Folkekirkens Nødhjælp møder kritik fra abortmodstandere

En kristen nødhjælpsorganisation bør fokusere på nødhjælp og ikke politiske budskaber, lyder kritik efter abortudmelding fra Folkekirkens Nødhjælp. Overlad politiske spørgsmål til debattører og beslutningstagere, siger ordfører

Det er ikke første gang, at Folkekirkens Nødhjælp kommer i modvind for at tage politisk stilling. I 2004 blev organisationen kritiseret for at tage parti i Israel-Palæstina-konflikten, fordi den havde rejst en kopi af Israels sikkerhedsmur på Roskilde Festival.
Det er ikke første gang, at Folkekirkens Nødhjælp kommer i modvind for at tage politisk stilling. I 2004 blev organisationen kritiseret for at tage parti i Israel-Palæstina-konflikten, fordi den havde rejst en kopi af Israels sikkerhedsmur på Roskilde Festival. Foto: Screendump.

”Jeg har svært ved, at Folkekirkens Nødhjælp på den måde bliver politisk, jeg vil overveje mine fremtidige støttekroner.”

Sådan lyder en ud af mange kritiske kommentarer, som Folkekirkens Nødhjælp den seneste uge har modtaget på sin Facebook-side. Kritikken skyldes, at den folkekirkelige nødhjælpsorganisation i sidste uge rettede kritik mod præsident Donald Trumps beslutning om, at føderale amerikanske støttemidler ikke længere skal gives til organisationer, der rådgiver om og henviser til abort rundtomkring i verden. Folkekirkens Nødhjælp kalder beslutningen håbløs og fortæller, at man kan støtte kvinders rettigheder ved at være frivillig ved dens landsindsamling i marts.

På Facebook roser nogle kampen for kvinders rettigheder, mens mange omvendt er i chok over, at en kristen organisation giver så stærkt udtryk for at støtte abort. Flere melder endda, at de nu er færdige med at støtte organisationen.

Og i Kristeligt Dagblad har organisationen Retten til Liv og Indre Missions formand, Hans-Ole Bækgaard, kritiseret, at den folkekirkelige organisation fokuserer på at støtte den frie abort. Hans-Ole Bækgaard finder det blandt andet problematisk, at organisationens arbejde kommer til at handle om et politisk budskab frem for nødhjælp.

”Man sætter lighedstegn mellem det at kæmpe for kvinders rettigheder og ønsket om en fri abort. Som nødhjælpsorganisation spænder man sig dermed for en bestemt politisk vogn, som ikke automatisk passer med et kirkeligt budskab,” siger Hans-Ole Bækgaard.

Det er ikke første gang, at Folkekirkens Nødhjælp kommer i modvind for at tage politisk stilling. I 2004 blev organisationen kritiseret for at tage parti i Israel-Palæstina-konflikten, fordi den havde rejst en kopi af Israels sikkerhedsmur på Roskilde Festival. I 2012 lavede organisationen en identisk mur på samme festival, hvilket igen skabte røre. Blandt andet skrev den nuværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i et indlæg i Berlingske, at organisationen optrådte ”uprofessionelt” og ”amatøragtigt”. I 2015 afdækkede Jyllands-Posten, at Folkekirkens Nødhjælp havde finansieret en kritisk rapport om forskellige rejsebureauers rejser til Israel, hvorefter der igen kom beskyldninger om, at organisationen brød med sin påståede neutralitet.

Kirke- og udviklingsordfører for De Konservative Naser Khader mener, at Folkekirkens Nødhjælp, og humanitære organisationer generelt, skal undgå at blive politiske.

”De skal holde sig væk fra den politiske hvepserede for deres eget bedste. For det at tage politisk stilling kan skade deres opbakning fra politikere, medlemmer og støtter. De skal i stedet bruge deres oplysningsmidler på at formidle deres gode arbejde ude i verden, for det er det, der har betydning for deres indsamlinger og bevillinger. Politiske emner som for eksempel asylpolitik eller her Trump bør man overlade til debattører og beslutningstagere,” siger han.

Chefkonsulent og international rådgiver Gunnar Olesen mener omvendt, at Folkekirkens Nødhjælp har truffet det rigtige valg ved at udtrykke kritik. Han har i flere år fulgt Folkekirkens Nødhjælp, stået for evalueringer af blandt andet u-landsbistand og er i dag medlem af bestyrelsen for Rådet for International Konfliktløsning, RIKO.

”Hvis der skal komme bedre fremtidsudsigter i for eksempel Afrika og Mellemøsten, så er det vigtigt at drøfte befolkningspolitik, kvinders rettigheder og ligestilling. Her er abortspørgsmålet meget centralt. Derfor er det rigtigt, når udviklingsorganisationer markerer sig, selvom det betyder, at de kan komme i et modsætningsforhold til politiske kræfter. Det er nok uundgåeligt, hvis man vil rykke på verdens tilstand.”

Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen understreger, at organisationen ikke samler ind til eller arbejder med abort.

”Folkekirkens Nødhjælp arbejder derimod med kvinders rettigheder, herunder retten til at bestemme over egen krop og retten til at få fuld oplysning om både prævention og abort som én samlet videnspakke,” skriver hun i dag i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad og tilføjer, at organisationen ikke blander sig i amerikansk politik, men i, at det nye abortdekret vil påvirke verdens fattigste på ”fatal vis”.