Prøv avisen

Folkekirken vil investere mere risikabelt

Efter flere års diskussioner har landets stifter fået lov til at investere deres formuer i mere risikofyldte værdipapirer. Det sker med opbakning fra kirkeminister Mette Bock (LA). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Efter flere års diskussioner har landets stifter fået lov til at investere deres formuer i mere risikofyldte værdipapirer. Økonomiprofessor advarer om, at man sætter betroede midler på spil. Men vi kan ikke bare grave vores talenter ned, siger biskop

Det er langt fra småpenge, landets 10 stifter har liggende på kistebunden. Tilsammen råder de over mere end fem milliarder kroner, der hovedsageligt stammer fra forudbetalte gravsteder.

Hidtil har en stor del af formuen været placeret trygt og sikkert, men ikke særligt indbringende i stats- og realkreditobligationer. Men efter flere års pres fra flere af stifterne har Kirkeministeriet ændret reglerne, så kirken også kan investere i mere risikable og muligvis også mere indbringende værdipapirer i form af erhvervsobligationer.

Stifternes fælles kapitalforvaltning er netop gået i gang med at formulere de praktiske og etiske retningslinjer for, hvordan kirken kan investere i erhvervslivet på den etisk mest forsvarlige måde, forklarer formanden for forvaltningen, Jørgen Nielsen.

”Vi har længe ønsket at have lidt flere muligheder for at få vores investeringer til at give afkast. Og hvis vi udelukkende holder os til de mest sikre erhvervsobligationer, mener vi ikke, at risikoen er meget større end ved statsobligationer,” siger han.

Og det sker med opbakning fra kirkeminister Mette Bock (LA):

”Jeg er helt tryg ved, at mulighederne for at forrente stiftskapitalerne bliver bedre. Der er jo tale om en forbedring, som ligger helt i tråd med folkekirkens tradition for, at den type ændringer skal komme nedefra,” skriver hun i en skriftlig kommentar til Kristeligt Dagblad med henvisning til, at ændringen er sket efter ønske fra stifterne.

Men det er langt fra alle, der er enige i, at det er en rigtig måde at forvalte kirkens penge på. Rigsrevisionen har to gange frarådet, at man gav stifterne mulighed for også at investere i erhvervsobligationer på grund af den forhøjede risiko. Og på samme måde undrer Jesper Jespersen, professor i økonomi ved Roskilde Universitet, sig over stifternes ønske.

”Der er tale om betroede midler, der skal forvaltes med størst mulig kapitalsikkerhed. Og erhvervsobligationer er ikke bare en gratis pose penge, der ligger og venter på at blive samlet op. Prisen for et højere afkast er helt grundlæggende, at investeringerne er mere risikofyldte,” siger han.

Jesper Jespersen tilføjer, at stifterne i stedet for at bruge energi på investeringer, burde overveje det rimelige i at kirken har så mange penge stående fra gravstedsbetalinger, især i en tid hvor stadig flere fravælger at bruge penge på kistegravsteder, så kirkegårde står ubrugte hen.

”Det vidner om, at der er en uhensigtsmæssig prisstruktur med en høj forudbetaling. Stifterne burde overveje en ændret betalingsmodel, hvor man måske kunne tage sociale hensyn. Det ville være bedre i overensstemmelse med den kristne ånd end pengepugeri,” siger han.

Også Dansk Folkepartis kirkeordfører, Christian Langballe, er imod de kirkelige investeringer i erhvervslivet:

”Det byder mig simpelthen imod, at folkekirken går ud og agerer investeringsvirksomhed. Kirken er sat i verden for at forkynde evangeliet,” siger han og henviser til Jesu formaning i Matthæusevangeliet om, at man ikke både kan tjene Gud og mammon.

Christian Langballe foreslår ligeledes, at man snarere burde se den ophobede kapital som en anledning til at få ændret ved tendensen, hvor stadig færre bruger penge på et kistegravsted.

Men det er ikke muligt at bruge gravstedskapitalerne på den måde, siger Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift. For pengene er indbetalt til fremtidig vedligeholdelse af specifikke gravsteder og kan ikke bare bruges frit.

Problemet er dog, forklarer han, at stifternes investeringer de seneste år har givet så lidt afkast, at det ikke har kunnet følge med pris- og lønstigningen i samfundet.

”Hvis folk har betalt for at få vedligeholdt deres gravsted i 20 år, duer det ikke, at vi efter 17 år ikke har flere penge tilbage, fordi vi har forvaltet dem dårligt. Derfor har vi brug for at kunne løbe en minimal større risiko i vores investeringer for ikke at udhule vores kapital,” pointerer han.

Af samme grund har han svært ved at følge Christian Langballes bemærkning om, at man ikke både kan tjene Gud og mammon.

”Vi kan heller ikke bare grave vores talenter ned, hvilket der også er en bibelsk historie, der handler om,” siger han med henvisning til Jesu lignelse om de betroede talenter i Matthæusevangeliet.

Det byder mig simpelthen imod, at folkekirken går ud og agerer investeringsvirksomhed. Kirken er sat i verden for at forkynde evangeliet

Christian Langballe