har også været en god præst, når jeg har åbnet kirkens døre for de mange ved at invitere revl og krat. Jeg har altid villet fastholde, at folkekirken er folkets kirke, ved at være kirke på en ny måde. Men de to gange, jeg har været suspenderet, og de mange tjenstlige pålæg, jeg har modtaget fra biskopperne, de har alle været fuldt berettiget. Men jeg har sørget for, at der kom frisk luft ind i kirken, så folk kunne se, at den bliver ved med at være levende. Derfor er jeg indimellem sprunget op som trold af en æske og har sagt bøh. Men jeg synes, at jeg har opnået det, jeg ville, siger Erik Bock.

vincents@k.dk